Tjek altid badeforholdene, inden du går i vandet. Sidst på badesæsonen kan der være mange alger i badevandet, som kan være skadelige for både mennesker og dyr.
Sidst på badesæsonen kan vind og vejr føre til, at der kommer mange alger i badevandet. Algerne er giftige for mennesker, og især for dyr, og kan give ondt i maven, opkast, diarré og kløe på huden. Tjek altid forholdene, inden du går i vandet, da algeforekomster er meget lokale og ændrer sig i takt med vind og vejr. Algerne får vandet til at se grumset ud og kan give det en brun til grønlig farve. I nogle tilfælde kan der dannes et lag eller striber på vandoverfladen, som kan ligne maling, støv eller ærtesuppe.Hvis du eller din hund er gået i vandet, før I har opdaget algerne, så skyl grundigt med ferskvand. Gode råd, når du bader Gå ud i vandet til knæene og se, om du kan se dine fødder. Bad ikke i vand med kraftige skumansamlinger. Lad ikke børn lege i vand med mange alger, og hold dem væk fra skum på stranden. Personer med allergi eller et svækket immunforsvar bør være særligt forsigtige. Hold hunde og andre dyr væk fra algefyldt vand og døde alger langs sø- og strandbredder.