I denne uge sender Tårnby Kommune brev ud til alle borgere over 18 år. Brevet handler om, hvordan man kan klare sig i tre døgn i tilfælde af forsyningsnedbrud.
Vi befinder os i en tid med et alvorligere trusselsbillede, end vi har været vant til, både sikkerhedspolitisk og i form af klimaforandringer, der kan give voldsomme vejrhændelser. Begge dele kan give nedbrud på vores forsyninger. Derfor har Økonomiudvalget i Tårnby Kommune besluttet at sende brev ud til alle borgere over 18 år med råd om, hvordan man kan klare sig i tre døgn i tilfælde af en akut krise med forsyningsnedbrud. Den vedlagte information vil også kunne hentes i fysisk format på hovedbiblioteket og i oplysningen på Tårnby Rådhus. Borgmester Allan S. Andersen siger: Som kommune støtter vi op om det nationale kriseberedskab, og vi vil gerne sikre os, at vores borgere er klædt bedst muligt på til at håndtere en eventuel krise. Det er dog vigtigt at understrege, at brevet ikke sendes ud i forbindelse med en konkret forestående krise. Jeg håber, at borgerne vil finde informationen nyttig og at den kan give anledning til samtaler om, hvordan vi kan hjælpe hinanden familier og naboer imellem.     Læs mere på kommunens hjemmeside Og hos Styrelsen for Samfundssikkerhed