Efteråret viser sig meget af tiden fra sin smukkeste side her i begyndelsen af løvfaldsperioden, hvor trækronerne så småt skifter fra sommergrøn til efterårets gyldne, gule og rødlige nuancer, og bladene begynder at falde. I næste uge holder vi Sundhedsugen, en af efterårets helt store begivenheder i Tårnby, fyldt med mange aktiviteter for hele familien, og allerede i morgen glæder jeg mig til at se mange af jer til en hyggelig Familiedag på Tårnby Stadion sammen med Elefanten Fjolle.
Samlet kommunalbestyrelse bag budget 2027 Lad mig starte med ugens største nyhed, nemlig at vi som samlet kommunalbestyrelse har indgået en budgetaftale for 2027. Det er jeg både glad og stolt over. Det er en ambitiøs aftale, der sikrer en sund økonomi både på kort og lang sigt, og som prioriterer vores kernevelfærd. Det er også den første budgetaftale, vi indgår som ny kommunalbestyrelse, og at alle er med, vidner om et stærkt samarbejde på tværs af partier. Med aftalen har vi sat en fælles retning for udviklingen af Tårnby de kommende 4 år, og vi har sikret vigtige investeringer i velfærden, blandt andet i forhold til det specialiserede socialområde og ældreområdet, og vi har prioriteret den grønne omstilling. Det har vi gjort samtidig med, at vi fastholder den lave skat. Hvis I vil læse mere om aftalen, så kan I finde den her Budget 2027: Samlet kommunalbestyrelse sikrer kernevelfærd og robust økonomi Nyt samarbejde med Lev Job Tirsdag holdt vi møde i Kommunalbestyrelsen, og her besluttede vi at indgå en ny samarbejdsaftale med Lev Job, der arbejder for at skabe jobmuligheder for mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive funktionsnedsættelser. Med samarbejdet ønsker vi at styrke mulighederne for, at borgere i målgruppen får en tilknytning til arbejdsmarkedet gennem blandt andet skånejob, fleksjob samt praktik- og jobforløb for STU-elever. Igennem Lev Job får vi også adgang til specialiseret viden og et landsdækkende netværk af virksomheder. Det skal supplere vores egen indsats og være med til at skabe en mere sammenhængende indsats på tværs af beskæftigelses- og socialområdet. Det glæder jeg mig over. For med vores nye samarbejde skaber vi jobmuligheder for endnu flere Tårnby-borgere, og det glæder jeg mig over. Et job kan have stor betydning for den enkelte og være med til at skabe gode fællesskaber, mening og følelsen af at høre til og bidrage. CO2-udledningen er faldet markant siden 2018 I denne uge har der også været møde i Teknik- og Miljøudvalget. Her fik de fremlagt to CO2-regnskaber, dels et der omhandler Tårnby Kommunes egen drift, og et der omhandler hele Tårnby Kommune som geografisk område. Begge viser, at vi er godt på vej med at nedbringe vores CO2-udledning. I forhold til vores arbejde i Tårnby Kommune med at nedbringe CO2-udledningen fra kommunens egen drift er målet en årlig reduktion på minimum 2 procent. Det fremlagte regnskab viser, at vi i 2025 nåede en reduktion på 3,1 procent sammenlignet med året før. Udviklingen skyldes blandt andet, at flere kommunale bygninger er blevet konverteret fra gas til fjernvarme, og at vi har haft fokus på god varmestyring og energirigtig adfærd i bygningerne. I forhold til det geografiske klimaregnskab, som altså handler om hele kommunen som geografisk område, er målsætningen at opnå CO2-neutralitet senest i 2050. Også her er vi godt på vej. Det geografiske klimaregnskab viser nemlig, at udledningen er faldet med omkring 52 procent fra 2018 til 2024. Reduktionen skyldes hovedsageligt faldende CO2-udledninger fra energisektoren. Udviklingen skyldes en stigende andel vedvarende energi, reduceret brug af naturgas, overgang til fjernvarme i bygninger og boliger. I kan læse mere om de to CO2-regnskaber på Teknik- og Miljøudvalgets referat fra 1. oktober Referat fra Teknik- og Miljøudvalgets møde 1. oktober Svømmehallerne har i 2026 opnået Green Sport Facility-certificering Som en del af arbejdet med svømmehallernes drift og udvikling har kommunens svømmehaller i 2026 opnået Green Sport Facility-certificering. Green Sport Facility er en miljømærkningsordning for idrætsanlæg, herunder svømmehaller, som sætter fokus på blandt andet miljø, energi, vand, affald og drift. Ordningen bygger på en række kriterier, som idrætsanlæggene skal opfylde, og indebærer blandt andet dokumentation og løbende opfølgning. For svømmehallerne handler det blandt andet om at arbejde med: Reduktion af energi- og vandforbrug, miljømærkede rengøringsprodukter og mindre forbrug af vand og energi ved rengøring, affaldssortering og mindre spild, fokus