I denne uge har jeg delt borgmestertitlen med Vega, der går i 8. klasse på Kastrupgårdsskolen og har været i praktik hos mig på rådhuset. Det har været en uge med en del aktiviteter op til folketingsvalget, som nu er lige rundt om hjørnet. Jeg håber, at alle Tårnby-borgere over 18 har fået brevstemt eller – endnu mere festligt - at I møder op på jeres valgsted og sætter kryds på tirsdag. Det er vigtigt. God valgdag.
Tak til deltagerne i spørgeskemaundersøgelse Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de forældre, børn og unge, der har taget sig tid til at svare på vores spørgeskemaundersøgelse om trivsel og fællesskaber for børn og unge i Tårnby. I Tårnby Kommune arbejder vi målrettet for at skabe stærke fællesskaber, hvor børn og unge føler sig trygge, trives og har mulighed for at lære og udvikle sig. Derfor er besvarelserne meget værdifulde. De giver os et vigtigt indblik i, hvordan fællesskaber opleves i hverdagen, og hvad der har betydning for, at børn og unge kan trives og lære. Noget særligt ved denne undersøgelse er, at vi også har spurgt børn og unge direkte. Deres perspektiver er afgørende, når vi skal udvikle de bedste rammer for trivsel og fællesskab. Spørgeskemaundersøgelsen er lavet af Tårnby Kommunes samarbejdspartnere Center for Ledelse og Human Engage, så svarene bliver behandlet uafhængigt af kommunen.  Arbejdet med at analysere de mange besvarelser går nu i gang. Resultaterne bliver et vigtigt grundlag for det videre arbejde med Stærke Børnefællesskaber vol. 2, og vi ser frem til at dele de vigtigste indsigter og næste skridt med jer, når analyserne er færdige. Græsset er grønnere i Tårnby Hvert år sender det grønne idrætsområde en tilstandsrapport over græsfodboldbanerne i Tårnby. Tilstandsrapporten er en faglig gennemgang af plejeindsatserne. Årets rapport beskriver også, at der opleves gode og positive tilbagemeldinger fra klubber og besøgende udehold, efter man i 2022 besluttede at styrke vedligeholdelsen og plejen af græsbanerne. Så det er bestemt ikke valgflæsk, når jeg efter onsdagens Økonomiudvalgsmøde, hvor rapporten for 2025 blev fremlagt, konkluderer, at græsset er grønnere i Tårnby. Sauna i Kastrup Lystbådehavn Vinterbadning og sauna er en stadig mere populær fritidsaktivitet – også her i Tårnby. Derfor har Center for Kultur og Fritid foreslået, at der i en prøveperiode etableres sauna i lystbådehavnen. Erfaringer fra prøveperioden skal bruges til at vurdere, om der skal etableres en mere permanent løsning. Økonomiudvalget har godkendt, at der kan søges midler til oprettelsen, der desuden skal finansieres af årskort og være udgiftsneutral. Derudover skal forslaget sendes i høring hos SAMKAS (samarbejde for brugere af Kastrup Lystbådehavn) og Folkeoplysningsudvalget, inden det sendes videre i politisk behandling. Fodgængerfelt på Løjtegårdsvej Borgerinddragelse er en del af mit politiske grundlag. Derfor er jeg også meget glad for, at Økonomiudvalget nu har godkendt udførslen af et nyt fodgængerfelt på Løjtegårdsvej ved stien til Travbaneparken. Det er nemlig startet som et borgerforslag med begrundelse i, at mange børn og unge benytter stien i forbindelse med fritidsaktiviteter, skole og SFO. Udførelsen forudsætter, at politiet godkender den. Møde i opgaveudvalg om partikler Torsdag den 26. marts holder vi årets første møde i opgaveudvalget om partikler. Denne gang har vi inviteret forskere fra DTU, fra Force Technology og fra Nationalt Center for Miljø og Energi – Aarhus Universitet. De skal gøre udvalget klogere på, hvad der kan være af mulige tiltag, som kan anvendes tættere på borgere for at mindske, at vi bliver udsat for partikeludledninger. Telefonkæde