Tårnbys kulturliv blev fejret i går med uddelingen af Kulturprisen 2025. Prisen går i år til forfatter Katrine Marie Guldager for hendes evne til at skabe medrivende fortællinger, der engagerer læsere på tværs af generationer.
Hvert år uddeler Tårnby Kommune Kulturprisen til en aktør, der har gjort sig særligt bemærket på det kulturelle område. I år foregik prisoverrækkelsen og fejringen på Hovedbiblioteket med taler og musikalske indslag fra Tårnby Musikskole.
Borgmester Allan S. Andersen bød velkommen, og i sin tale sagde han:
En af styrkerne i kulturen er forskelligheden. Det er gennem mangfoldigheden, at vi skaber et stærkt netværk af kulturtilbud for alle kommunens borgere – fra frivillige fællesskaber og foreningsliv til kunstudstillinger, koncerter, litteraturarrangementer, teateroplevelser og kreative værksteder. Det bliver også meget tydeligt, når vi ser på årets indstillinger til kulturprisen. De vidner om en imponerende bredde i kommunens kulturliv.
Hør en del af Borgmester Allan S. Andersens åbningstale:
Og vinderen er…
Det var formand for Kultur- og Fritidsudvalget Klaus Bach, der overrakte Kulturprisen. Men inden han løftede sløret for årets vinder, fremhævede han de syv nominerede. De nominerede var: danser Inge Aakilde, Kastrupgårdsamlingen, Amagerteatret, forfatter Katrine Marie Guldager, musik- og orkesterleder Daniel Clemmensen, harmoniorkestrene HOT og Mini-HOT samt bibliotekar Laura Nordentoft Michelsen.
Hør formand for Kultur- og fritidsudvalget, Klaus Bach, offentliggøre årets vinder af Kulturprisen:
Vinderen af Kulturprisen 2025 blev forfatter Katrine Marie Guldager. I sin motivation for valget af Katrine Marie Guldager sagde formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Klaus Bach:
Dine bøger bliver læst. De bliver delt. Og de bliver lånt – flittigt. Alene i Tårnby Kommune er dine værker i år udlånt hundredvis af gange, både fysisk og digitalt. Det siger noget om din gennemslagskraft og din evne til at nå bredt ud. Med dit forfatterskab sætter du ord på det svære, det vrede, det sårbare og det håbefulde. Du skriver med skarphed, varme og mod – og du gør os klogere på os selv og hinanden.
Borgmesteren og formanden for Kultur- og Fritidsudvalget overrakte sammen diplom og blomster til den nyudnævnte Kulturprisvinder. Efterfølgende fik Katrine Marie Guldager ordet og holdt en kort takketale.
Hør Katrine Marie Guldager sætte ord på, hvad det betyder at vinde Kulturprisen 2025, og hvordan hun vil bruge den 5.000 kr., der følger med:
2-dscf8041.jpg 6-dscf8025.jpg kulturprisen2025-webbanner.jpg 11-dscf8016.jpg 12-dscf8013.jpg 13-dscf8010.jpg 5-dscf8031.jpg 3-dscf8039.jpg katrineogallan.jpg allantale.jpg katrineogklaus.jpg