på kemikalieforbrug, medarbejder- og brugerinddragelse og løbende dokumentation og forbedringer. Certificeringen er dermed et resultat af det arbejde, der er gennemført med fokus på svømmehallernes drift og ressourceforbrug. Læs hele nyheden her Kommunens svømmehaller får et løft Kom med til Familiedagen i morgen Som jeg indledte nyhedsbrevet med, så glæder jeg mig rigtig meget til i morgen, hvor vi holder Familiedagen på Tårnby Stadion. Her kickstarter vi nemlig Sundhedsugen med en sjov og aktiv formiddag for hele familien. Familiedagen bliver arrangeret sammen med foreningen Ildsjælene, og dagen byder både på Fjolles Børneløb for de yngste deltagere med en rute på 400 meter, og Familieløbet med en rute på 2,5 km eller 5 km. Der er mulighed for at hilse på Elefanten Fjolle, som også står for sjov opvarmning inden løbene. Selv har jeg den store fornøjelse at holde åbningstale af Sundhedsugen. Det er også i morgen, vi uddeler Sundhedsprisen 2026 og kårer vores nye sundhedsambassadører. Jeg håber at se mange af jer i morgen. For at løbe med, skal I tilmelde jer, det koster 55 kroner, og I kan gøre det her Tilmelding til Fjolles Børneløb eller Familieløbet Spændende foredrag i SundhedsCenter Tårnby I næste uge holder vi Sundhedsuge med mange spændende aktiviteter på programmet. I kan fx komme til to gratis foredrag om trivsel, vaner og sundhed i SundhedsCenter Tårnby. Det ene hedder ’Naturen som vej til trivsel’ og foregår på tirsdag fra kl. 18.15-20.00. Her fortæller Simon Høegmark om, hvordan naturen påvirker vores hjerne og nervesystem, og hvordan vi kan bruge naturen til at styrke trivsel, kreativitet og restitution. Det andet foredrag hedder ’Er du sober curious?’ og foregår på torsdag fra kl. 18.15-20.00. Her sætter forfatter Katrine Quorning fokus på alkoholkultur, sundhed og vores eget forhold til alkohol. Hun fortæller også om sine personlige erfaringer med at vokse op med en alkoholafhængig mor. Efter foredraget kan du møde behandlere fra Novavi. Begge arrangementer er gratis men kræver tilmelding. Tilmeld dig ’Naturen som vej til trivsel’ her Foredraget: Naturen som vej til trivsel Tilmeld dig ’Er du sober curious?’ her Foredraget: Er du sober curious? Fernisering på Kastrupgårdsamlingen Alle er velkomne, når Kastrupgårdsamlingen fejrer åbningen af udstillingen NIGHT SHIPS – Morten Schelde / Grafik 1992 – 2026 onsdag den 7. oktober kl. 19.00. Udstillingen er en retrospektiv præsentation af Morten Scheldes arbejde med det grafiske medie, som er en omfattende og væsentlig del af hans kunstneriske oeuvre. I sine værker blander Morten Schelde fiktion og virkelighed, det velkendte og det fremmede, det trygge og det uhyggelige sammen til kraftfulde farvestærke universer. Udstillingen vises i perioden den 8. oktober 2026 – 31. januar 2027. Der er fri entré. Tårnby Musikuge – programmet er klar Om en lille måneds tid løber Tårnby Musikuge 2026 af stablen. Tårnby Musikuge finder sted hvert andet år i uge 44 og er et smukt eksempel på, hvad vi kan i Tårnby, når mange går sammen. Tårnby Musikuge er et samarbejde mellem vores kulturinstitutioner, amatørmusikforeningerne og kirkerne om at få så meget musik som muligt ud til så mange som muligt i løbet af en uge.  Programmet for musikugen ligger nu til udlevering rundt omkring på vores institutioner, og det er også muligt at få et overblik over det spændende program ved at klikke sig ind på Tårnby Kommunebibliotekers hjemmeside her Program for Tårnby Musikuge Der er noget for alle aldersgrupper og i mange genrer. Nogle arrangementer er gratis, til andre er der billetter til meget rimelige priser, så herfra en opfordring til at begive jer ud på spændende musikalske oplevelser, helt lokalt. En tur i Kulturhuset Kastrup Bio? I Tårnby Sundhedsuge 2026 byder Kulturhuset Kastrup Bio på stort foredrag, når Nicklas Brendborg kommer på besøg med foredraget Vanedyr tirsdag d. 6. oktober kl. 19.30. Nicklas Brendborg er forsker og forfatter til bestsellerne Gopler Ældes Baglæns og Vanedyr og vil bl.a. gøre os klogere på, hvorfor det er så svært at lade chips-posen stå og stoppe med at scrolle på Facebook. Inden da byder weekenden på Danmarkspremiereaktuelle Digger med Tom Cruise i hovedrollen, ny dansk komedie Offroad og en ny dansk film til de mindste: Betty Ballon. Desuden vises Dobbeltfejl, og de sidste visninger af Nøjsomheden og Monsterfabrikken. Se mere om det hele på Kulturhuset Kastrup Bio og find hele programmet for Sundhedsugen 2026 her Program for Sundhedsugen 2026 Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.