Endnu en begivenhedsrig uge i borgmesterjobbet er gået. Den har blandt andet budt på et godt budgetseminar sammen med Kommunalbestyrelsen forud for 1. behandling af budgettet i næste uge, inspirerende samtaler med borgere, der var til borgmesterkaffe, og her til morgen stod den på et fint besøg i Kastrup Lystbådehavn.
I morgen glæder jeg mig til at åbne De Nordiske Mesterskaber i petanque for veteraner i Vestamager Petanquecenter, og i næste uge ser jeg blandt andet frem til fællesmøde i KL med mine borgmesterkolleger fra hele landet.
Nyt laboratorium på vandet
Lad mig starte med mit besøg på havnen her til morgen. Dagen fik bogstaveligt talt en lidt gyngende start, for jeg var nemlig til indvielse af vores nye flydende undervisningsplatform ”HavLab” i Kastrup Havn sammen med blandt andet elever fra 6.a på Pilegårdsskolen og Naturskolen.
HavLab er et sted, hvor børn, unge og voksne kan komme helt tæt på livet i havet og undersøge det. Her er der mulighed for at rykke undervisningen udenfor og blandt andet undersøge havets smådyr gennem en stereolup, måle vandets saltindhold, sigtbarhed og meget mere. Det er naturfag, når det er allerbedst. Den nye platform er også åben for os andre, når den ikke benyttes til undervisning, så jeg håber, at mange af jer vil lægge vejen forbi.
HavLab er blevet til i et samarbejde mellem Kastrup Lystbådehavn og Tårnby Naturskole med opbakning fra en række samarbejdspartnere. En særlig tak til Nordea-fonden, som har støttet projektet og været med til at gøre det muligt.
Vild med Vand
Apropos havnen, så er det i morgen fra 13-18, at der er ’Vild med vand’ i Kastrup Lystbådehavn. Det bliver en dag spækket med hyggelige og sjove aktiviteter for både store og små. Jeg har den store fornøjelse af at holde velkomsttale, og jeg glæder mig til en god dag sammen med jer. I kan se hele programmet her Vild med vand 2026
Kastrupgårdsskolen med i nationalt forsøg
I denne uge har vi holdt møde i Økonomiudvalget. Der var mange sager på dagsordenen, og en af dem handlede om, at Kastrupgårdsskolen er blevet udvalgt til at deltage i et nationalt forsøg om at opbygge trygge læringsfællesskaber i 4. klasse i folkeskolen. Det er Børne- og Undervisningsministeriet, der har igangsat forsøget, som skal gennemføres i skoleåret 2026/2027. Her skal de afprøve en indsats, hvor PPR og lærere arbejder tæt sammen for at skabe trygge læringsfællesskaber i 4. klasse, og formålet er at forebygge utryghed og konflikter. Indsatsen består af et 10‑ugers struktureret forløb med ugentlige sparringsmøder, observationer og kompetenceudvikling. Jeg ser frem til at følge projektet.
Naturvært og naturvenner
Vi har sammen med Københavns Kommune søgt om fondsmidler fra Velux Fonden til et projekt, der hedder Naturvært og Naturvenner. Vores ansøgning er blevet godkendt, og den gode nyhed blev vi orienteret om til mødet i Økonomiudvalget.
Naturvært og Naturvenner er et treårigt projekt, der skal give voksne med psykiske udfordringer bedre trivsel, fællesskab og livskvalitet gennem aktiviteter i naturen. Med støtte fra naturværter og frivillige naturvenner får deltagerne mulighed for at opbygge relationer, styrke selvtilliden og opleve mestring gennem naturen.
Borgmesterkaffe
Som jeg nævnte i indledningen, så holdt jeg i går eftermiddag borgmesterkaffe. Her fik jeg besøg af en række Tårnby-borgere, og det blev til nogle gode snakke om blandt andet frivillige i foreningslivet, seniorboliger og vedligehold af grønne områder. Det er altid en fornøjelse at holde borgmesterkaffe og møde nogle af jer og tale om de emner, der rører sig i vores kommune.
Hvordan ser Tårnby ud gennem børn og unges øjne?
Tårnby Kommune har indgået et toårigt samarbejde med Tårnby Park Studio om projektet ”Vores øjne”, der skal undersøge, hvordan børn og unge oplever Tårnby og give dem en ny måde at udtrykke sig på.
Projektet skal være med til at sætte nye perspektiver på fællesskabet og livet i Tårnby, hvor børn og unge får en reel rolle som medskabere. Kunstnerne er allerede i dialog med Ungdomsskolen Ung Tårnby, Tårnby Kommunebibliotek og andre lokale kulturinstitutioner, der hjælper med at skabe kontakt til kommunens børn og unge. Jeg er utrolig glad for, at vores børn og unge får et kunstnerisk afsæt til at udtrykke deres hverdag og drømme, og jeg glæder mig til at opleve deres perspektiver gennem performances, installationer og andre deltagerbaserede formater de kommende år.
