Borgmester Allan S. Andersen, kommunaldirektør Lars Rich, vicekommunaldirektør Johnny Sell, direktør Henriette Krag og direktør Ina S. Ringsdal giver en status på, hvad der rører sig i Tårnby Kommune.
Kære alle
Foråret er for alvor kommet til Tårnby, og om lidt banker påskeferien på døren. Vi ved, at mange af jer ser frem til en velfortjent ferie. Andre af jer sørger for at passe på vores borgere og kommune i påskedagene, og det skal I have tak for. Her på tærsklen til påsken, er en god anledning til at gøre status på nogle af emner, der optager os lige nu. Indledningsvist vil vi også gerne anerkende, at det har været en tid med en del forandringer i kølvandet på BDO-analysen.Siden vi skrev vores seneste Leder i MedarbejderNyt, er der sket flere organisatoriske ændringer. Der er ved at blive ansat én ny centerchef til BMK, og det er besluttet, at Ungecenter Tårnby ikke længere skal have egen centerchef. Herudover har vi fremlagt et forslag om at sammenlægge Center for Udvikling og Digitalisering (CUD) og Center for Økonomi, Indkøb og Dataunderstøttelse (ØDU). Det forslag skal nu behandles i MED-systemet. Inden længe vil der også være et forslag til en fremadrettet organisering af Ungecenter Tårnby som ligeledes skal behandles i MED-systemet. Vi ser frem til gode drøftelser herom.
Et tættere samarbejde med HovedMED
Samarbejdet i hoved-MED er er nøglen til de gode processer, når der skal drøftes organisationsændringer, arbejdsmiljø og arbejdsforhold mellem medarbejdere og ledelse. Ligesom center-MED og lokal-MED er nøglen til det gode samarbejde lokalt. I starten af maj tager Hoved-MED på et to-dages seminar, hvor vi skal drøfte hvordan vi sikrer gode processer og rettidig involvering af MED-udvalg, når der sker nye ting i kommunen. Det er noget vi øver os på hele tiden.
HovedMED er et vigtigt forum, hvor vi kan drøfte emner, der har stor betydning for os som organisation, og derfor ser vi også gerne et endnu tættere samarbejde. Det glæder vi os til at drøfte.
Brikkerne til næste års budget skal lægges
En af vores vigtige opgaver i løbet af året er at lægge næste års budget. Budgetforhandlingerne ligger først efter sommerferien, hvor politikerne skal forhandle om budget 2026, men allerede nu er vi i fuld gang med forberedelserne. Vi afventer stadig kommuneaftalen, som er en aftale KL indgår med Staten. Den fastsætter rammerne for kommunernes økonomi det næste år i forhold til, hvad vi må bruge på service og anlæg. Det bliver spændende at se, hvad aftalen indebærer, også med tanke på, at vi står over for implementering af store reformer, som har indflydelse på kommunernes opgaveløsning og dermed også vores økonomi.
Fuld fart på reformerne
Som I ved, står vi over for en stor opgave med i alt seks reformer på velfærdsområderne, der skal implementeres over de kommende år. Reformer der skal gøre en forskel for de borgere og det lokalsamfund, som vi som kommune er her for.
Reformerne står alle på en dagsorden af mere frisættelse og større tværgående samarbejder, det kommer til at stille store krav til os alle sammen. For det vil kræve at vi gør os gode tanker om hvordan man leder, styrer og arbejder relationelt på tværs af centrene og helt lokalt på det enkelte fagområde og den enkelte institution.
Det er et arbejde som vi vil følge tæt i direktionen, både den konkrete implementering af reformerne på skole, klima, social, sundhed, beskæftigelse og ældreområdet, men også hvordan vi samlet kan arbejde sammen på nye måder. .
Når der sker store forandringer, som vi vil opleve det med reformerne, så har det selvfølgelig betydning for mange af jer og den måde, I er vant til at arbejde på. Derfor er det vigtigt for os, at vi har et godt og tæt samarbejde med jer omkring implementering af reformerne.
Vi ved også, at det bliver et stort arbejde at omsætte politiske aftaler til en kommunal hverdag. Derfor sætter vi stor pris på den ekstraordinære indsats, som mange af jer allerede nu - men også senere – vil bidrage med i forhold til at komme i mål med reformerne på tværs af velfærdsområderne.
I kølvandet på BDO-analysen
I seneste nummer af MedarbejderNyt fortalte vi om den effektiviseringsanalyse, som konsulenthuset BDO har foretaget for os, og om de beslutninger som Økonomiudvalget har truffet på den baggrund. Læs her: Direktionen har ordet - Medarbejder Nyt nummer 14
Udover at pege på en række konkrete tiltag, så viste analysen også, at vi har brug for tydeligere styringsmodeller med klare roller og ansvar, som kan bidrage til en bæredygtig økonomi i fremtiden, og at der er behov for bedre dataunderstøttelse i hele organisationen.
På den baggrund har BDO anbefalet os, at vi igangsætter en proces med at få styr på styringen, og det er allerede i gang. Vi er startet på Center for Rehabilitering, Omsorg og Sundheds område, og med udgangspunkt i de erfaringer, vi får fra deres område, vil vi kunne arbejde videre med at implementere styringsmodeller og bedre Dataunderstøttelse i resten af organisationen.
Trivselsmåling efter påske
Efter påske – nærmere bestemt den 6, maj - vil I modtage en invitation til at svare på en APV/Trivselsmåling, som indeholder spørgsmål vedrørende både de fysiske rammer såvel som trivslen på arbejdspladsen. Vi håber, at alle vil svare på undersøgelsen. For den er med til at skabe forudsætningerne for, at vi sammen kan skabe en endnu bedre arbejdsplads i Tårnby Kommune.
Nu er der bare tilbage at ønske alle en god påske og god læselyst
Mange forårshilsener fra Direktionen