For 4. år i træk har alle børnehaver i Tårnby Kommune modtaget en invitation til på skift at deltage i Cyklepatruljen med en gruppe store børnehavebørn. Det er Legepatruljen, der har inviteret, for de har nemlig specialiseret sig i at lære børn at cykle på pedalcykel uden støttehjul.
Frem til uge 27 har legepatruljen fokus på at lære børnehavebørn at cykle. I år har 25 institutioner fordelt over kommunen tilmeldt sig.
Børnene tager deres egen cykel med i børnehave og sammen med en voksen fra institutionen, bliver de hentet af Legepatruljen. Herefter går turen på cykel ud i det blå på Tårnbys stisystemer.
Tager kun få minutter at lære
Nogle børnegrupper cykler ved stranden mens andre cykler ved Kastrup Fortet, i Byparken, i Travbaneparken, omkring Ugandaskoven eller på Vestamager.
Alle skal afsted 2 dage. Første dag er målet at lære alle børn at cykle. Det lyder usandsynligt, men erfaringen er, at det kun tager nogle få minutter at få de 4-5 årige til at cykle selv på en to-hjulet pedalcykel.
Derefter skal børnene have mulighed for at cykle lange, lige strækninger, så der cykles derudaf på kommunens stisystemer.
Anden dag er målet at øve sig i at manøvrere cyklen på mange forskellige måder, så der laves cykellege, cykelforhindringsbane, cykel-o-løb og cykles rundt i Legepatruljens cykelby, hvor børnene blandt andet kan stoppe i vaskehallen for at vaske cykel eller ved is-kiosken og købe en lege-is.
Cykellegedag med forældre
Det bliver også muligt for de store børnehavebørn i kommunen at lave cykelsjov med deres forældre. Torsdag d. 11. juni 2026 inviterer Legepatruljen til cykel-legedag i Byparken omkring basketbanen fra kl. 15.00 til kl. 17.00.
Her kan de store børnehavebørn (årgang 2021) og deres forældre hygge sig sammen med en række forskellige cykeludfordringer. Der er ingen tilmelding. Mød bare op og medbring barnets cykel.