Til det virtuelle borgerinformationsmøde svarede vi på forskellige spørgsmål om sundhed og ældre i kommunen. Vi optog mødet, så du kan se det i sin fulde længde. Du kan også læse spørgsmål og svar direkte på siden. Alle spørgsmål er forkortet af hensyn til læsbarheden.
Se møde om sundhed og ældre
Vi undskylder for billedkvaliteten på optagelsen. Der kan være steder, hvor billederne hakker lidt.
Spørgsmål om at fastholde plejepersonale på plejehjem
Tårnby Kommunes plejehjem bebos hovedsageligt af demente borgere, der i særlig grad profiterer af fast plejepersonale.
Hvilke tiltag gør Tårnby Kommune for at fastholde plejepersonale til gavn for beboernes trivsel og medarbejdernes arbejdsmiljø?
Svar
Der er et stigende antal beboere på kommunens plejehjem med en demensdiagnose, men det er ikke størstedelen.
Generelt er det vigtigt for arbejdsglæde, arbejdsmiljø og fastholdelse af personale, at personalet har de rette kompetencer til at løse deres opgave og føler sig klædt på til opgaven.
Vi har med vores demenshandlingsplan afsat ressourcer til demensressource-personer på alle plejehjem og i hjemmeplejen, ligesom der nu er to demenskoordinatorer til at vejlede personale og pårørende i komplekse sager, og der er afsat midler til uddannelse på alle institutioner og hjemmepleje.
Alle medarbejdere i Tårnby Kommune tilbydes forskellige goder i forbindelse med ansættelsen:
- Sundhedsforsikring
- Massage/fysioterapi
- Fitness
- Adgang til Tårnby Kommunes svømmehaller og skøjtehal
- Tilskud til sociale aktiviteter
- Personligt årskort til Den Blå Planet til halv pris
- Biografbilletter til Kastrup Bio
Spørgsmål om demensplejehjem
Er der planer om demensplejehjem i Tårnby?
Svar
Der er på nuværende tidspunkt ikke truffet beslutning om det, men Arbejdsmarkeds- og Sundhedsforvaltningen er ved at kigge på muligheden.
Spørgsmål om strategi for hjælpemidler til diabetikere
Hvordan er jeres strategi for hjælpemidler til diabetikere?
Det kunne være interessant at høre om jeres indstilling til fx, at type 1 diabetikere kan få bevilliget fx FreeStyle Libre Flash.
Svar
Udgangspunktet for en strategi for bevilling af hjælpemidler til type 1 diabetikere, herunder flash teknologier såsom FreeStyle Libre Flash, er lovgivningen, Ankestyrelsens principafgørelser og den deraf gældende praksis på området.
I Tårnby Kommune bevilger vi FreeStyle Libre Flash til dem, der er berettiget til det. Rent lovgivningsmæssigt og på bagrund af gældende praksis er der dog ikke mange, der vurderes berettiget.
Vi har jævnligt afgørelser til afprøvning i Ankestyrelsen og i langt den overvejende del af sagerne har Ankestyrelsen samme opfattelse af de enkelte sager som os.
I de tilfælde hvor fx FreeStyle Libre Flash skal benyttes for at opnå bedre regulering og er en del af diabetesbehandlingen, så er der ikke tale om et hjælpemiddel, men derimod et behandlingsredskab, som hører under Regionen/Hospitalerne. Kommunen kan ikke bevilge behandlingsredskaber.
Vi oplever desværre tit, at læger anbefaler brug af FreeStyle Libre Flash, hvilket kan give borgeren en falsk forhåbning om bevilling. Vi må dog understrege, at en lægelig anbefaling af brugen af et hjælpemiddel er ikke ensbetydende med, at betingelserne for bevilling heraf er opfyldt i henhold til servicelovens bestemmelser.
Spørgsmål om den kommunale tandregulering
Er Kommunalbestyrelsen klar over hvor ringe tandreguleringssamarbejdet er? Tårnby Kommunes børn venter i årevis på at komme i behandling.
