GEODIS er en international koncern, grundlagt i Frankrig i 1904 under navnet Calberson, med et netværk på tværs af 170 lande, med over 49.000 ansatte world-wide. Firmaet har ligget på Oliefabriksvej i mange år.
Borgmesteren mødtes med administrerende direktør Kent Husted, branch manager Mikael Thorup og HR manager Anja Bonilla. Her blev drøftet fælles interesser i emner som adgangen til arbejdskraft, uddannelse af egne elever, kommunens infrastruktur, og hvordan kommune kan være en samarbejdspartner gennem information og erhvervsvenlig sagsbehandling.
Gode transportforbindelser fastholder medarbejdere
Geodis beskæftiger mange speditører og uddanner også deres egne elever. De arbejder meget med fastholdelse og at skabe en attraktiv arbejdsplads. Det betyder eksempelvis meget at have en attraktiv placering i forhold til gode forbindelser til tog, bus og motorveje, for at kunne fastholde medarbejdere og tiltrække fra et større område.
Borgmester Allan S. Andersen og Lars Rich fik en omvisning i de imponerende lagerhaller sammen med Mikael Thorup. Her kunne borgmesteren blandt andet se, hvordan en korrekt og smidig sagsbehandling hos kommunens brandmyndighed havde betydet en hurtigere ombygning af en lagerhal, så GEODIS bedre kunne imødekomme deres kunders ønsker og behov for lagerplads.
Vigtigt samarbejde med kommunen
Allan S. Andersen var glad efter besøget:
”Når jeg kommer ud hos lokale virksomheder, får jeg altid et godt indblik i deres hverdag, og hvordan de arbejder for at optimere deres drift. Det glæder mig, når vi som kommune kan gøre vores services og myndighedsarbejde på bedst mulig vis, så det passer til vores mål om at være en erhvervsvenlig kommune. GEODIS er en af vores store arbejdspladser, og det betyder meget for mig, at vi kan fastholde dem i kommunen.”
Kent Husted takker for besøget: ”Det var en fornøjelse at vise vores virksomhed frem. For os er det vigtigt at have et godt samarbejde med Tårnby Kommune og vores lokalområde for at skabe rammerne for en attraktiv arbejdsplads, og dermed have de bedste forhold for vores medarbejdere. Derfor er det er også ideelt, at vi har adgang til en god infrastruktur og kollektiv transport.”