Den hvide sne har dalet smukt over hele Tårnby i denne uge. Jeg har ikke selv nået at finde kælken frem, men jeg har til gengæld haft en masse andre aktiviteter i min kalender i løbet af ugen. I tirsdag har kommunalbestyrelsen holdt det første møde med de nye medlemmer, og så har jeg blandt andet overværet skolevalg og fejret kommunens skolepatruljer, som du kan læse mere om i ugen nyhedsbrev.
Skolevalg 2026
Elever fra 8. til 10.-klasserne i kommunen har i de seneste tre uger haft demokrati og politik på skoleskemaet i forbindelse med skolevalget. På valgdagen, torsdag den 29. januar, besøgte jeg udskolingen fra Nordregårdsskolen, Løjtegårdsskolen, og UngTårnby Udskoling, der i de seneste uger har involveret sig i og taget stilling til politiske mærkesager, øvet sig i at argumentere og deltaget i politiske debatter med politiske ungdomspartier. Jeg håber, at de unge vil blive ved med at være nysgerrige og bruge deres stemmer ved fremtidige folketingsvalg, kommunalvalg, folkeafstemninger og andre valg, når de er fyldt 18 år og har ret til at stemme.
Valgresultatet viser, at Socialdemokratiet har modtaget flest stemmer fra de unge i Tårnby men også i resten af landet.
Er du nysgerrig på fordelingen af alle stemmerne kan du finde dem her
Innovative borgeridéer
Hvis du går rundt med en idé eller et projekt, der kan være til gavn for lokalsamfundet i kommunen, kan du ansøge om midler fra kommunens innovationspulje og modtage støtte til at realisere din idé.
Vi har afsat 250.000 kr. fra innovationspuljen til at realisere borgeres idéer, der bidrager til udviklingen af vores lokalsamfund, styrker kommunens fællesskab, forbedrer kommunale indsatser, forbedrer hverdagen for kommunens borgere og virksomheder eller løser et konkret problem. Ingen idéer eller projekter er for store eller små.
Du kan læse mere om hvilke idéer du kan få støtte til og finde ansøgningsskemaet på kommunens hjemmeside
Den Sureste Uge
I dag startede jeg morgenen med at besøge Skelgårdsskolen til fejringen af kommunens skolepatruljer. Hele uge 5 har Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen sammen landet kommuner og politiet haft fokus på at hylde skolepatruljerne rundt om i kommunerne med kampagnen ”Den Sureste Uge”. Skolepatruljerne gør en stor indsats for at være med til at sikre, at deres skolekammerater kommer sikkert igennem morgentrafikken omkring skolerne. Det er både en yderst vigtig men til tider også en lidt sur tjans for børnene, der hver dag står tidligt op og trodser alt slags vejr. Jeg er meget stolt af vores unge mennesker, og det var derfor en stor fornøjelse at være med til at fejre dem for deres indsats og uddele chokolade til dem.
Hvem skal modtage kulturprisen?
Kender du en person eller en forening, der fortjener et ekstra klap på skulderen for at have ydet en særlig indsats på kommunens kulturområde? Så kan du stadig nå at indstille din kandidat til Tårnby Kommunes Kulturpris. Prisen er en hyldest til vores rige kulturliv i kommunen og uddeles en gang om året, og du kan indstille din kandidat frem til den 1. februar 2026.
Læs mere om kulturprisen og indstil din kandidat her
Har du sat kryds i din kalender?
Årets jobmesse er lige om hjørnet, og du kan glæde dig til at møde mange rekrutteringsparate virksomheder og uddannelsesinstitutioner. I næste uge afholder Tårnby Kommune nemlig jobmesse i samarbejde med Dragør Kommune og VSKdansk i Amagerhallen. Jobmessen er for alle over 15 år, uanset om du er på udkig efter et fuldtidsarbejde, småjob, fritidsjob eller deltidsjob. Messen er også for dig, der mangler inspiration til fremtidige jobmuligheder og uddannelse, og du kan møde en række job- og virksomhedskonsulenter og vejledere fra kommunens uddannelsesinstitutioner, som står klar til at svare på dine spørgsmål.
Jobmessen finder sted torsdag den 5. februar 2026 kl. 13.30 – 16.00 i Amagerhallen på Løjtegårdsvej 64, 2770 Kastrup.
Du finder flere informationer om messen, og udstillerne du kan møde her
FDF Tårnby fejrer 70-års jubilæum
Jeg tager hul på weekenden i FDF Tårnby, der i september sidste år fyldte 70 år, og det skal naturligvis fejres med en stor festlig sammenkomst i morgen. Foreningen tilbyder fritidsaktiviteter for børn og unge i kommunen med leg, fællesskaber og sjove oplevelser og har siden 1955 inspireret kommunens børn til at udforske naturen, blive en del fællesskaber og danne venskaber. Jeg er meget glad for at være inviteret med til at fejre dem og tilbringe nogle hyggelige timer sammen med dem.
Festlig nytårskoncert med HOT og Michael Carøe
Selvom vi på søndag træder ind i februar, har vi endnu en festlig nytårsfejring i vente. Næste uge har Kulturhuset Kastrup Bio i samarbejde med Kulturzonen nemlig inviteret til fejende flot og festlig nytårskoncert med Micheal Carøe og harmoniorkester Tårnby – også kendt som HOT. Mange af jer har allerede sikret en billet, og du kan tro, at jeg også glæder mig til at overvære koncerten i Kulturhuset Kastrup Bio.
Find kommende film og arrangementer på Kulturhuset Kastrup Bios hjemmeside
Grafiske performances nu med Artist Talks
I forbindelse med udstillingen ”WOODCUT – Out of Control?” er de grafiske performances, som er et fast, månedligt tilbagevendende formidlings-format på Kastrupgårdsamlingen, udvidet med en række mini Artist Talks. Det betyder, at du kan opleve nogle af udstillingens kunstnere fortælle om deres arbejde foran de konkrete værker, de har skabt. Efterfølgende får du lov til at kigge dem over skulderen, når de arbejder ved den grafiske trykpresse i Krauserummet, der også er en del af udstillingen.
Første kunstner i denne særlige række er Svend-Allan Sørensen. Det foregår onsdag den 4. februar mellem kl. 16.30 – 19.30. I samme tidsrum er der vanen tro drop-in workshop for voksne og børn fra 12 år i museets billedværksted på 1. sal i hovedbygningen.
Aktiviteterne kræver ikke tilmelding, man dukker blot op i tidsrummet kl. 16.30 – 19.30.
Læs mere på Kastrupgårdsamlingens hjemmeside
Tak fordi du læste med. Hav en god weekend!