Læs mere her Vores øjne: Tårnby får egne huskunstnere i to år
Vil du være lægdommer?
Lige nu søger Tårnby Kommune efter lægdommere (domsmænd og nævninge) til perioden 2028-2031. Som lægdommer er man som almindelig borger med til at dømme i straffesager. Hvis det kunne være interessant for dig, så kan du søge om optagelse på det, vi kalder Grundlisten. Det gør du her Bliv lægdommer
Kom til forældre- og ungecafe
Så vil jeg gerne fremhæve et vigtigt initiativ, nemlig Forældre- og Ungecafeen, som er for unge med særlige behov og deres forældre. Cafeerne starter nu op igen efter sommerferien og vil ligge den første mandag i hver måned. Næste gang er den 7. september fra 16.30 – 18.00, og begge dele foregår på Hovedbiblioteket. I Forældrecafeen kan I tale om overgangen fra barn til voksen, og i Ungecaféen vil der være pizza og brætspil.
Kom til Stafet for Livet
Husk at det er lørdag den 5. september, vi holder Stafet for livet på Tårnby Skole. Der er åbningsceremoni kl. 12, og jeg holder åbningstalen, hvilket jeg glæder mig meget til. Det er altid meget stemningsfuldt at være med til Stafet for livet, hvor vi samler ind til det meget vigtige formål, det er at bekæmpe kræft, samtidig med at vi hylder kræftramtes liv. Det er i år 10. gang, stafetten bliver holdt i Tårnby, og der vil som sædvanligt være masser af underholdning undervejs. Kig forbi og støt det gode formål. Læs mere om stafetten her Stafet for livet Tårnby
Hvem skal have en pris til Foreningsfesten 2026?
Lørdag den 14. november holder vi Foreningsfest med prisuddeling af vores Forenings- og Idrætspriser. Vi har for få dage siden åbnet op for at kunne indstille kandidater til de forskellige priser. Her kan du være med til at pege på, hvem der fortjener at blive anerkendt for deres indsats i forenings- og idrætslivet. Det kan du gøre frem til den 27. september via linket her Forenings- og idrætspriser
Rundvisning med billedkunstner Jakob Kolding
Kom forbi Kastrupgårdsamlingen onsdag den 26. august kl. 17–18 og mød kunstneren bag den aktuelle særudstilling ’En eller anden bryder ind i et hus og bor der så længe som muligt’. På en guidet tur gennem udstillingen deler billedkunstner Jakob Kolding sine overvejelser om værkerne, arbejdsprocessen og de idéer, der har formet udstillingen.
Der er fri entré, og tilmelding ikke nødvendig.
Nyt fra Kulturzonen
Kulturzonen, som jo er vores lokale kulturhus på Vestamager og base for vores gode musikskole, er i gang igen efter sommeren. Allerede i morgen er der mulighed for at komme ud og opleve den skønne gamle gård på Nøragersmindevej og det store grønne område og legepladsen omkring den. Dagen begynder med en gratis familiekoncert med musik af Beatles, og derefter er der mulighed for, at børn fra 2. klasse kan prøve blæseinstrumenter og møde musikskolens lærere.
Musikskolens tilbud er meget populære, og der er venteliste til mange af undervisningstilbuddene. Eneste undtagelse er blæseinstrumenterne, hvor det altså er muligt at få en plads, hvis man synes, at musikken skal være en del af ens børns liv.
I parentes bemærket kan jeg fortælle, at vi har en lang og stærk tradition for blæsermusik og harmoniorkestre her i Tårnby, og det er altid en fornøjelse at opleve både solister og orkestre fra musikskolen. De er på et helt usædvanligt højt niveau, og som borgmester kan man da kun være stolt, når ens lokale musikskoleorkestre ligefrem bliver Danmarksmestre, som de blev i 2025.
I kan læse mere om musikskolen her Kulturzonen - Tårnby Musikskole
En tur i biffen?
I Kulturhuset Kastrup Bio byder weekenden på den anmelderroste The Invite, forpremierer på en ny live-action film for hele familien: Spirillen, samt den danske drama-thriller Dobbeltspil, Spider-Man: Brand New Day, The Odyssey og Paw Patrol: Dino filmen.
Torsdag 27/8 er der Danmarkspremiere på Nøjsomheden, som er Hella Joofs nye romantiske komedie. Filmen er baseret på Stine Askovs populære roman af samme navn. Også The Dog Stars, som er Ridley Scotts nye thriller, har Danmarkspremiere 27/8.
Se mere om det hele på Kulturhuset Kastrup Bio
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.