Appen "Byens luft" kan nu forudsige luftkvaliteten i Tårnby. Appen viser dig, hvor og hvornår der forventes forhøjet luftforurening de næste fire døgn via et prognose- og varslingskort. Den kan desuden sende varslinger ved meget høje niveauer af luftforurening.
Når indekset viser høj eller meget høj luftforurening anbefales særligt sårbare borgere at begrænse deres fysisk aktivitet og færden på stærkt trafikerede veje i området med høj luftforurening og i stedet vælge grønne områder og/eller veje med mindre biltrafik. Appen er udviklet af Københavns Kommune, og det har længe været et ønske, at Tårnby kunne komme med i samarbejdet. Borgmester i Tårnby Kommune Allan S. Andersen siger:  Som borgmester i Tårnby Kommune er jeg glad for, at Tårnbys borgere nu kan bruge appen Byens Luft og se prognoser for vores lokalområde, Jeg forventer, at appen vil være et brugbart værktøj, der kan hjælpe vores sårbare borgere i hverdagen. Siden vi i 2020 besluttede politisk, at vi gerne ville have målt vores luftkvalitet, har det været et stort ønske for os at finde konkrete løsninger. Samarbejdet med Københavns Kommune om Byens Luft er et vigtigt skridt i den rigtige retning og et udtryk for, hvordan vi som kommuner kan samarbejde om gode løsninger på udfordringer, der går på tværs af kommunegrænser. Sundheds- og omsorgsborgmester til Københavns Kommune Jens-Kristian Lütken siger:  Jeg er meget glad for, at endnu flere sårbare borgere nu kan få gavn af appen Byens Luft. Vi ved, at flere tusind københavnere bruger den jævnligt. Samarbejdet med Tårnby Kommune er et vigtigt skridt mod at styrke opmærksomheden om ren luft og dens betydning for sundheden i hverdagen. Jeg håber, at appen kan være med til at øge trygheden for sårbare borgere også i Tårnby.  Hvem er sårbare overfor luftforurening? Sårbare borgere er børn med astma, allergier eller andre kroniske sygdomme i lunger, hjerte, immun- og nervesystem, gravide og personer med astma, KOL og hjertekarsygdomme. Fortsæt med at cykle, gå og motionere Sundhedsgevinsterne ved at cykle, gå eller dyrke motion overstiger de negative konsekvenser fra luftforurening, selv på de mest forurenede veje. Hvad kan man se? På et kort over Tårnby findes der i alt 20 prognosepunkter, der alle viser de forventede niveauer af luftforurening fordelt på fire forskellige luftforureningsstoffer. Man kan tilmelde sig notifikationer for et eller flere punkter samt hele byen. Den forventede luftforurening (prognoser) kan ses både på døgn- og timebasis. Du kan hente appen i Apple Store eller Google Play Store. Læs mere Du kan også finde kortet her på hjemmesiden sammen med mere information om sundhedskonsekvenserne af luftforurening. Klik her for at se kortet på Tårnby.dk