Tårnby skal sammen med seks andre kommuner stå i spidsen for et projekt om AI-understøttet dokumentation på beskæftigelsesområdet. I alt deltager 64 kommuner i projektet.
Over det næste halvandet år skal Tårnby Kommune være med til at skalere arbejdet med AI-understøttet dokumentation på beskæftigelsesområdet – helt konkret i forhold til tale-til-tekst og tolkeløsninger. Det er KL, der står for projektet, og målet er at ansatte i landets kommuner skal bruge mindre tid på at dokumentere og i stedet få mere tid til nærvær med borgerne. I alt deltager 64 kommuner i projektet, og Tårnby Kommune og seks andre kommuner er netop blevet udpeget som skaleringsledere for hver deres gruppe af kommuner. Borgmester Allan S. Andersen glæder sig over projektet: Jeg er rigtig glad for, at Tårnby Kommune, og i særdeleshed vores dygtige medarbejdere på beskæftigelsesområdet, er blevet udpeget til at stå i spidsen for arbejdet med at udbrede AI-teknologi til dokumentation til alle landets kommuner. Jeg ser frem til at følge projektet og til, at vi med nye løsninger kan frigive dyrebar tid fra vores medarbejdere, som i stedet kan bruges til nærvær med borgere – til glæde for både borgere og medarbejdere. Projektet er ét af tre AI-storskalaprojekter, som regeringen, KL og Danske Regioner har sat i gang via Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens. I august vil projektet starte op med to kick-off arrangementer. Læs mere omkring projektet på KL’s hjemmeside 7 klynger, 64 kommuner – nu skal AI-dokumentation skaleres