Det er for alvor blevet koldt, og dagene mørkere. Til gengæld er der ikke lang tid til december med al dens julehygge, og der er allerede mange af jer, der har hængt lyskæder i træer og på altaner, som lyser vores kommune så smukt op i en ellers mørk tid. Jeg er netop vendt hjem fra Aalborg, hvor jeg de seneste to dage har deltaget i den årlige JobCamp, hvor lokalpolitikere og embedsfolk fra hele landet mødes og drøfter vores beskæftigelsesindsatser med mere. Efterfølgende gik turen til fejring af vores lokale forening AK Viking i anledning af deres 75-års jubilæum. I morgen glæder jeg mig utrolig meget til, at vi skal hylde vores idræts- og foreningsliv til Foreningsfesten. Her bliver priser uddelt til nogle af de ildsjæle og talenter, som gør vores foreningsliv godt, stærkt og levende.
Gemmas Allé bliver en grønnere og mere klimasikker vej Vi tager nu endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at klimasikre Tårnby. I november går vi i gang med at omdanne Gemmas Allé til en grøn klimavej, der både skal beskytte området mod oversvømmelser, skabe grønnere omgivelser og gøre vejen mere trafiksikker. Vi etablerer blandt andet underjordiske kassetter og grøfter, der kan opsamle regnvand ved kraftige regnskyl. Ved skybrud kan vandet desuden ledes til en fordybning i parken nord for vejen, så vi aflaster kloaksystemet og mindsker risikoen for oversvømmelser af veje og ejendomme. Samtidig får Gemmas Allé bredere grønne rabatter og nye beplantede vejbede, der både forskønner området og får bilisterne til at sænke farten. Arbejdet foregår i etaper frem til udgangen af 2027. Beboerne på Gemmas Allé har allerede har været generet af anlægsarbejde i forbindelse med fjernvarme og nye vandledninger, og nu kommer vi desværre til at genere dem igen. Det beklager jeg. Men jeg håber også, at de vil glæde sig over resultatet: En grønnere, tryggere og mere klimarobust vej, der er bedre rustet til fremtidens kraftige regnskyl. Forud for, at arbejdet går i gang, sender vi brev ud til borgerne på vejen. Vi arbejder desuden på at invitere beboerne til endnu et borgermøde, hvor de kan høre mere om nyt i projektet og stille spørgsmål. Synlig anerkendelse til lokale partnere i Ungeløftet Som en del af Ungeløftet arbejder vi i Tårnby Kommune tæt sammen med lokale virksomheder, foreninger og andre aktører om at hjælpe flere unge i job, uddannelse og meningsfulde fællesskaber. Mine politiske kolleger i Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget har i denne uge besluttet, at de virksomheder, foreninger og øvrige aktører, der indgår et forpligtende partnerskab med os som en del af Ungeløftet, skal modtage et partnerskabscertifikat som en synlig anerkendelse af deres engagement. Partnerskaberne handler om at skabe konkrete muligheder for de unge. Virksomhederne kan blandt andet tilbyde job, fritidsjob og praktik, mens foreninger og andre aktører kan åbne døren til fritidsaktiviteter og fællesskaber. De eksisterende partnere vil få overrakt certifikaterne af mig på et netværksmøde i marts 2027. Fremover vil nye partnere modtage dem, når de indgår et partnerskab. Det glæder jeg mig over, for med initiativet ønsker vi både at anerkende de lokale partneres vigtige indsats og skabe endnu mere opmærksomhed om Ungeløftet. Vær med når vi uddeler Handicapprisen 2026 Den 3. december uddeler vi i anledning af FN’s internationale handicapdag Handicapprisen 2026 til et hyggeligt arrangement på Tårnby Hovedbibliotek. Handicaprådet har i denne uge holdt møde, hvor de har valgt årets vinder ud fra de nominerede kandidater. På vegne af Handicaprådet vil jeg gerne sende en stor anerkendelse og et tillykke til de nominerede kandidater. De nominerede til årets pris er: Christian Lorentsen, serviceleder på Kastrupgårdsskolen, for