8. juni 2021 gav Tårnby Kommunes Bygge- og Ejendomsudvalg Hotel Dan Kastrup dispensation fra Lokalplan 106 til at ændre på tilkørselsforholdene til hotellets ejendom på Kastruplundgade 11a.
Sagen har, både før og efter behandlingen, givet anledning til mange henvendelser til Tårnby Kommune, blandt andet fordi den nye tilkørsel vil betyde, at Café Le Perr eventuel må lukke. Derfor opridser Tårnby Kommune her baggrunden for Bygge- og Ejendomsudvalgets beslutning.
Sagen kort
Hotel Dan Kastrup har ansøgt om at ændre hotellets tilkørsel fra Kastruplundgade med henvisning til, at man oplever problemer, når turistbusser skal køre ind under et udhæng under hotellets førstesal. Hotellet vil gerne ændre tilkørslen, sådan at busserne kan standse ved siden af udhænget i stedet.
På en del af det område, hotellet gerne vil bruge til bustilkørsel, ligger lige nu en mindre bygning, hvor en cafe, Café Le Perr, holder til. Både bygningen og området er ejet af hotellet. Hotellet har dermed retten til at bestemme, hvad der skal være på området, så længe det er i overensstemmelse med lokalplanen for området.
Lokalplanen siger, at hvis området skal ændres, skal det ændres til et torv med en gangsti, hvilket hotellet planlægger at gøre. Derudover har kommunen givet dispensation til, at turistbusser kan køre ind ved siden af hotellets indgang. Samtidig har kommunen valgt at dispensere fra lokalplanen, sådan at man i stedet for at anlægge en vej bagom hotellet ved Kastrupkrogen ændrer hotellets parkeringsplads, så busserne kan køre gennem den ud til Gammel Skovvej. Det er sket af trafik- og støjhensyn i forhold til borgerne i området.
Indsigelser fra caféejer og beboere
Hotellets ansøgning om dispensation fra lokalplanen til at anlægge busindkørslen har været sendt i nabohøring, og Teknisk Forvaltning har modtaget to høringssvar – et fra Café Le Perr og et fra A/B Skovbo 02 og to butikker, der også har fremsendt to billeder og et infobrev.
I høringssvarene skriver caféejerens advokat, at hotellets ansøgning snarere bunder i et ønske om at nedrive cafébygningerne end i et behov for at ændre tilkørselsforholdene. I det andet høringssvar ønsker beboere at bevare Café Le Perr, fordi man oplever, at caféen skaber liv og charme i Kastruplundgade og bidrager positivt til nærområdet. Høringssvarene er blevet taget til efterretning i kommunens behandling af sagen.
Lokalplan og ejendomsret er afgørende
Det gældende plangrundlag for området er Lokalplan 106 (”Centerområde ved Kastruplundgade”). Lokalplanen regulerer, hvordan området må anvendes, og dens indhold træder i kraft, når nogen ønsker at forandre området.
Lokalplanen indeholder ingen bestemmelser vedr. byggeriet på Kastruplundgade 11a og bygningen, hvor Café Le Perr ligger. I lokalplanen står der i stedet, at området ved caféen skal laves til et torv, hvis det skal forandres, og at der skal anlægges en stiforbindelse ud til Kastruplundgade – begge dele er opfyldt i det forslag, hotellet har indleveret med sin ansøgning.
Det er afgørende i sagen, at hotellet ejer den bygning, cafeen ligger i, og den grund, bygningen ligger på. Det betyder, at ejerskabet over bygningen og eventuelle lejekontrakter på ejendommen er en privatretlig sag – altså en sag mellem ejer og lejer, i dette tilfælde Hotel Dan Kastrup og Café Le Perr.
Fordi hotellet ejer cafebygningen og grunden, ville hotellet kunne nedrive cafebygningen, uanset om man havde fået ja eller nej fra Tårnby Kommune til en ny tilkørsel – bare lokalplanen blev overholdt.