Der er sjældent to dage, der er ens som borgmester i Tårnby. Og denne uge har bestemt ikke været nogen undtagelse! Vi har blandt andet haft et stort borgerinformationsmøde om planerne for et datacenter ved Ugandavej, hvor knap 300 engagerede borgere mødte op med både spørgsmål og bekymringer. Det blev en vigtig aften med masser af dialog og spørgsmål. Samtidig har jeg haft fornøjelsen af at få en 15-årig kollega med på arbejde. Muhammad-Hassan fra Nordregårdsskolen har nemlig været i borgmesterpraktik og fulgt mig rundt til både møder, arrangementer og besøg. Det har været en rigtig god oplevelse – også for mig. For det er både sjovt og lærerigt at skulle forklare sin hverdag og se det hele gennem et ungt menneskes øjne. I nyhedsbrevet er der også nyt om blandt andet trafiksikkerhed, vinteråbne toiletter ved Kastrup Søbad og støtte til lokale fællesskaber.
Engagerede borgere satte ord på deres bekymringer Onsdag aften havde vi inviteret til borgerinformationsmøde om planerne for et datacenter ved Ugandavej. Knap 300 borgere deltog, og interessen var så stor, at vi på forhånd havde oprettet en venteliste. Heldigvis lykkedes det at finde plads til alle. Det blev en aften med stort engagement og mange spørgsmål fra borgerne. Særligt støj, miljøpåvirkning, vand- og strømforbrug og konsekvenserne for naboerne fyldte i debatten. Jeg forstår godt de bekymringer, som projektet har skabt, og derfor var det også vigtigt for mig, at vi fik mulighed for at mødes og tale om planerne. På mødet kunne jeg fortælle, at byggesagen nu er sat i bero, mens en række forhold bliver undersøgt nærmere. Samtidig forventer Penta Infra, som er virksomheden bag projektet, først at kunne få adgang til den nødvendige strøm om fem til syv år. Der er derfor ikke udsigt til, at datacentret bliver en realitet lige foreløbig.  Derudover er der også en national strategi for datacentre på vej, som regeringen vil fremlægge senere på året. Jeg mener, at der er gode grunde til at se, hvad en national strategi kommer til at indeholde. Jeg vil gerne takke alle, der deltog, for deres store engagement og de mange gode spørgsmål. Selvom byggesagen er sat i bero, er dialogen langt fra slut. Vi kommer til at følge sagen tæt politisk, og det er vigtigt for mig, at vi fortsat har en åben og respektfuld dialog med jer borgere. Læs mere om borgerinformationsmødet Læs også vores FAQ om datacentret Bedre parkeringsforhold ved Tårnby Skole Det skal være lettere at finde en parkeringsplads ved Tårnby Skole. I dag oplever vi, at en del af parkeringspladserne bliver optaget af vare- og firmabiler, som holder der i mange timer ad gangen. Det gør det svært for skolens og områdets øvrige brugere at finde en ledig plads. Derfor har vi besluttet at ændre tidsbegrænsningen for parkering fra 8 til 4 timer. Det skal sikre større udskiftning på parkeringspladserne, så flere får mulighed for at parkere i området i løbet af dagen. En lille ændring, som forhåbentlig kan gøre en mærkbar forskel i hverdagen.   Padelbaner på vej til Vestamager Idrætsanlæg Vi er nu kommet et skridt nærmere at kunne tilbyde endnu flere muligheder for at dyrke padel i Tårnby. Vi har nemlig besluttet, at der kan etableres 2-3 overdækkede padelbaner ved Vestamager Idrætsanlæg. Banerne skal placeres syd for de eksisterende tennishaller og får lette overdækninger, så de kan bruges i al slags vejr. Det er endnu et skridt i udviklingen af Vestamager Idrætsanlæg, hvor vi gerne vil skabe gode rammer for både foreningslivet og den selvorganiserede idræt. Jeg glæder mig til at se planerne blive til virkelighed. JobCamp: Inspiration til fremtidens arbejdsmarked I næste uge går turen til Aalborg, hvor jeg torsdag skal deltage i JobCamp sammen med kommunalpolitikere og kommunale embedsfolk fra hele landet. JobCamp er KL's årlige konference om beskæftigelse og arbejdsmarkedet, og det er altid en god anledning til at løfte blikket fra de daglige opgaver og diskutere nogle af de store udfordringer, vi står