Forældre er meget tilfredse med deres børns dagtilbud i Tårnby. Det viser en ny rapport, der har undersøgt trivslen på dagtilbudsområdet i hele landet.
Resultaterne af en landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse på dagtilbudsområdet for 2026 er nu landet. Resultaterne viser, at der på landsplan er høj tilfredshed med dagtilbuddene, og det samme gør sig gældende for Tårnby. 87 procent af forældrene i Tårnby svarer, at de er meget tilfredse eller tilfredse med deres barns dagtilbud. Det glæder borgmester Allan S. Andersen: ”Jeg er rigtig glad for, at forældrene oplever en så stor tilfredshed med vores dagtilbud. Rapportens flotte resultater viser tydeligt, at medarbejdere på tværs af vores institutioner lykkes med at skabe gode og trygge tilbud til kommunens børn. En stor ros til de mange dygtige medarbejdere, der hver dag gør en vigtig forskel i mange børns liv” Foruden generel tilfredshed med dagtilbuddene, så viser rapporten også, at forældrene oplever, at deres børn trives i deres dagtilbud. Det svarer 97 procent, at deres børn gør i høj eller nogen grad. Derudover viser undersøgelsen, at forældrene oplever, at deres børn er glade og trygge ved de andre børn. Det svarer 70 procent, at de i høj grad er, og 26 procent, at de i nogen grad er. Stigning i tilfredsheden Brugertilfredshedsundersøgelsen er udarbejdet for Økonomi- og Indenrigsministeriet. Den kommer med en samlet vurdering af tilfredsheden med dagtilbudsområdet på en skala fra 1-5, hvor 5 er størst tilfredshed. I Tårnby er resultatet 4,3, som er en stigning siden sidste måling i 2022, hvor vi lå på 4,2. Borgmester Allan S. Andersen siger om resultatet: ”Vores medarbejdere på dagtilbudsområdet gør hver dag en stor indsats for at skabe rammerne for et godt børneliv og en god og tryg hverdag i den enkelte institution. At vi samlet set er gået frem i tilfredsheden siden sidste undersøgelse viser mig, at den indsats bærer frugt, og det glæder jeg mig over” udtaler borgmester Allan S. Andersen.  Resultaterne giver samtidig anledning til at se nærmere på, hvordan vi kan øge tilfredsheden og trivslen endnu mere i Tårnby Kommunes dagtilbud, og Center for Dagtilbud og Pædagogik vil derfor arbejde videre med resultaterne. Resultaterne fra den nationale undersøgelse kan findes på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside Ny undersøgelse viser stor tilfredshed blandt forældre til børn i dagtilbud