sit engagement i at gøre en forskel for børn i udsatte positioner blandt andet gennem sine praktikforløb, Casper Engel, ejer af neuroBridg APS, for sit arbejde med at skabe bedre vilkår for mennesker med en neurodivergens, Hafaz Shah, forfatter til biografien ’Et liv på 4 hjul’, for hans mangeårige indsats for at skabe muligheder for mennesker med handicap og Delikatessen Skottegården for deres indsats for mennesker med handicap. Jeg ser frem til, at vi skal fejre både vinderen og de nominerede den 3. december. Jeg håber på at se mange af jer til fejringen. Læs mere om uddeling af Handicapprisen her Handicapprisen Positiv udvikling i den kommunale ungeindsats På mødet i Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget fik de også i denne uge en status på den Kommunale Ungeindsats, som er vores samlede indsats for unge under 25 år, som har behov for støtte til at komme i uddannelse eller beskæftigelse, og heldigvis viser tallene en positiv udvikling. 81,1 procent af de unge, der afsluttede 9. klasse i 2016, havde gennemført en ungdomsuddannelse otte år senere. Det er en stigning på 5,5 procentpoint sammenlignet med årgangen fra 2007. Samtidig er andelen af unge uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet faldet fra 9,5 procent i 2016 til 7,3 procent i 2025. Selvom udviklingen går i den rigtige retning, ligger vi fortsat under niveauet på landsplan. Derfor er der stadig et vigtigt arbejde foran os. Vi vil fortsat have fokus på at styrke samarbejdet på tværs af kommunens områder, så vi kan hjælpe endnu flere unge godt videre i uddannelse og job. Ny handleplan for velfærdsteknologi I december sidste år godkendte mine kolleger i Sundheds- og Omsorgsudvalget en strategi for velfærdsteknologi på ældre- og omsorgsområdet, og i denne uge har de godkendt en handleplan for 2026-2028, der omsætter strategien til konkrete indsatser. Formålet er at sikre, at velfærdsteknologi bliver en naturlig del af hverdagen og bidrager til større frihed, tryghed og selvstændighed for borgerne. Samtidig skal teknologien understøtte medarbejdernes arbejde og frigive mere tid til omsorg, nærvær og de opgaver, hvor den menneskelige relation er afgørende. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor vi får flere ældre borgere og et stigende behov for pleje og omsorg, samtidig med at der bliver færre medarbejdere til at løfte opgaverne. Handleplanen har blandt andet fokus på skærmbesøg, dosispakket medicin og digitale træningsforløb. For det handler ikke om at erstatte den menneskelige omsorg med teknologi, men om at bruge teknologien dér, hvor den giver værdi for både borgere, pårørende og medarbejdere. Fællesspisning i Sundhedscentret Vær med når der, som en del af initiativet Lokale Madfællesskaber, er fællesspisning i Sundhedscenter Tårnby den 26. november. Det er fra 18.00-19.30, og denne gang består menuen af en dejlig varm hokkaidosuppe med hjemmebagt focacciabrød og efterfølgende kaffe og lidt sødt. Det koster 55 kr. at deltage og tilmelding sker på Mobilepay nummer: 2978JP Tilmeldingsfrist er den 22. november, og da der er begrænsede pladser, er det først til mølle.  En tur i biffen? Johnny Depp som Scrooge og Jagten på Julens Magi er blandt de Danmarkspremiereaktuelle film Kulturhuset Kastrup Bio byder på i denne uge. Er det for tidligt med julefilm, er der også Danmarkspremiere på Wicker med Alexander Skarsgård i pileflet i nærkontakt med Oliva Coleman. Desuden vises Løvehjerte, Fornuft og Følelse samt Momo og tidstyvene. Onsdag 18/11 er der forpremiere på The Hunger Games: Sunrise on the Reaping, der har Danmarkspremiere 19/11 – samme dag som den meget hypede dokumentar You Can See Everything Se mere om det hele på Kulturhuset Kastrup Bio Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.