over for. Årets tema er ”Det danske arbejdsmarked i en turbulent verden”, og det er jo en overskrift, der rammer meget godt ned i den tid, vi lever i. Vi skal blandt andet drøfte fremtidens beskæftigelsesindsats, kunstig intelligens, unges trivsel og den internationale udviklings betydning for arbejdsmarkedet. Det er emner, der også har stor betydning for os i Tårnby. For hvordan sikrer vi, at flere får mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet? Og hvordan hjælper vi både unge og voksne godt videre i en tid, hvor arbejdsmarkedet hele tiden forandrer sig? Jeg glæder mig til nogle spændende diskussioner og forhåbentlig en masse nye perspektiver og gode idéer, som jeg kan tage med hjem til Tårnby. Bustur med nye medarbejdere Mandag havde jeg fornøjelsen af at tilbringe nogle hyggelige timer med en gruppe af vores nye medarbejdere, som deltog i vores medarbejderarrangement med oplæg på rådhuset og en bustur rundt i kommunen. Arrangementet afholder vi to gange om året for at give nye medarbejdere et indblik i både Tårnby Kommune som arbejdsplads og i den kommune, de nu er en del af. Vi begyndte dagen på rådhuset, hvor jeg fortalte om kommunen og det politiske arbejde set med borgmesterøjne. Herefter gik turen i bus rundt i Tårnby, hvor vi blandt andet kom forbi skoler, plejehjem, boligområder og erhvervsområdet Kirstinehøj. Undervejs fortalte jeg om kommunens forskellige områder og nogle af de ting, der kendetegner Tårnby. Det er altid en fornøjelse at møde vores nye medarbejdere og byde dem velkommen. Jeg håber, at de fik en god oplevelse og et større kendskab til den kommune, de nu er med til at gøre en forskel for. Jeg tager også vores nye borgere med på samme rute et par gange om året - Det er altid en fornøjelse at møde mennesker, der netop har valgt Tårnby som deres nye hjem, og give dem et første indblik i alt det, kommunen har at byde på. Har dit barn lært at begå sig i trafikken? Vi har lige fået resultaterne af ”Kommunernes Skoletrafiktest 2026”. Som antydet er skoletrafiktesten en årligt tilbagevendende test, og igen i år klarer Tårnby sig heldigvis rigtig godt. Faktisk en del bedre end sidste år, hvor vi også klarede os godt. Testen undersøger, om folkeskolerne gennemfører den obligatoriske trafikundervisning, som Børne- og Undervisningsministeriets Fælles Mål for Færdselslære foreskriver, og om alle privat- og friskoler gennemfører trafikundervisning, der står mål med folkeskolens undervisning i færdselslære. Testen undersøger også, hvad kommunerne gør for at understøtte området. Tårnby får i år 870 point, hvor vi sidste år fik 719 point. Det er stærkt. Læs mere på Sikker Trafik Toiletterne ved Kastrup Søbad får vinteråbent Kastrup Søbad bliver flittigt brugt året rundt – også af de mange friske vinterbadere. Derfor er jeg glad for, at vi i Økonomiudvalget har besluttet at tildele midler, så toiletterne ved søbadet også kan holde åbent om vinteren. Hidtil har de været lukket i vintermånederne blandt andet på grund af risikoen for frostskader, og vi har fået flere henvendelser fra borgere, der har efterspurgt adgang til toiletter hele året. Nu bliver bygningen gjort klar til vinterbrug, og forventningen er, at toiletterne kan åbne allerede inden årets udgang. Det er en lille, men vigtig forbedring for de mange, der nyder vores dejlige søbad året rundt. Fortsat støtte til Ungecaféen og Forældrecaféen Det er vigtigt, at vi i Tårnby har gode fællesskaber for alle – også for unge med særlige behov og deres familier. Derfor glæder det mig, at Økonomiudvalget har besluttet at afsætte 30.000 kr. til Ungecaféen og Forældrecaféen i 2027. Begge caféer blev startet på initiativ af en gruppe forældre i 2024 og giver både de unge og deres forældre mulighed for at mødes, dele erfaringer og skabe nye relationer. Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi som kommune kan bakke op om lokale initiativer, der gør en forskel i hverdagen. Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.