for enlige ældre Vidste du, at vi her i Tårnby har en telefonkæde, som man kan blive en del af, hvis man er ældre og bor alene? Er man medlem, bliver man hver morgen ringet op, hvorefter man selv ringer videre til det næste medlem på listen. På den måde er man dagligt i dialog med andre mennesker, hvilket kan være en opmuntring i sig selv, men kæden er også et sikkerhedsnet ved pludselig opstået sygdom, eller hvis man kommer ud for en ulykke sit hjem. Det er Tårnby Brandvæsen, der hver morgen kl. 8.30 starter kæden, også på helligdage og i weekender. Bliver opkaldet ikke besvaret, underrettes brandvæsnet, der undersøger sagen og sørger for, at kæden optages igen. Fællesskabet byder desuden på frokost én gang om året. For at blive medlem skal du kontakte Ydelsesservice (ring 32 47 17 00) og udfylde en ansøgning. Efterfølgende modtager du et opstartsbrev og en telefonkædeliste, så du kan se de andre borgere på din liste. Du skal på forhånd aflevere en kopi af din husnøgle til Tårnby Brandvæsen, bo i Tårnby, være enlig og have en telefon. Familierådets målgruppe udvides Familierådet blev oprindeligt etableret for at styrke samarbejdet mellem forældre og Familierådgivningen. Formålet med Familierådet vil også fremover være at forstærke familiernes stemme i udviklingen af kommunens indsatser i forhold til børn og unge med særlige behov, herunder handicap, psykiske udfordringer og sociale udfordringer. Målgruppen har hidtil været familier med børn og unge i alderen 0-17 år. Fremover omfattes den af unge op til 25 år. Læs mere om Familierådet  Foredrag den 26. marts: Den korteste vej til et langt og sundt liv De fleste har en fornemmelse af, hvad der skal til for at leve sundt og opnå et langt og godt liv. Men de færreste har en idé om, hvad der faktisk har den største effekt på vores livssundhed. Er det kosten, vinterbadning, moderate mængder af alkohol, faste, søvn, vægt, motion, mental sundhed, rygestop eller sociale relationer? Torsdag den 26. marts kl. 1815. inviterer Sundhedscenter Tårnby i samarbejde med Folkeuniversitetet til foredrag om den korteste vej til et langt og sundt liv. Ph.d. Bo Falck Hansen fra Novo Nordisk giver konkrete råd om motion, rygestop, mental sundhed og sociale relationer – og hvordan små ændringer kan gøre en stor forskel. Til foredraget vil du også blive præsenteret for simple tests, man kan lave for at bedømme sin form, styrke og balance. På den måde vil det være muligt at bedømme din sundheds tilstand og se udviklingen i den. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding via hjemmesiden  Borgmesterkontoret rykkede ud til Sundhedscentret Torsdag eftermiddag rykkede Vega (borgmesterpraktikanten) og jeg borgmesterkontoret over i Sundhedscentret, hvor I borgere havde mulighed for at kigge forbi og drøfte de emner, der optager jer. Vi fik både drøftet beskyttelse af sjældne fugle, kommunens tilbud til borgere i alderen 50-55, flystøj, beskyttelsesrum, advokathjælp og grønne hensyn ved byggeri. Jeg sætter stor pris på at komme ud og møde jer borgere og høre om de ting, der optager jer. Stor tak til alle, der kiggede forbi og gjorde mig klogere. Læs også Vegas fine beskrivelse af arrangementet og hendes uge i borgmesterpraktik på min Facebook-side. Valg og fintælling næste uge Så er det på tirsdag, vi alle samme skal op at stemme. Det bliver spændende. Jeg skal desuden ud at besøge valgstederne – både i Tårnby og Dragør, som vi også er valgkredsansvarlig for. Det bliver spændende. Onsdag skal der fintælles i Amagerhallen. Det er noget, en stor del af vores administrative personale er engageret i. Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.