Sikke en spændende uge det har været. Selvfølgelig fordi den store valgmaskine går i gang med udskrivningen af valg allerede den 24. marts, men også mere lokalt har jeg i denne uge modtaget spændende nyt. Først og fremmest er jeg utrolig stolt af, at Tårnby er årets ungdomskommune 2026. og jeg blev både glad og stolt, da jeg læste, at Tårnbys virksomheder i år lander på en flot 3. plads i rapporten Lokale Erhvervspræstationer. Det er så godt. Læs flere spændende nyheder i ugens nyhedsbrev.
Tårnby er Årets Ungdomskommune 2026
I dag har været en festdag for mig. I eftermiddags var jeg nemlig sammen med en masse unge mennesker til forpremiere på filmen ”How to make a killing”. Anledningen var, at Tårnby Kommune er blevet kåret til at være Årets Ungdomskommune 2026, og ved forpremieren fik jeg overrakt den fornemme pris af Dansk Ungdoms Fællesråd.
Vi arbejder målrettet på at sikre et godt ungdomsliv her i Tårnby. Derfor ser jeg prisen som en stor anerkendelse. Vi har fokus på at give de unge medindflydelse på deres muligheder i kommunen. Blandt andet har vi investeret i et forenings- og kulturliv, der kan skabe gode fællesskaber for de unge blandt andet på fodboldbanen, i musiklokalet, i klubben eller i frivillige foreninger.
Vi har også et stærkt fokus på inklusion, der er med til at nedbryde barrierer, så endnu flere unge kan være med. Og vi har samtidigt samlet vores ungeindsats, så trivsel, uddannelse og job hænger sammen.
At vi kan kalde os Årets Ungdomskommune 2026 er et resultat af et stærkt samarbejde mellem unge, foreninger, frivillige, medarbejdere, virksomheder, skoler og politikere. Tusind tak til jer, der hver dag er med til at gøre os til en god kommune for unge mennesker. Med prisen følger en check på 10.000 kroner, som skal bruges af de unge i kommunen til at skabe et kulturarrangement. Jeg glæder mig til at se, hvad de finder på.
Flot 3. plads til Tårnbys virksomheder
I denne uge læste jeg med stor interesse, den nye rapport Lokale Erhvervspræstationer 2026, fra analysefirmaet IrisGroup. Det er deres årlige analyse, der rangerer de lokale kommuner på et samlet indeks over lokale erhvervspræstationer. Indekset bygger på en række objektive, statistiske indikatorer, der giver et samlet overblik over erhvervsaktiviteten og den til hørende udvikling.
Sidste år var vi nr. 14, men i år kommer Tårnby Kommune ind på en tredjeplads. Det er virkelig flot og en stor ros til alle de virksomheder i kommunen, der arbejder hårdt for at skabe omsætning, vækst og arbejdspladser. Vi er den kommune i landet, der oplever den stærkeste udvikling i antallet af vækstvirksomheder. Tårnbys virksomheder skaber også rigtig høj eksportværdi pr. arbejdsplads. Statistisk underbygges det med, at vores virksomheder, særligt lokale følgeerhverv til luftbranchen, kæmpede nogle hårde år under Corona-krisen.
Klar dig selv i tre døgn – brev i din e-Boks
I slutningen af næste uge sender vi breve ud til alle borgere over 18 år med information om, hvordan man bedst klarer sig i de tre døgn, som myndighederne anbefaler, at man skal kunne i tilfælde af et forsyningsnedbrud. Informationen kommer også til at ligge i fysisk format på Hovedbiblioteket og i oplysningen på Tårnby Rådhus. Anledningen til brevet er ikke en aktuel krise, men at vi ønsker at sikre os, at vores borgere er klædt godt på til, hvis det skulle ske. Jeg håber, at I vil finde informationen brugbar, og at den eventuelt kan åbne op for samtaler om, hvordan I som familier og naboer kan hjælpe hinanden.
Valg til foråret
Nej, det er ikke det forestående folketingsvalg, jeg hentyder til her, men til det kommende valg til vores skolebestyrelser. Tirsdag kunne jeg nemlig sammen med de øvrige politikere i kommunalbestyrelsen godkende tidsplanen for skolebestyrelsesvalget, heriblandt at kandidaterne skal præsenteres på skolernes hjemmeside ultimo april. Har du børn på en af Tårnbys skoler, synes jeg helt bestemt, du skal overveje, om det kunne være noget for dig at stille op til skolebestyrelsen og være med til at præge de beslutninger, der bliver taget, blandt andet hvad angår værdier, trivsel og budgetter. Sidste gang, der var valg til skolebestyrelserne var i 2022.
