Udskriv

Certificeret bivenlig kommune

Bier

Tårnby Kommune er nu certificeret bivenlig kommune og fortsætter arbejdet med at forbedre levevilkårene for flora og fauna i 2020.

"Det er vigtigt at vi øger bevidstheden om, at vi skal passe på vores vilde flora og fauna. Det er ikke alene på grund af herlighedsværdien, men også for at fremtidssikre vores fødevaregrundlag, da insekterne bestøver vores fødevarer", lyder det fra borgmester Allan S. Andersen.

Han understreger, at certificeringen er helt i tråd med det generelle fokus på FN's verdensmål, som vi har i Tårnby Kommune. 

Tårnby Kommune har i 2019 udlagt mere end 194.130 kvadratmeter af de kommunalt ejede og -passede arealer som arealer med særlig fokus på at sikre biodiversiteten. Der er udsået mere end 10.000 kvadratmeter blomsterblandinger med insektvenlige blomsterfrø fra DLF og der er plantet flere insektvenlige stauder, buske og træer samt udlagt flere arealer med naturgræs.

I 2020 fortsætter Tårnby Kommune arbejdet med at forbedre biodiversiteten og naturkvaliteten på kommunens mere vildtvoksende arealer, som for eksempel i Ugandaskoven, langs ridestier og langs Kalvebod Fælled. Dertil vil vi fortsætte med at udvælge arealer, som kan omlægges med tanke for den vilde flora og fauna.

Som følge af Tårnby Kommunes indsats er kommunen blevet certificeret bivenlig kommune. Det er Dansk Biavler Forening, der administrerer denne ordnings ansøgning og betingelsen for certificeringen er, at der udlægges mindst én hektar med bivenlige planter fra frøfirmaet DLF, som Dansk Biavlerforening samarbejder med.

 

 Vildt Bed

×

Cookie info