Vidste du, at du kan brevstemme i hele landet, ikke kun den kommune, du bor i? Det betyder også, at der for tiden bliver sendt en del post mellem kommunerne. Vi har samlet fem facts, du måske ikke kender om brevstemmer.
1. Du kan stemme hvor i landet du vil
I gamle dage måtte du kun brevstemme, hvis du kunne dokumentere, at du ikke havde mulighed for at møde op på valgdagen. I dag er brevstemmen blevet en ret, som alle borgere har, og du kan brevstemme i hele landet, ikke kun den kommune, du bor i.
Du kan brevstemme til folketingsvalget frem til den 20. marts 2026 klokken 16.00.
2. Valgkort er ikke nødvendigt
Når du brevstemmer, behøver du ikke at medbringe dit valgkort. Pas, kørekort og sundhedskort tæller også som identifikation.
3. Brevstem når du låner bøger
Måske er det svært for dig at nå at stemme på valgdagen den 24. marts. Måske foretrækker du bare at gøre det i ro og mag eller i forbindelse med noget, du alligevel skal nå. På vores to biblioteker kan du fx stemme, når du låner bøger. Du kan også brevstemme i Borgerservice på Tårnby Rådhus.
4. Mellemkommunal aftale sikrer at posten når frem
For at sikre, at alle brevstemmer når frem inden valget, bliver der hentet og afleveret brevstemmer mellem landets kommuner to gange frem mod valgdagen. Her i Tårnby sorterer vi alle brevstemmer til andre kommuner, hvorefter DAOs postbiler henter alle brevstemmerne og kører dem ud i de pågældende kommuner dagen efter. Aftalen kaldes den mellemkommunale brevstemme-aftale.
5. Din stemmeseddel åbnes først på valgdagen
Selvom alle brevstemmer når frem til de respektive kommuner inden valget, må de ikke åbnes og tælles sammen før selve valgdagen, hvor de bliver gjort op sammen med de øvrige stemmer. Ved forrige folketingsvalg i 2022 modtog Tårnby Kommune i alt 2897 stemmer som brevstemmer.
Læs mere om hvor og hvordan du kan brevstemme her