Torsdag dannede Øresundsparken i Tårnby endnu en gang rammen om årets første Grøn-koncert, da 23.000 forventningsfulde koncertgæster indtog parken til en dag fyldt med musik, fællesskab og sommerstemning. Billetterne var blevet revet væk på rekordtid, og publikum fik musikalsk valuta for pengene fra første til sidste koncert.
På scenen stod nogle af landets største navne. Lukas Graham, Annika, Andreas Odbjerg, Tessa, Sivas, Malte Ebert, Mumle og HUGORM leverede tilsammen et alsidigt og meget veloplagt program. Og sammen med publikum skabte de en helt særlig, folkelig stemning i Øresundsparken. Borgmester Allan S. Andersen glæder sig over endnu en vellykket koncertdag i Tårnby: Som borgmester kan man kun blive stolt, når det ene store navn efter det andet indtager scenen her i Tårnby og tiltrækker så mange feststemte koncertgæster, hvoraf en stor del også er vores egne borgere. Det er flot, som Grøn-koncerterne appellerer til både unge og ældre og sælger flere billetter end nogensinde før. Jeg syntes også, det var ganske særligt i år, fordi entertainer og tidligere politiker Jacob Haugaard nu går på pension fra rollen som konferencier efter næsten fire årtier. Han tilføjer: Stor tak til kommunens medarbejdere, der har været med til at sikre, at alt spillede, som man siger. Tusind tak til de mange frivillige, der hjalp til med at passe godt på både koncertgæster og Øresundsparken. Og naturligvis til Muskelsvindfonden og Jacob for et rigtig godt samarbejde. En folkefest med et godt formål Grøn-koncerterne arrangeres af Tuborg og Muskelsvindfonden, og overskuddet går til Muskelsvindfondens arbejde for at skabe plads til forskelle og bedre vilkår for mennesker med handicap. Bag den store koncertturné står desuden hundredvis af frivillige, som hvert år er med til at få de otte udsolgte koncerter til at lykkes. Farvel til en Grøn-legende Årets turné markerede samtidig afslutningen på en æra. Entertainer Jacob Haugaard var konferencier på Grøn for sidste gang efter 39 år i rollen. Publikum fik dermed mulighed for at tage afsked med en af turnéens mest kendte skikkelser, blandt andet var en stor skulptur af entertaineren stillet op i Øresundsparken, hvor man kunne skrive en hilsen. Når koncerterne er slut, vil skulpturen ende hjemme i Jacob Haugaards have. Haugaards efterfølger, radioværten Katrine Abrahamsen var også med og overtog værtsrollen med sikker hånd. Siden Grøn-koncerterne i 2023 flyttede fra Tiøren til Øresundsparken, har Tårnby været vært for turnéens åbningskoncert. Med den centrale placering tæt på metroen og de gode rammer i parken har Øresundsparken endnu en gang vist sig som et oplagt samlingspunkt for en af Danmarks største musikalske folkefester.
stemning.jpg 1raekke.jpg gron2026.jpg malteitage.jpg annika.jpg mere1raekke.jpg mumle.jpg dame.jpg frivillige.jpg hjerte.jpg jacob-og-katrine.jpg novavaerter.jpg pladstilforskelle.jpg plakat.jpg skulpturjacobh.jpg unicorn.jpg groen_42.jpg groen_45.jpg groen_44.jpg groen_35.jpg groen_10.jpg groen_14.jpg groen_41.jpg