Der er både sol og stjerner i ugens nyhedsbrev. Her til eftermiddag åbner jeg årets Stjerner i Natten arrangement, og der er naturligvis flere andre gode aktiviteter her i Tårnby i løbet af pinsen, hvor vi forhåbentligt også får lov til at se pinsesolen danse. Læs alle ugens gode nyheder fra din borgmester lige her.
Ny kunstgræsbane ved Tårnby Stadion I budgettet for 2026 er der blandt andet afsat penge til udbygning af en ny kunstgræsbane samt fremtidssikring med granulat af de eksisterende baner. Jeg er glad for at kunne meddele, at fordelingen af midlerne nu er blevet godkendt af Økonomiudvalget, og vi planlægger at lave en ny kunstgræsbane ved Tårnby Stadion, så der også her kan spilles kampe hele året. Det kommer du til at høre meget mere om. Vejret er med os til Stjerner i Natten I eftermiddag har jeg den store fornøjelse at holde åbningstale i forbindelse med vores årlige Stjerner i Natten arrangement i Naturcenter Amager. Stjerner i Natten er et festfyrværkeri af alt det, vi som kommune kan tilbyde af kultur, samlet ét sted, og i år kan vi i hvert fald ikke klage over vejret. Som borgmester er jeg så stolt over dette arrangement, der virkelig forstår at samle jer borgere, og der er altid god stemning – også når det øser ned. Ud over at møde mange af vores foreninger, giver årets program også mulighed for at undersøge en blæksprutte. Komme helt tæt på alpacaerne Simon, Cirrus og Hassan, få taget portrætfotos, løbe orienteringsløb, lave bål og meget andet. Skynd dig ud i Naturcenter Amager, hvis du ikke allerede er der. Arrangementet varer til 20.30. Fællesmøde i Familierådet Stor tak for en god og vigtig aften om børn, unge og familier ved tirsdagens fællesmøde i Familierådet. Her havde vi inviteret borgere i målgruppen indenfor til en aften med fokus på arbejdet med udsatte børn og unge, både i dagtilbud, skole og i overgangen til voksenlivet. Det blev en rigtig god og meningsfuld aften med kort temaoplæg, dialog og drøftelser om, hvordan vi sammen kan styrke indsatsen for børn, unge og familier i vores kommune. Jeg deltog sammen med flere kommunalpolitikere, repræsentanter fra administrationen og borgere, der havde lyst til at høre mere, stille spørgsmål og bidrage til samarbejdet. Aftenens vigtigste punkt var valget til et nyt Familieråd. Familierådet er et vigtigt forum, hvor forældre, politikere og embedsfolk sammen arbejder for at skabe bedre vilkår for børn og unge i Tårnby Kommune. Jeg vil også benytte lejligheden til at sige tusinde tak til de tidligere medlemmer i Familierådet, som ikke valgte at genopstille. I har bidraget med vigtige perspektiver og har sat nogle vigtige spor i Familierådets fremtidige arbejde. Sidst vil jeg sige en stor tak til alle, der deltog og bidrog konstruktivt til aftenen og ikke mindst til de fem forældre, der stillede op til Familierådet. Jeres engagement er vigtigt og gør en forskel. Vi tager de mange input fra aftens debat med videre i det fortsatte arbejde. Forårsfest Onsdag havde jeg den kæmpestore fornøjelse at kunne holde tale for omkring 650 borgere til fest i Amagerhallen. Forår i Fællesskab havde vi valgt at kalde arrangementet, der var målrettet borgere, som modtager hjemmepleje. Midlerne til at holde Forår i Fællesskab kommer fra arven fra en generøs borger, der havde testamenteret sin formue til Tårnby Kommune. Det er ikke noget, mange kommuner oplever, og politisk var der ingen tvivl om, at en del af arven skulle gå til arrangementer for ældre borgere. Læs mere om arrangementet  Ny partnerskabsaftale med Cykling uden Alder Det er en stor glæde at kunne fortælle jer, at Tårnby Kommune har underskrevet en ny partnerskabsaftale med Cykling uden Alder, så vores stærke samarbejde kan fortsætte de kommende år. Cykling uden Alder skaber livsglæde, nærvær og fællesskab for mange af kommunens ældre borgere gennem hyggelige cykelture med frivillige cykelpiloter. Turene giver mulighed for gode oplevelser, nye relationer og frisk luft – og er samtidig med til at mindske ensomheden og styrke trivslen. Med den nye aftale ønsker vi at skabe endnu flere cykelture, tiltrække flere frivillige cykelpiloter og give endnu flere ældre borgere muligheden for at komme med ud på cykeltur. En stor tak til alle de frivillige ildsjæle i Cykling uden Alder for at være med til at skabe stærke fællesskaber i kommunen. Styrkelse af kommunens samlede beredskab ved forsyningsnedbrud Tårnby Kommune styrker i disse år sit kriseberedskab, så vi står bedre rustet ved længerevarende strømsvigt, cyberangreb eller udfald af vand- og varmeforsyning. Økonomiudvalget har derfor behandlet en række nye initiativer, der blandt andet skal sikre støtte til særligt sårbare borgere i op til 72 timer under en krisesituation. Der arbejdes blandt andet med nødberedskabslagre med mad, drikkevand og nødvendigt udstyr samt planer for nødstrøm på udvalgte institutioner og plejehjem. Samtidig er kommunens IT-beredskab blevet styrket med øget fokus på cybersikkerhed og nødprocedurer ved digitale angreb. Målet er klart: Tårnby skal være en robust og tryg kommune – også når hverdagen bliver udfordret af større kriser. Kunst i Pinsen Kig forbi Kastrupgårdsamlingen på mandag, 2. pinsedag. Som på andre helligdage holder museet åbent kl. 11–17, og der er fri entré! Gå på opdagelse blandt moderne, farverige træsnit i udstillingen WOODCUT – Out of Control?, der er løbet ind i sin sidste måned. Eller se skulpturerne i parken og nyd en forfriskning i forårssolen i museets hyggelige gårdrum. Der er masser at opleve for både børn og voksne. Museet har selvfølgelig også åbent resten af pinsen Kulturhuset Kastrup Bio byder i pinsen på både den nye Star Wars film: Mandalorian and Grogu samt Eleanors Sandhed. Øvrige film på programmet i pinsen er In The Grey, Ustoppelig Fårbrydelsen og Super Mario Galaxy Filmen. Fra tirsdag 26/5 kommer Aftenvagt på programmet og Michael er tilbage på programmet fra 30/5. Se mere om det hele på www.kulturhusetkastrupbio.dk Hvis du starter pinsen med en frisk tur til Stjerner i Natten på Naturcenter Vestamager, er Kulturhuset Kastrup Bio også med der. Det er blandt andet muligt at farvelægge maskotten fra Biosaurusklubben. Der er selvfølgelig også åbent på Kastrupvej 270, mens der er Stjerner i Natten. I næste uge… Glæder jeg mig blandt andet til at få besøg af vores elevrådsrepræsentanter fra Korsvejens skole i byrådssalen. De skal blandt andet lave rollespil, hvor de agerer politiske partier i en lille kommunes byråd. Jeg skal også på bustur med nye medarbejdere. Det er noget, vi inviterer til et par gange om året, så de nye medarbejdere med borgmesteren som turguide kan se alt det, vores dejlige kommune har at byde på. Det var alt for denne gang. God weekend og rigtig god pinse til jer alle. Husk at rådhuset har lukket mandag på grund af 2. pinsedag.