Planerne om en kommende datavirksomhed ved Ugandavej giver anledning til spørgsmål fra naboer til grunden og andre interesserede borgere. Derfor inviterer vi til et borgerinformationsmøde for de borgere, som bliver berørt af projektet, hvor der vil være mulighed for at informere om konkret viden om projektet, hører mere om den igangværende byggesag og stille spørgsmål.
Grunden ved Ugandavej (erhvervsområde ved Hjallerup Allé lokalplanen nr. 57) blev solgt til den hollandske virksomhed Penta Infra, der overtog grunden den 1. september 2024 med det formål at bygge et datacenter på grunden. Gældende lokalplan for området, som blev vedtaget i 1987, giver tilladelse til at drive denne type virksomhed. Det vil også sige, at området har været udlagt til et erhvervsområde, hvorfra det er muligt at drive denne type af virksomhed efter de danske regler. Kommunen modtog en ansøgning om byggetilladelse fra Penta Infra den 29. juni 2025. Da det er et omfangsrigt projekt med tekniske installationer og tilpasninger undervejs har sagsbehandlingen såvel som ansøgers rettelser og afklaringer taget lang tid. Derfor er byggesagen fortsat i gang. Vi forstår, at opførelsen af en datavirksomhed giver anledning til spørgsmål, og for at skabe større indsigt i projektet inviterer kommunen derfor til et borgerinformationsmøde. På mødet kan du få en status på de aktuelle forhold i projektet, høre om det daglige virke i et datacenter, og der vil være mulighed for at få svar på spørgsmål. Der vil komme flere informationer om tid og sted for borgerinformationsmødet hurtigst muligt. Du kan finde svar på ofte stillede spørgsmål nedenfor. FAQ vil løbende blive opdateret, når vi kender de faktuelle forhold i projektet. FAQ Vil der komme en naboorientering? Ifølge planlovens § 20 skal naboer orienteres og kunne komme med bemærkninger forud for meddelelse af dispensation fra en lokalplan. Det vil naturligvis også gøre sig gældende i forhold til dette projekt. Vil der være støj fra datacenteret, når byggeriet er færdigt? I denne type projekter tæt på beboelsesområder vil kommunen kræve en støjkortlægning og have fokus på, at virksomheden overholder de gældende regler på området. Den igangværende byggesag er fortsat under behandling. Kommunen har dags dato ikke modtaget en ansøgning om miljøgodkendelse, og derfor er kommunen ikke i gang med en sagsbehandling af støj på nuværende tidspunkt. Virksomheden skal overholde støjkrav, der er fastlagt af miljøstyrelsen. Med dette gælder, at virksomheden skal opfylde Miljøstyrelsens vejledning 5 om ekstern støj og vejledning 9 vedrørende lavfrekvent støj. Læs Miljøstyrelsens vejledninger her: Vejledning fra miljøstyrelsen – Ekstern støj fra virksomheder, vejledning nr. 5/1984 Grænseværdier for støj fra virksomheder og for lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer  Vil der være lysforurening? I forbindelse med ansøgningen om byggetilladelse er det skrevet i projektopsummeringen, at udendørs belysning designes til at minimere lysforurening. Det vil sige, at der anvendes dark sky certificerede belysningsarmaturer. Hvor meget elektricitet skal datacentret bruge? Virksomheden har oplyst, at med den dimensionerende belastning med 100 % drift af den fulde IT-kapacitet over hele året, estimeres strømforbruget at ligge mellem 220 GWh uden kontinuerlig eksport af overskudsvarme til fjernvarmenettet, og 245 GWh med kontinuerlig eksport til fjernvarmenettet. Elnettet og forsyningen har ansvaret for at levere den nødvendige kapacitet til datacenteret. Bemærk at der er tale om estimerede værdier, der vil afhænge af det endelige projekt. Hvor meget vand forventes til køling? Virksomheden har oplyst, at datacentrets estimerede WUE (Water Usage Effectiveness) ligger på 0,011, hvilket er meget lavt. Det lave WUE-tal opnås ved at benytte tørkølere i stedet for vandbaseret køling som eksempelvis fordampningskøling. Vandforbruget vedrører primært befugtning af grundventilationen. Det samlede direkte årlige vandforbrug til disse systemer udgør i den estimerede maksværdi knap 2.000 m³. Bemærk at der er tale om estimerede værdier, der vil afhænge af det endelige projekt. Har et datacenter indvirkning på luftkvaliteten? Virksomheden har oplyst, at datacentrets nødstrømsgeneratorer vil udlede emissioner til luften, primært kvælstofoxider (NOx) og kulilte (CO) i forbindelse med test, vedligeholdelse og eventuel nøddrift. Generatorernes skorstenshøjder er dimensioneret på baggrund af OML-spredningsberegninger for at sikre overholdelse af de gældende danske luftkvalitetsgrænseværdier (B-værdier). Der forventes derfor ingen væsentlig påvirkning af luftkvaliteten i omgivelserne. Hvorfor lige på Ugandavej? Efter grunden havde været i udbud, blev den solgt til Penta Infra. Virksomhedens formål om at brygge datacenter på grunden levede op til den gældende lokalplan. Vil der blive genereret overskudsvarme til husstande? I Danmark har Penta Infra i forvejen et datacenter i Glostrup. Her genbruger man den varme, der genereres fra datacentret. Overskudsvarmen bliver til varme til cirka 1.500 hjem på vestegnen. Det er hensigten, at datacentret på Ugandavej også skal levere overskudsvarme. Dette forventes at ske i samarbejde med fjernvarmeselskabet CTR (fælleskommunalt interessentskab, der arbejder med bæredygtig og sammenhængende varmeforsyning i hovedstadsområdet). Med det nye anlæg i Tårnby forventes op til 2.000-2.500 husstande at kunne blive dækket af overskudsvarmen. Vil der komme mere trafik til og fra grunden? Der kan forventes øget trafik til og fra grunden i forbindelse med opførelsen af byggeriet. Efterfølgende vil trafikken være begrænset. Hvem er Penta Infra? Pentra Infra er en hollandsk virksomhed, der allerede har et datacenter i Glostrup. Derudover bygger virksomheden datacentre i andre europæiske lande som Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland.