Daniel Clemmensen er blevet lidt af en kommunal kendis. Han underviser børn og unge i dyb messing på Tårnby Musikskole, der holder til på Kulturzonen. Det arbejde har de seneste år båret frugt med flere priser til elever og orkestre og nomineringer til Daniel Clemmensen selv.
For de uindviede dækker "dyb messing" over instrumenterne tuba, euphonium, baryton og trækbasuner. Ved siden af instrumentalundervisningen har Daniel Clemmensen en vigtig opgave som dirigent for de to blæserorkestre MiniHOT og HOT, og underviser desuden sammen med to andre blæserlærere på et rotationshold, hvor eleverne får mulighed for at prøve forskellige instrumenter i løbet af en sæson, og får de første erfaringer med sammenspil. Udover arbejdet på Tårnby Musikskole er Daniel Clemmensen professionel musiker og spiller til daglig i Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Siden 2016 har han undervist på Tårnby Musikskole, og det er især arbejdet med at give børnene musikalske oplevelser, der motiverer ham. Han ønsker at give børnene et forhold til musikken, der varer resten af livet.
”Det er noget særligt, når man har en-til-en-tid med de unge mennesker. Det er fantastisk at være vidne til, at de får en aha-oplevelse, som de kan gå ud og bruge i orkester- eller holdundervisningen. Som musikskolelærer ser jeg eleverne vokse og blomstre musikalsk og socialt både i soloundervisningen, og når de skal lære at spille sammen med andre.”
Musikken skaber et frirum
På musikskolen skaber Daniel Clemmensen og hans 26 underviserkolleger et rum, hvor der er plads til alle, og hvor der rum for også at lave fejl. Det er vigtigt både for at eleverne kan blive dygtige musikere og vokse som mennesker.
”Vi har elever fra mange forskellige baggrunde på musikskolen. Nogle kan have det enormt svært i dagligdagen, men her på musikskolen forsøger vi at give dem et helle for alt det, der ellers fylder. Børnene og de unge fungerer godt sammen, især i orkestrene, hvor de er mange sammen på tværs af aldersgrupper. Her passer alle på alle, og de har det godt sammen.”
Det er vigtigt for Daniel Clemmensen at skabe et læringsmiljø, hvor der også er plads til at tale om de ting, der rører sig udenfor musikskolen.
”Jeg har altid fokus på at møde eleverne, der hvor de er, når de kommer ind i undervisningslokalet. Det betyder også, at vi ikke altid får spillet musik i de 25 minutter undervisningen varer. Nogle gange går der først 10 minutter med snak, fordi det er nødvendigt at have dem med som mennesker, for at de kan udfolde sig musikalsk.”
Prisvindende orkester
Orkesteret HOT, som består af ca. 40 børn og unge i alderen 12-25 år, er et af Tårnby Musikskoles flagskibe. Sidste år vandt de førstepladsen i 2. division ved Danmarksmesterskaberne for harmoniorkestre. Ved konkurrencen fik orkesteret så mange point, at de faktisk burde rykke op i 1. division, der normalt er forbeholdt voksenorkestre med konservatorieuddannede musikere. Det har givet mere opmærksomhed omkring orkestrene, musikskolen og Daniel Clemmensens arbejde. Faktisk er der også interesserede fra omkringliggende kommuner, der søger ind på musikskolen.
”Det store arbejde, orkestret har lagt i forberedelsen til DM og selve oplevelsen ved at deltage har udviklet orkestret helt vildt. Efterfølgende har vi spillet en Nytårskoncert med Michael Carøe i Kulturhuset Kastrup Bio, hvor vi også spillede teknisk svær musik, og hvor orkestret viste, at de formår at spille op til en professionel kunstner som Carøe. Vi har virkeligt nogle dygtige musikere her i Tårnby. På trods af at vi ikke er den største kommune er vi en af dem, der sender flest musikere afsted til MGK, der er forberedelse til Musikkonservatoriet og til selve Musikkonservatoriet. Det er selvfølgelig også et resultat af, at musikskolen har en flok virkelig dygtige lærere, som ud over deres undervisning spiller på højt professionelt niveau fx i DR SymfoniOrkestret eller Livgardens Musikkorps.”
Titlen som Danmarksmestre og den succesfulde nytårskoncert har skabt en del opmærksomhed omkring Daniel Clemmensen. Han har flere gange været nomineret til Tårnby Kommunes Kulturpris for sin evne til at favne alle eleverne og tilpasse undervisningen til den enkelte.
”Jeg prøver at inkludere alle og ramme alle i øjenhøjde. Det betyder også, at jeg nogle gange behandler eleverne forskelligt for at give dem de bedste muligheder hver især. Jeg forventer meget af dem, men jeg sætter også mine forventninger efter elevens individuelle niveau og ambitioner. Vi har både elever, der drømmer om en karriere som professionelle musiker - nogle studerer allerede på musikkonservatoriet. Og så har vi dem, der kommer en gang om ugen, fordi de synes det er hyggeligt. Det er vigtigt for mig, at vi favner hele spektret.”