Jeg er netop hjemvendt fra KL Topmøde i Aalborg og går weekenden i møde i fantastisk fredagshumør. Jeg håber, at du vil læse med i denne uges tilbageblik.
Demokrati og stærke fællesskaber
Som jeg også nævnte i sidste uges nyhedsbrev, har der i denne uge været KL Topmøde i Aalborg. Her har jeg sammen med andre lokalpolitikere og borgmestre fra landets kommuner mødtes til faglige drøftelser og oplæg med temaet ”En del af det kommunale fællesskab”. Det har været meget interessante debatter og samtaler, og så er det altid en fornøjelse at mødes med mine kollegaer fra andre kommunalbestyrelser i landets kommuner og en anledning til både at hilse på nye ansigter og møde gamle bekendtskaber. Det kommende folketingsvalg har naturligvis også fyldt en del i samtalerne mellem mine kollegaer og mig.
Praktikant på borgmesterkontoret
I næste uge venter endnu en uge med spændende aktiviteter, hvor jeg blandt andet får en skoleelev i praktik på borgmesterkontoret, som ugen igennem skal følge mit arbejde som borgmester og administrationens arbejde på rådhuset. Det er altid en fornøjelse at møde kommunens unge engagerede borgere, der har mange idéer og perspektiver på hverdagen i kommunen.
Pop-up på Tårnby Gymnasium
På Tårnby Gymnasium har mange stemmeberettigede unge mennesker allerede afgivet deres stemmer til det kommende folketingsvalg den 24. marts. Kommunen har positive erfaringer med at give borgere mulighed for at brevstemme på udvalgte lokationer, hvor mange mennesker har deres daglige gang i hverdagen. Derfor har der i denne uge været et pop-up valgsted på gymnasiet, hvor hele 143 elever og lærere benyttede muligheden for at brevstemme.
Har du ikke mulighed for at stemme på valgdagen, kan du brevstemme i Borgerservice på Tårnby Rådhus eller Tårnby Kommunebiblioteker. Du kan stemme indenfor normale åbningstider, men både Borgerservice og bibliotekerne har udvidet åbningstider frem til den 20. marts, hvor der er frist for at brevstemme frem til kl. 16.00.
Du kan læse mere om at brevstemme her:
Brevstemmer
Lavere forældrebetaling og flere medarbejdere i Tårnbys dagtilbud
Tårnby Kommune vælger allerede nu at give børnefamilierne en økonomisk håndsrækning. Selvom det først bliver et lovkrav fra den 1. januar 2027 at sænke forældrebetalingen, har Økonomiudvalget besluttet at fremrykke nedsættelsen, så den træder i kraft allerede den 1. april 2026. Samtidig styrkes dagtilbudsområdet med ansættelse af 22 nye pædagogiske medarbejdere fra den 1. august 2026. Det betyder, at Tårnby både sænker betalingen for familierne og investerer i flere voksne tæt på børnene.
Find taksterne på kommunens hjemmeside
Styrket fokus på kvalitet i dagtilbud
Ledelsen i kommunens dagtilbud har i denne uge været samlet til to inspirerende dage med fokus på ”KIDS”, der er et redskab til at understøtte det systematiske arbejde med pædagogisk kvalitet i praksis. Der blev gennem oplæg og faglige dialoger sat fokus på, hvordan kvalitet i børns hverdag kan observeres og udvikles. Kursuserne markerer begyndelsen på kommunens nye pædagogiske tilsyn, hvor der er skarpere fokus på kvaliteten i børns hverdag – med særligt blik på gode børnemiljøer i dagtilbuddene.
Navneskift på vej
Fra de yngste borgere til de lidt ældre borgere i kommunen, kan jeg fortælle, at det i denne uge er blevet besluttet, at Pensionshuset Bordinghus skifter navn til Seniorhuset Bordinghus. Bordinghus er et stemningsfyldt samlingssted med en smuk tilhørende have, der danner rammen om mange aktiviteter og initiativer for kommunens borgere, der er fyldt 60 år og bor i eget hjem. Formålet med ændringen er at modernisere navnet, da man ikke behøver at være pensionist for at benytte og besøge samlingsstedet. Det nye navn skal give flere borgere over 60 år lyst til at benytte Bordinghus og henvende sig til både pensionister såvel som borgere, er stadig er aktive på arbejdsmarkedet.