Svar
Det beror på en tandfaglig vurdering af en specialtandlæge, hvornår en tandregulering igangsættes.
Selvom man bliver henvist til tandregulering kan der gå noget tid, også år, inden behandlingen igangsættes. Hvis det opleves, at der er mange års ventetid på at komme i behandling, kan det være forklaringen.
Den kommunale basistandpleje følger barnets bidudvikling ved de regelmæssige undersøgelser. Hvis der konstateres tegn på bidfejl, bliver der taget stilling til, om der er behov for, at barnet skal følges på lokalklinikken i Tårnby eller om en specialtandlæge skal se på barnet.
Hvis den tid, som basistandplejen følger udviklingen regnes med i ventetiden, kan jeg godt forstå, at man kan opleve lang ventetid.
Vigtigt er i den forbindelse er, at en del bidfejl forsvinder med væksten af barnet, derfor er det vigtigt at specialtandlægen følger væksten og træffer beslutning om hvornår behandlingen skal iværksættes.
Spørgsmål om hjælp til borgere efter hospitalsindlæggelse
Hvad vil kommunen gøre, for at borgere, som hjemsendes fra hospital, får lagt en plan for det videre forløb, ved hjælp fra visitator i Tårnby Kommune?
Svar
Hvis en borgers behov for hjælp ændrer sig, mens borgeren ligger på hospitalet, skal hospitalet give kommunen besked om de nye behov, så snart borgeren bliver udskrevet. Det skal ske senest klokken 13 på udskrivelsesdagen. Denne tidsfrist findes, for at kommunen skal kunne nå at informere hjemmeplejen om de nye behov.
Hvis der er tale om en borger, der har komplekse pleje- og behandlingsbehov, er kommunen i dialog med hospitalet, hjemmeplejen, borgeren selv og eventuelt borgerens pårørende, allerede inden borgeren udskrives.
På baggrund af de indhentede oplysninger afgør visitator ud fra dennes faglige vurdering, hvilken hjælp borgeren skal have, når han eller hun kommer hjem igen. Nogle gange kan det være nødvendigt at justere i hjælpen, efter borgeren er kommet hjem, fordi borgeren viser sig at have andre behov derhjemme, end han eller hun havde på hospitalet.
Nogle borgere har brug for yderligere støtte i overgangen mellem hospital og eget hjem. Derfor er kommunen lige nu i gang med at implementere en opfølgende sygeplejerske i hjemmeplejen. Sygeplejersken skal sikre, at borgeren lander godt derhjemme efter udskrivelsen, at der bliver fulgt op på det forløb, der er planlagt for borgeren, og at den korrekte medicin er registreret på borgerens medicinkort og til rådighed.
Spørgsmål om kommunens hjælp til folk med senhjerneskader
Hvornår begynder man at hjælpe folk med senhjerneskader?
Svar
For at Tårnby Kommune kan yde hjælp til borgere med senhjerneskader, kræver det at kommunen har kendskab til borgeren, samtidig kræver det også at lovgivningen understøtter muligheden for at give borgeren den ønskede hjælp.
Tårnby Kommune har en hjerneskade-koordinator som hjælper borgeren med at afdække muligheder, og orientere borgeren om hvem, der skal kontaktes for at komme videre, fx hospitalet, egen læge eller konkret afdeling(er) i kommunen.
Har borgeren ikke et aktivt forløb i kommunen, er det dog ikke alle indsatser, der kan iværksættes uden fx en henvisning fra hospitalet. Fx kræver igangsætning af genoptræning som udgangspunkt en genoptræningsplan fra sygehuset. Hjerneskadekoordinatoren eller Træningsteamet i Sundhedscentret kan være behjælpelig med at informere om mulighederne for det.
Alternativt kan kommunen bevilge genoptræning efter serviceloven, hvis der har været et funktionstab over de senere måneder. Det vil typisk være kommunens kompetente fysioterapeuter og/eller ergoterapeuter, der varetager træningen.