Omkring 195 af Tårnbys ældre borgere har været samlet til fællesspisning i caféen i Tårnby Curling Club.
Fællesspisning er en årlig tilbagevendende og populær begivenhed arrangeret af Ældre Sagens lokalafdeling i Tårnby og er en del af det landsdækkende initiativ ”Danmark Spiser Sammen”.
Mens nogle af dagens gæster ankom sammen med nogen de kender, blev eftermiddagen for andre en måde at gense gamle venner eller møde helt nye bekendtskaber. For Ældre Sagen handlede arrangementet om at sætte fokus på ensomhed blandt ældre borgere. Forskning viser nemlig, at følelsen af ensomhed stiger i takt med, at vi bliver ældre og har mindre social kontakt.
Ensomhed er både hårdt og trist og kan have konsekvenser for ens helbred og forringe livskvaliteten.
Tårnby Kommunes borgmester, Allan S. Andersen, var også at finde blandt gæsterne. For borgmesteren handlede dagen også om mere end spisning, og han havde gode samtaler med byens ældre mellem bordene. Om arrangementet fortalte Tårnbys borgmester:
Fællesspisning handler ikke kun om maden og måltidet i sig selv, men om samværet vi får med hinanden, når vi mødes om et måltid. Det er ikke, hvad vi laver sammen, der har betydning for at mindske ensomhed. Det er det, at vi er sammen om noget, der mindsker ensomheden. Det er følelsen af at blive set og hørt – det at tale med andre – der har betydning for oplevelsen af ensomhed.
Festlig stemning og god musik
Den festlige eftermiddag blev indledt med opvarmning af håndleddene ført an af en frivillig entertainer, der også stod i spidsen for andre muntre indslag i løbet af dagen, mens der undervejs blev spillet stemningsfuld musik og sunget med på fællessange som ”Nu Falmer Skoven Trindt om Land” og ”Livstræet” kendt fra Højskolesangbogen.
Caféen i Tårnby Curling Club serverede klassiske danske madfavoritter og desserter for alle gæsterne. Caféen har i øvrigt faciliteter på trapperne, der gør, at den er tilgængelig for alle kommunens borgere.
Ældre Sagen i Tårnby og Tårnby Kommunes andre foreninger målrettet ældre borgere arrangerer løbende aktiviteter. Du kan finde flere aktiviteter via appen og hjemmesiden OplevTårnby.
Hent appen OplevTårnby
Find aktiviteter på OplevTårnbys hjemmeside
img_0708.jpg img_0828_red.jpg img_0884_red.jpg img_0910.jpg img_0754_red.jpg img_0746_red.jpg img_0800_red.jpg underholdning_red.jpg