Læs mere om Bordinghus og kommende aktiviteter på kommunens hjemmeside:
Bordinghus
Oplæg i Danmarks Biblioteksforening
I denne uge har jeg været inviteret til inspirationstræf i Danmarks Biblioteksforening for at tale om betydningen af bibliotekerne, og hvordan de skaber sammenhængskraft i vores samfund. Bibliotekerne er et åbent rum for alle, hvor man kan være nysgerrig, finde ro, udvide sin viden og samtidigt blive en del af et lokalt fællesskab, og hvor mennesker mødes på tværs af generationer, interesser og baggrunde.
Besøgstallene på kommunens biblioteker fra 2025, synes jeg, afspejler den store betydning som bibliotekerne har for kommunens ca. 44.000 borgere. Tallene viser nemlig, at der gennem 2025 har været mere end 450.000 besøg og over 362.000 udlån.
Årsmøde i Ældre Sagen
I morgen er jeg inviteret til årsmøde i Ældre Sagen, hvor jeg skal fortælle om, hvor langt kommunen er med de nationale reformer, der har indflydelse på Ældreområdet og seniorlivet generelt for borgere i kommunen. Ældre Sagen i Tårnby er en af kommunens mange engagerede foreninger med stærke og betydningsfulde indsatser for vores ældre borgere. Som borger og lokalpolitiker er jeg utrolig glad for den store indsats og de mange initiativer som Ældre Sagen bidrager med i kommunen til gavn for Tårnbys ældre borger, og jeg glæder mig til at være med på foreningens årsmøde.
BibMester – nyt tilbud for 3. klasser på Tårnby Bibliotek
Hvem kan stable det højeste tårn af kasserede bøger i alfabetisk rækkefølge på 2 minutter? Tegne en falsk forside med venstre hånd? Bygge en bog i LEGO? Spille bogtennis? På Tårnby Bibliotekerne får elever i 3. klasse nu mulighed for en noget utraditionel introduktion til biblioteket inspireret af tv-programmet Stormester.
For at blive BibMester kæmper eleverne i fem grupper om Den Gyldne Bog ved at løse alskens vanvittige, sjove, kreative og til dels litterære opgaver. Med BibMester vil biblioteket tilbyde eleverne en anderledes og positiv biblioteksoplevelse, som giver eleverne lyst til at besøge biblioteket igen.
Pusle Helmuth: Fra barnestjerne til Vild med dans
Mange danskere (mig selv inkluderet) husker og elsker de første ”Min søsters børn”-film fra slutningen af 60’erne. Dem, der gjorde den dengang 3-årige Pusle Helmuth landskendt med sit kække smil og sine godnatbajere.
Livet efter en barndom som en af Danmarks største barnestjerner var ikke nemt, og det er først sent i livet, at Pusle Helmuth har fundet sin plads.
Den 19. marts kl. 15.00 kan du møde Pusle Helmuth på Tårnby Hovedbibliotek. Hun fortæller om, hvad det har betydet for hende at blive gjort til stjerne i så tidlig en alder, og hvordan tingene begyndte at falde på plads, da hun fik bearbejdet sin fortid.
Senest har Pusle medvirket i ”Vild med dans” – noget hun havde drømt om i mange år.
Det koster 35 kr. at deltage inkl. kaffe og kage.
Find billetter her
Weekenden i Kulturhuset Kastrup Bio
Weekenden i Kulturhuset Kastrup Bio byder på muligheden for at se både Hamnet og Marty Supreme, de er nomineret til henholdsvis otte og ni priser ved oscaruddelingen. Desuden vises de Danmarkspremiereaktuelle film ”Bakkekøbing – fuld gas” og ”How To Make a Killing”.
Det er også stadig muligt at se ”Mission: Bæver”, ”The Bride” og ”Klassefesten”.
Onsdag den 18. marts er der Pyjamasbio med højtlæsning og en lille film for børn fra 3 år og deres voksne. Pyjamasbio er et samarbejde mellem Tårnby Kommunebiblioteker og Kulturhuset Kastrup Bio.
Gratis billetter til Pyjamasbio findes på www.kulturhusetkastrupbio.dk
Torsdag den 19. marts er der Danmarkspremiere på ”De Forbandede År 3 – Fredens Pris” og ”Project Hail Mary”.
Læs mere om det hele på www.kulturhusetkastrupbio.dk
Tak fordi du læste med. God weekend!