Du har måske allerede studset over, hvornår du skal begynde at brug MitID i din virksomhed i stedet for NemID. Svaret er, at det skal du snart. For i kølvandet på udrulningen af MitID til borgerne følger nu udrulningen af MitID erhvervsløsningen til virksomheder. Navnet er ’MitID Erhverv’, som afløser NemID medarbejdersignatur. Virksomhedsguidens vejledning hjælper virksomhederne til at afdække deres behov og komme i gang med MitID Erhverv.
Hvornår skal virksomheden bruge MitID Erhverv?
Virksomheden skal bruge MitID Erhverv, når der er medarbejdere, som skal agere digitalt på vegne af virksomheden. For eksempel tjekke virksomhedens Digital Post eller indberette moms og søge om refusion af sygedagpenge.
Afhængigt af, om der er tale om en ny virksomhed, eller en virksomhed, som i forvejen har NemID medarbejdersignatur, er anbefalingerne lidt forskellige i forhold til, hvornår man opretter sig i MitID Erhverv.
Læs vejledningen: Hvornår skal min virksomhed bruge MitID Erhverv.
Hvornår kan virksomhedens ejer nøjes med at bruge sit eget MitID?
Virksomhedsejere, som kan tegne virksomheden alene, har ikke nødvendigvis brug for MitID Erhverv. Hvis der ikke er behov for, at medarbejdere løser opgaver, der kræver et digitalt virksomheds ID, kan ejer i stedet nøjes med at bruge sit eget MitID. Det er nemlig automatisk tildelt de nødvendige rettigheder til de offentlige selvbetjeningsløsninger.