Selvom brugen af kontanter er faldet over tid, foregår 1 ud af 10 betalinger i butikkerne med kontanter. Der er fortsat brug for kontanter i Danmark – og danskerne skal kunne anvende kontanterne som et sikkert og effektivt betalingsmiddel.
Pengesedlernes design og sikkerhedselementer må hele tiden være på forkant med teknologien. Derfor har Nationalbanken sat gang i arbejdet med at udvikle nye pengesedler samtidigt med, at 1.000-kronesedlen og de gamle sedler bliver ugyldige.
Sådan skal erhvervsdrivende forholde sig
Som butiksansat eller anden erhvervsdrivende, der modtager kontanter, vil man ikke skulle ændre sin nuværende håndtering før 31. maj 2025, hvor ældre seddeltyper og 1.000-kronsedlen altså bliver ugyldige.
Butikker og andre erhvervsdrivende bør dog fortsat være opmærksomme på gældende regler for brug af kontanter til betalinger i samfundet som både kontantpligten og grænsen for, hvor store kontante betalinger, man må tage imod ved salg.
Du kan se hvilke sedler, det drejer sig om og læse meget mere om initiativerne hos Nationalbanken (eksternt link).