Måske har du også denne uge haft følelsen af at være en dag bagud, fordi arbejdsugen startede på en tirsdag. Samtidig synes jeg, at påskeferien har givet fornyet energi til alle de spændende opgaver, der venter i løbet af forår og sommer. Nogle af dem kan du læse om i nyhedsbrevet denne uge. Det gælder blandt andet forårsfest for borgere, der modtager hjemmepleje, arrangementer i klimaugen og de nye beachvolleybaner.
Stor forårsfest for ældre, der modtager hjemmepleje Hvis du modtager hjemmepleje, skal du holde øje med din digitale postkasse. Her modtager du nemlig en invitation til Forår i Fællesskab. Forår i Fællesskab er en stor, gratis forårsfest den 20. maj for borgere, der modtager hjemmepleje i Tårnby Kommune. Der vil være god mad, levende musik, underholdning og hyggeligt samvær. Arrangementet kræver tilmelding, og du kan finde linket til tilmeldingen i invitationen. Hvis du er pårørende til en borger, der modtager hjemmehjælp, håber jeg, at du vil hjælpe med tilmeldingen, så vi kan få skabt en fantastisk fest. Anledningen til, at vi kan holde Forår i fællesskab er, at en borger har testamenteret sin formue til kommunen. Fra politisk side er det blevet besluttet at en del af pengene skulle gå til underholdning og glæde for kommunens ældre. Der er udover Forår i Fællesskab også planlagt aktiviteter på plejehjemmene og i de tre seniorhuse. Klimauge med spændende arrangementer Igen i år sætter vi særligt fokus på klimaet i uge 17, hvor Tårnby Kommunebiblioteker og Center for By, Miljø og Klima i samarbejde med lokale aktører fra hele kommunen inviterer til en bred vifte af spændende arrangementer for både børn og voksne. Du kan blandt andet komme til rundvisning på den nye fjernvarmecentral på Ugandavej, der forsyner dele af lokalområdet på Vestamager med fjernvarme. Her kan du få viden om, hvordan fjernvarme fungerer, og efter rundvisningen vil der være mulighed for at møde en fjernvarmerådgiver, som kan fortælle mere om mulighederne for at få fjernvarme. Der vil også være rundvisning på Amager Ressourcecenter (ARC), som inkluderer en gennemgang af energianlægget samt en præsentation af ARCs rolle i samfundet, herunder hvordan affald fra Tårnby Kommune og de øvrige ejerkommuner håndteres. Hovedbiblioteket holder LEGO-workshop, hvor du kan bygge din grønne drøm, og det er også muligt at besøge fremtidens renovationsbiler. Tårnby Kommune råder i dag over én el-skraldebil, men i fremtiden skal de resterende dieselbiler udfases til fordel for el-skraldebiler. Kom forbi hovedbiblioteket og se, hvordan en skraldebil fungerer – og prøv at sidde i førerhuset. Læs mere om alle arrangementerne på bibliotekets hjemmeside  I Tårnby fører butikstyveri til sigtelse Danmarks Statistik har offentliggjort en rapport over, hvor ofte butikstyveri fører til sigtelser. Generelt står det dårligt til, fordi antallet af anmeldte tyverier langt fra står mål med antallet at sigtelser. Det gælder dog ikke i Tårnby, hvor over 80 procent af de anmeldte butikstyverier fører til en sigtelse. Det synes jeg som borgmester er meget betryggende, for det viser, at det her i Tårnby har konsekvenser, hvis man stjæler. Biblioteker fremmer trivsel I Tårnby prioriterer vi vores biblioteker højt, og de har cirka 400.000 besøgende om året. Derfor er jeg også glad for at læse, at Syddansk Universitet i rapporten ”Biblioteker fremmer trivsel”, sætter fokus på bibliotekernes positive samfunds- og trivselseffekter. En af hovedkonklusionerne er, at folkebiblioteker bidrager markant til borgernes trivsel, både socialt, mentalt og demokratisk. Bibliotekerne giver adgang til åbne fællesskaber, de har trygge, inkluderende opholdsrum, nem adgang til platforme for læring, deltagelse og dannelse og er forebyggende arenaer i forhold til ensomhed og trivsel. Trivselseffekten gælder på tværs af alder, men er særlig tydelig for sårbare målgrupper. Virksomhedsbesøg hos MB El-teknik På onsdag skal jeg på det første virksomhedsbesøg efter påsken. Her skal jeg til Ladegårdsvej, hvor el-installatørvirksomheden MB El-teknik ApS har til huse. Jeg glæder mig til at møde det lille firma og høre om deres udvikling. Jeg ved i hvert fald, at de har rigtigt flotte anmeldelser fra deres mange kunder, og at firmaet også har været blandt finalisterne til Årets Håndværker. Kom med til BørneTour Lørdag den 25. april afholder vi igen den populære Škoda BørneTour. Alle børn og unge i alderen 3-15 år kan deltage, uanset fart, cykeltype og ambitionsniveau. Škoda BørneTour er nemlig et begyndercykelløb, der ikke handler om at komme først over målstregen, men om at styrke børn og unges glæde for motion og muligheden for at indgå i stærke fællesskaber. Alle deltagere modtager startnummer, drikkedunk, guldmedalje og et diplom. Cykelløbet er et samarbejde mellem Dansk Cykle Union, Amager Cykle Ring og Tårnby Kommune. Det starter på Bøjlevej ved Øresundsparken og plejer at være en stor succes, så skynd dig at melde dine børn til. Læs om programmet for dagen og tilmelding  Beachvolleybaner får støtte af Nordea-fonden Jeg er glad for at kunne meddele, at Center for Kultur og Fritid har søgt og modtaget en bevilling på 200.000 kroner til opførelsen af de to beachvolleybaner, som jeg tidligere har skrevet om her i nyhedsbrevet. Banerne skal ligge i Kastrup Strandpark. Støtten fra Nordea-fonden gør det muligt at tilbyde jer borgere nogle endnu bedre baner. En del af beløbet bruges desuden til sommeraktiviteter i forbindelse med indvielsen. Arbejdet går i gang her i april, og banerne forventes færdige, så de kan bruges til sommer. Vandt oscar for bedste internationale film, nu vises den i Kulturhuset Kastrup Bio Weekenden i Kulturhuset Kastrup Bio byder på både Super Mario Galaxy Filmen, Hopper og Det Mystiske Murmeldyr, I Swear, Mission: Bæver, De Forbandede År 3 – Fredens Pris og The Drama. På mandag 13/4 kl. 18.30 er der forpremiere på Affektionsværdi, som vandt Oscar for bedste internationale film. Affektionsværdi handler om kunst og liv, forældre og børn – og de historier, vi fortæller os selv om at holde fast på det hele, og den skulle være både bidende aktuel og tidsløs. Hvor er det bare dejligt, at vi har et kulturhus med biograf her i Tårnby Se mere om det hele hos Kulturhuset Kastrup Bio  Det var alt fra mig for denne gang. Rigtig god weekend.