Det er nok ikke gået nogens næser forbi, at halloween er lige om hjørnet. Jeg har gennem de seneste dage set både uhyggelige udklædninger og hyggelige græskar, der står fint i indkørsler og lyser op i de mørke efterårsaftener. Der sker også meget andet rundt omkring i kommunen, og i denne uges nyhedsbrev kan du blandt andet læse om handicapprisen, Level Up, kommunens nye sauna og hæderspris.
Har du indstillet din kandidat til Handicapprisen?
Bare rolig, du kan nå det endnu. Som borgmester er jeg enorm stolt af, at vi har så mange mennesker, foreninger og virksomheder, der hver dag gør en særlig indsats for mennesker med handicap. Det fortjener en særlig anerkendelse, og derfor har du mulighed for at indstille en lokal ildsjæl, sportsklub, arbejdsplads eller organisation, der skaber bedre livsvilkår, livskvalitet og lige muligheder for mennesker med handicap. Indsend dit forslag til hvem der fortjener et ekstra skulderklap senest den 4. november via formularen på kommunens hjemmeside, send en mail til handicapraad@taarnby.dk eller ring til Tårnby Kommunes Center for Social Indsats og Udvikling på telefon 32 47 18 21.
Handicapprisen overrækkes den 3. december 2026 i Rotunden på Tårnby Hovedbibliotek, hvor vi samtidigt hylder alle dem der hver dag, gør en forskel i andre menneskers liv. Alle er velkomne, og jeg håber, at mange af jer har lyst til at deltage i fejringen.
Læs mere og indstil din kandidat på kommunens hjemmeside Hvem skal have handicapprisen?
En masse inspiration til Tårnbys Ungedag
I denne uge har jeg budt velkommen til ”Level-up - Tårnby Ungedag” i Amagerhallen, hvor unge mellem 15-29 år kunne møde lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger, organisationer og kommunale tilbud. Formålet med Level Up er at hjælpe vores unge med at undersøge deres muligheder og interesser og støtte dem i at finde deres egen vej for fremtiden.
Det var en stor fornøjelse at opleve de unge mennesker gå rundt mellem standene. De var både nysgerrige, engagerede og åbne for de mange muligheder, de har foran sig. Jeg vil gerne takke vores virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger, organisationer og kommunens medarbejdere for at hjælpe vores unge med at finde den vej til fritidsjob, uddannelse eller et fællesskab, hvor de føler sig hjemme.
Level Up er en del af Tårnbyløftet og Ungeløftet, som har fokus på at hjælpe flere unge ind i job eller uddannelse og styrke deres tilknytning til meningsfulde fællesskaber.
Læs mere om årets Level Up her En dag fyldt med inspiration og nye muligheder
Ny sauna i smukke omgivelser
Er du også vil med at gå i sauna, kan du glæde dig til, at der den 3. november åbner en ny sauna på Kastrup Lystbådehavn. Jeg glæder mig over, at den nye sauna giver endnu en mulighed for at nyde kysten og havnemiljøet hele året. Her kan både erfarne vinterbadere og nye saunagæster kombinere varmen i saunaen med en frisk dukkert i vandet. Åbningen markeres med en særlig indvielsesweekend den 31. oktober og den 1. november, hvor alle interesserede kan afprøve de nye faciliteter. Jeg håber, at mange vil tage godt imod det nye tilbud på havnen.
Læs mere og tilmeld dig her Ny sauna åbner på Kastrup Lystbådehavn
Hvordan påvirker nikotin unges hverdag?
Og hvor kan man få hjælp, hvis man gerne vil stoppe? Netop det sætter kommunen fokus på med kampagnen ”Fri eller Fanget” i uge 44-46. I disse uger turnerer kommunen vores lokale ungdomsuddannelser og ungemiljøer med aktiviteter, quizzer og konkurrencer for at skabe dialog om nikotin, afhængighed og mulighederne for at blive fri af nikotin.
Kampagnen kommer blandt andet forbi Tårnby Gymnasium, KBH Syd HF & VUC og UngTårnby. Målet er at møde de unge i deres hverdag, give dem viden om nikotin og vise, at der er hjælpe til dem, hvis de gerne vil stoppe. Der er særligt fokus på ”Break-Up”, der er Stoplinjens gratis tilbud til unge.
Læs mere om mulighederne for at få hjælp til at kvitte nikotinen her
Fri eller Fanget? Fokus på nikotin blandt unge
Hæderspris til Kastrupgårdsamlingen
Som jeg kort nævnte i nyhedsbrevet i sidste uge, så har Kastrupgårdsamlingen modtaget Albertsen Fondens pris for deres enestående formidling af grafikken som kunsthåndværk med sidste års udstilling ”Woodcut – Out of Control?”
Museet anerkendes for sin høje faglighed og evne til at bringe det moderne træsnit ud til et bredere publikum. Hæderen gives desuden for det tilhørende, smukt gennemarbejdede katalog, som formår at skabe ny indsigt og give udstillingen et signifikant efterliv.
Vil man selv prøve kræfter med grafikken, er der grafisk drop-in-workshop for voksne og børn (12+) onsdag den 4. november kl. 16.30-19.30. Her kan man i aftenens løb eksperimentere med forskellige grafiske teknikker med gode råd og vejledning fra museets underviser. Både nybegyndere og øvede er velkomne. Det koster 85 kr. at deltage.
Kommunen opdaterer sagsbehandlingsfrister
Kommunen er i gang med at opdatere sagsbehandlingsfristerne på det sociale område som er offentliggjort på kommunens hjemmeside, så de afspejler de seneste reformer på blandt andet ældre-, beskæftigelses- og socialområdet. Opdateringen sker blandt andet på baggrund af en henvendelse fra Ankestyrelsen, som har bedt kommunen redegøre for offentliggørelsen af fristerne. Administrationen har gennemgået alle relevante lovområder, og de opdaterede frister behandles nu politisk. Fremover vil kommunen gennemgå fristerne to gange om året, så de løbende følger lovændringerne. Når de er godkendt, bliver de offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Næste uge
Som nogle af jer måske allerede har bemærket, er der i øjeblikket vejarbejde på Amager Strandvej. Det har givet trafikale udfordringer i området, og derfor skal jeg i næste uge mødes med grundejerforeningerne til en dialog om udfordringerne.
I næste uge skal jeg også på besøg i virksomheden Øens VVS Entreprise A/S, som ligger i erhvervsområdet Kirstinehøj. De udfører VVS-hovedentrepriser for etageboligejendomme. Derudover er det en virksomhed som har et tæt samarbejde med kommunens virksomhedsservice om ungeløftet. Jeg glæder mig meget til at mødes med virksomheden, og høre mere om deres hverdag, og hvad der fylder hos dem.
Tak fordi du læste med i denne uge. Hav en god weekend.