Når børn leger og bevæger sig – og samtidig er en del af et fællesskab – har det stor betydning for deres trivsel. DGI Storkøbenhavn og Tårnby Kommune samarbejder om en tidlig indsats for børn i alderen 0-6 år.
Fælles pressemeddelelse fra Tårnby Kommune og DGI Storkøbenhavn.
Det er søndag morgen i KMB2010 – Kastrup Magleby Badmintonklub. Trænerne Rikke og Mads har gjort seks forskellige poster klar til dagens første minitonhold. Børnene på holdet render nu rundt og prøver posterne på skift. Børnene skal hoppe så højt, de kan, kaste ærteposer til hinanden og lave kolbøtter. Det lyder måske ikke umiddelbart som badmintonøvelser, men det er øvelser, der styrker børnenes motorik og introducerer dem til sporten.
”Vi prøver ikke at gøre dem gode til badminton. Vi prøver at give dem en sjov oplevelse og en glæde ved at bevæge sig. De får brændt en masse krudt af, og de får et fællesskab med de andre børn, som de forhåbentlig også kan blive venner med uden for træningen,” siger Mads, 18 år, som er minitontræner hos KMB2010.
Mads er sammen med to andre unge i foreningen ved at blive lært op som minitontræner af Rikke, der er mere erfaren i at træne de yngste børn. Efter øvelserne ved posterne skal børnene øve slag med fjerbolde og børneketchere, og senere skal de lege kryds og bolle med ærteposer.
Samarbejde mellem kommunen, institutionerne og idrætsforeningerne
”Det er virkelig fedt at være træner for så små børn. Men det er også en udfordring, for man skal virkelig leve sig ind i rollen og finde kreative og sjove måder at lære børnene, hvordan de skal holde på ketcheren, eller hvordan de skal bevæge armen for at ramme godt. Det er sjovt at prøve, og så er det også fedt at få et fællesskab med de andre unge trænere i foreningen,” siger Mads.
De nye minitonhold hos KMB er forældre-barn-træning for 3-6-årige. Det er en del af en ny indsats for børn i alderen 0-6 år, der blandt andet giver flere idrætsforeninger i Tårnby Kommune nye redskaber til at motivere de yngste børn til at træne og bevæge sig. Den anden del af indsatsen handler om, at personalet på flere af institutionerne i kommunen bliver undervist i at bidrage til børnenes mentale sundhed gennem mere bevægelse, fællesskab og meningsfulde aktiviteter. Det er daginstitutionerne Børnehuset Vægterparken og Vuggestuen på Kastrupvej, der deltager i samarbejdet.
Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, er også begejstret for den nye indsats:”Vi skaber en sammenhængende indsats, hvor vi samarbejder med dagtilbud og lokale idrætsforeninger. Samarbejdet er vigtigt, da det bidrager til en større trivsel hos børnene, og flere får mulighed for at blive en del af en idrætsforening og få bevægelse med fra de er helt små”.
Personalet på institutionerne hjælper også med at rekruttere børn til foreningerne, hvilket gør det nemmere for nogle familier at opdage de mange muligheder i lokalområdet. Indsatsen er en del af partnerskabet mellem Tårnby Kommune og DGI Storkøbenhavn, som skal sikre, at flere børn, unge og voksne i Tårnby Kommune bliver idrætsaktive og medlemmer af de lokale idrætsforeninger frem mod 2026. Undervisningen på institutionerne tager udgangspunkt i det EU-støttede projekt The ABC’s of Mental Health.