Tårnbys borgmester har været forbi tandplejen – denne gang har han ikke selv været i tandlægestolen men har fulgt den daglige gang på klinikkerne i borgmesterpraktik.
Det er ikke første gang, at Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen, er i borgmesterpraktik. Faktisk besøger borgmesteren flere af kommunens arbejdspladser i praktik i løbet af året, og det er bestemt et tiltag, som har betydning for borgmesteren, der udtalte:
Det betyder meget for mig at være i borgmesterpraktik, fordi det giver mulighed for at være med til at opleve kommunens arbejdspladser ved at være der selv og møde kommunens dygtige medarbejdere, der er med til sikre borgernes velfærd.
Fra tidsbestilling til konsultation
Borgmesterens praktikdag i den kommunale tandpleje begyndte med en rundvisning og indledende introduktion til administrationens arbejde i tandplejen. Den kommunale tandpleje består nemlig ikke udelukkende af tandlæger, tandplejere og klinikassistenter, der behandler kommunens børn, unge og omsorgspatienter, men også af medarbejdere, der varetager receptionen og administrative opgaver.
Receptionen er for mange borgere deres første møde med tandplejen. Her tager de imod mange opkald om tidsbestilling, spørgsmål om behandlinger og forløb samt akutopstået behov for at blive tilset af en tandlæge. Sammen med tandplejens administration koordineres konsultationer, så børn og omsorgspatienter får det bedst mulige behandlingsforløb.
Tandplejen har tidligere været fordelt på flere skoler i kommunen og er senere lagt sammen under samme tag. Tårnbys borgmester fortalte om sammenlægningen:
Den kommunale tandpleje blev i 2014 samlet i ét hus på Amager Landevej, og selvom det var en omvæltning for flere forældre i begyndelsen, har det for Tandplejen haft en positiv indvirkning på både omsorgen for det enkelte barn og omsorgspatient, og det har givet flere muligheder for faglig sparring i hverdagen med flere tandlæger og tandplejere tilknyttet.
Herefter deltog borgmesteren i et supervisionsmøde for to ansatte tandlæger, der er under forløb for at få ret til selvstændigt virke. Mødet giver mulighed for sparring mellem tandlægerne og mulighed for at udveksle erfaringer.
Omsorgspatienter og børn
Hensyn til den enkelte borger er den største prioritet for tandplejen, når en patient sætter sig i tandlægestolen. Foruden børn og unge behandler den kommunale tandpleje borgere med særlige behov, der kan have brug for særlig støtte. Borgmesteren fik indblik i de særligt indrettede faciliter til at behandle omsorgspatienter med fysiske handicap og andre særlige hensyn som klinikpersonalet er opmærksomme på, når de tager imod den enkelte borger.
Herefter var borgmesteren med til at tage imod en ung patient og hendes forælder.
Tandplejen inviterer børn og deres forældre til barnets første konsultation, når de er cirka 2 år og kan følge barnet til det fylder 22 år.
Inden konsultationen af den unge patient gik i gang fortalte tandlægen barnet og barnets forælder om, hvad der skulle til at foregå, og hvad tandlægen ville kigge efter i barnets mund.
Dialogen med det enkelte barn og deres forældre er afgørende for barnets forløb og oplevelse i tandplejen fra barnet sætter dig i tandlægestolen for første gang.
Det er tydeligt at mærke vigtigheden af dialogen med barnet og dets forældre om barnets tandsundhed. Den gode dialog kan være med til at skabe den bedst mulige oplevelse hos tandplejen og understøtte barnets sunde vaner omkring sin mund- og tandhygiejne fra barn til ungdom, fortalte Tårnbys borgmester.
img_1216.jpg img_1174.jpg img_1112red.jpg img_1197red.jpg