Dragør Kommune har mandag den 23. juni meldt ud, at de sandsynligvis trækker sig fra det fjernvarmeprojekt, der skulle forsyne dele af Dragør med fjernvarme. I Tårnby Kommune er fjernvarmeudrulningen stadig undervejs og fortsætter i de projektgodkendte områder også efter Dragørs udmelding.
Dragør Kommune har den 23. juni udsendt en pressemeddelelse, hvor de informerer om, at Økonomiudvalget og Klima-, By- og Erhvervsudvalget anbefaler, at Dragør trækker sig ud af deres del af fjernvarmeprojektet grundet manglende tilslutning og usikkerhed omkring det økonomiske fundament for fjernvarmeudrulningen. Det betyder, at Dragør Kommunes kommunalbestyrelse højst sandsynligt trækker Dragør Kommune fra projektet ved næste kommunalbestyrelsesmøde torsdag den 26. juni. Fortsat udrulning i Tårnby Udmeldingen omhandler udelukkende fjervarmeudrulningen i Dragør. I Tårnby fortsætter udrulningen som planlagt i de projektgodkendte områder. De to fjernvarmeprojekter i hhv. Dragør Kommune og Tårnby Kommune har forskellig karakter og bygger på to meget forskellige fundamenter. Hvor der i øjeblikket ikke er fjernvarmeforsyning i Dragør, er det allerede omkring halvdelen af Tårnby Kommunes borgere, hvis boliger er opvarmet af fjernvarme. Udrulningen af fjernvarme i Tårnby kører uafhængigt af fjernvarmeudrulningen i Dragør, og det er to forskellige selskaber, der står for udrulningen af fjernvarme i de to kommuner. I Tårnby er det Tårnby Forsyning Varme A/S, der har leveret varme til Tårnbys borgere i næsten 40 år. Selskabet har et stort antal private kunder samt virksomhedskunder og leverer også varme til store boligselskaber. Dette er med til at sikre det økonomiske grundlag for projektet i Tårnby, og priserne på fjernvarme har desuden været stabile i Tårnby i mange år. Fjernvarme på Vestamager Selvom det først er nu, Dragør træder ud af fjernvarmeprojektet, har der under længere tid været en dialog om, hvordan projektet skal fortsættes, hvis Dragør ikke længere er en del af projektet. CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S), som forsyner blandt andet Tårnby med varme, er stadig forpligtede til at forsyne udbygningsområderne i Tårnby– også selvom Dragør udgår af projektet. Udrulningen af fjernvarme fortsætter derfor i Tårnby på trods af udmeldingen fra Dragør Kommune, og også borgere i de planlagte områder på Vestamager vil få mulighed for at tilslutte sig fjernvarmenetværket som planlagt – rørføringen vil dog ikke gå igennem Dragør. På grund af de markante ændringer i projektet skal CTR udarbejde et nyt projektforslag for udrulningen af fjernvarme på Vestamager, som skal godkendes i Kommunalbestyrelsen, og CTR og Tårnby Forsyning forventer, at der kommer fjernvarme til området i 2029. Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, udtaler: Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at tilslutningen til fjernvarme ikke har været tilstrækkelig stor i Dragør Kommune, og at man nu vælger at trække sig helt fra projektet. Jeg ser dog stadig en udbygning af fjernvarmenetværket som den rette og grønne vej frem for Tårnby Kommune. Vi skal bidrage til en mere bæredygtig fremtid, og en udbygning af fjernvarmenetværket er et vigtigt skridt i den rigtige retning – og også et fornuftigt valg set i lyset af den nuværende sikkerhedspolitiske situation globalt set. I Tårnby er omkring halvdelen af kommunens borgere allerede på fjernvarmenetværket, og derfor er det nye projektforslag en udbygning af en allerede fungerende løsning.