Folketingsvalg den 24. marts
Så kom datoen for folketingsvalget, og vi er allerede i gang med forberedelserne. Tårnby er valgkredsansvarlig kommune, hvilket betyder, at vi også er overordnede ansvarlige for valget i Dragør Kommune. Snart kan du læse mere om muligheden for at brevstemme og andet valgmæssigt lige her: https://www.taarnby.dk/politik/valg/folketingsvalg/
Spørgeskemaundersøgelse om trivsel og fællesskaber
I Tårnby Kommune vil vi gerne blive endnu bedre til at skabe stærke fællesskaber for vores børn og unge. Fællesskaber, hvor alle føler sig trygge, trives og har mulighed for at lære og udvikle sig. Derfor spørger vi nu dem, det hele handler om nemlig jer og jeres børn og unge.
Fra den 2. marts til den 16. marts 2026 inviterer vi forældre, børn og unge i Tårnby til at svare på en spørgeskemaundersøgelse om trivsel og fællesskaber. Undersøgelsen er en del af vores arbejde med strategien Stærke Børnefællesskaber, og besvarelserne bliver et vigtigt bidrag til det videre arbejde med Stærke Børnefællesskaber vol. 2.
Det er første gang, vi også spørger børnene direkte. Derfor håber jeg, at I som forældre vil hjælpe jeres børn og unge med at få svaret. Børn i alderen 10–14 år skal svare på enkelte spørgsmål sammen med jer, og de 15–17-årige får deres egen invitation i e-Boks.
Jeg håber, rigtig mange vil tage sig tid til at svare. Hver eneste besvarelse er betydningsfuld og jeres perspektiver er afgørende for, at vi kan udvikle de bedste fællesskaber og muligheder for vores børn og unge i Tårnby.
Temaaften om legs betydning
På mandag er der temadag for forældrebestyrelser i dagplejen og dagtilbuddene. Det foregår i rådhushallen, og der forventes at komme cirka 300 deltagere til arrangementet, der handler om legens betydning for børns trivsel, dannelse, udvikling og læring. Netop dette emne har de seneste år været særligt i fokus i det pædagogiske arbejde og er blandt andet blevet fejret med Legens Dag og flere temamøder. Til mandagens møde er der oplæg ved Nils Falk Hansen, som har en ph.d. inden for pædagogik. Jeg glæder mig meget over det store engagement i vores forældrebestyrelser og håber, at deltagerne får en lærerig og hyggelig aften.
Vicekommunaldirektør går på pension
I går holdt vi afskedsreception for Johnny Sell, der siden 1997 har været økonomichef i Tårnby Kommune og siden 2017 også vicekommunaldirektør. Johnny har været ansat i kommunen, siden han var elev, og går nu på pension efter 48,5 år. For mig har han været en nær sparringspartner, og vi er mange, der kommer til at savne at have ham at gå til, når vi har brug for at blive mindet om, hvordan man hidtil har gjort, eller hvordan noget var engang. Personligt havde jeg foretrukket, at Johnny havde fået 50års jubilæet med, men jeg har stor respekt for hans beslutning og ønsker ham alt det bedste i sin pensionisttilværelse
Kunstoplevelser på Kastrupgårdsamlingen
Onsdag d. 4. marts inviterer museet indenfor til mini talk og grafisk performance med billedkunstner Hanne Ravn Hermansen. Arrangementet starter kl. 16.30, hvor Hanne Ravn Hermansen fortæller om sine værker, der indgår i museets aktuelle udstilling WOODCUT – Out of Control? Efterfølgende kan man opleve hende udfolde det grafiske medie, når hun arbejder med træsnit på den smukke, gamle trykpresse i udstillingsrummet frem til kl. 19.30. Der er fri entré.
I samme tidsrum kl. 16.30-19.30 er der Drop in workshop i museets Billedværksted på 1. sal, hvor voksne og børn 12+ kan eksperimentere med at frembringe deres egne grafiske tryk, under kyndig vejledning af en af stedets formidlere. Workshoppen koster 85 kr. inklusiv materialer.
Det var alt for denne gang. God weekend til jer alle.