Udskriv

03-02-2020 Invitation til borgerinformationsmøde og høring vedr. Lokalcenter Løjtegårdsvej

Bygge- og Ejendomsudvalget i Tårnby Kommune har på mødet d. 7. maj 2019 besluttet, at der skal igangsættes et arbejdet med at udlægge et nyt lokalcenter for detailhandel ved Løjtegårdsvej.

Etablering af et lokalcenter for detailhandel vil indebære, at der inden for det samlede område vil kunne etableres maksimalt 3.000 m2 til detailhandel. Heraf udgør butiksarealet til Rema 1000 ca. 1.050 m2 og butikken på Tankstationen ca. 300 m2. Der vil således være ca. 1.650 m2 til rest, som vil kunne anvendes til yderligere en større dagligvarebutik. Planloven giver mulighed for etablering af en dagligvarebutik på ca. 1.200 m2 og evt. også en eller to mindre udvalgsvarebutikker eller specialbutikker, hvis efterspørgslen er til stede eller kommer på sigt.

Etableringen af et lokalcenter i området vil kunne fungere som en katalysator for en evt. fremtidig omdannelse af dele af erhvervsområdet omkring Egensevej til boligformål, som har været drøftet dels i forbindelse med Fremtidsværkstederne om Planstrategien dels på Kommunalbestyrelsens temamøde om byudvikling i efteråret 2018. 

Før planarbejdet påbegyndes, vil vi gerne høre borgernes mening om projektforslaget, dels gennem en formel 4 ugers forhøring efter Planlovens § 23 c stk.1, og dels ved at invitere til et borgerinformationsmøde om projektet.

Borgerinformationsmødet holdes på Tårnby Rådhus (forhallen), Amager Landevej 76, onsdag den 19. februar 2020, kl. 17-19. Den offentlige høring løber fra d. 3. februar 2020 til og med d. 2. marts 2020. 

Der er mulighed for at komme med kommentar, ændringsforslag og bemærkninger til projektet - dels på mødet - dels ved at indsende høringssvar. Bemærkninger bedes fremsendt til Teknisk Forvaltning og kan fremsendes via e-boks.dk eller som Digital Post via dette link (kræver NEMID). Høringssvar skal være modtaget af Teknisk Forvaltning inden høringsfristens udløb.

Hvis du fremsender et høringssvar, skal du være opmærksom på kun at fremsende fortrolige eller personfølsomme oplysninger, hvis du vurderer, at de har relevans for sagen. Sundhedsoplysninger eller oplysninger om sociale forhold vil sjældent være relevante.

Sagen vil efter endt nabohøring blive behandlet i Bygge- og Ejendomsudvalget, der træffer afgørelse om hvilke temaer fra høringen der skal arbejdes videre med i forbindelse med udarbejdes af en lokalplan med tilhørende kommuneplan, som udlægger området til et lokalcenter. Alle fremsendte bemærkninger vil indgå i den videre sagsbehandling, fremlagt for Bygge- og Ejendomsudvalget, samt offentliggjort på kommunens hjemmeside.

Du kan se mere om projektet, høringen og borgerinformationsmødet i høringsmaterialet her.

×

Cookie info