Er du iværksætter og på jagt efter en ny kontorplads? Så er det måske dig, som skal sidde i et af de ledige kontorer i Tårnby Kommunes iværksættertårn på Oliefabriksvej. Her får du – foruden en forrygende udsigt ud over Tårnby – også en plads i et spirende iværksættermiljø.
Der har længe været venteliste, siden muligheden åbnede i 2019, men lige nu er der faktisk flere ledige lokaler. Tårnby Kommune håber derfor på nye henvendelser fra små nye selvstændige, der godt kunne bruge et mindre kontor.
Mange brancher har været repræsenteret
Iværksættertårnet er på etage 4 i Det Nye Vandtårn på Oliefabriksvej 102. De små kontorpladser deler et mindre mødelokale og tekøkken. Kontorpladserne er åbne for relativt nystartede virksomheder. Det er krav om, at virksomhedens cvr nr. er maksimalt 3 år gammel, og man skal være borger i Tårnby Kommune for at kunne ansøge.
Kontorpladserne har været lejet ud til flere typer af virksomheder. Der har været vikarbureauer, juridisk rådgivning, jobcoaches, kommunikation og pædagogisk rådgivning, og din lille virksomhed kan blive de næste, der flytter ind.
Er du nysgerrig og vil vide mere, kontakt udviklingskonsulent Anja Andersen på telefon 32 47 12 09 eller e-mail ava.of@taarnby.dk