Torsdag fik ti lokale Tårnbyborgere dansk statsborgerskab til grundlovsceremoni på Tårnby Rådhus.
Det var en særligt festlig eftermiddag i Rådhushallen torsdag, hvor 10 nye statsborgere blev fejret til årets anden grundlovsceremoni i Tårnby.
Tårnbys borgmester Allan S. Andersen trykkede de nye statsborgeres hånd i forbindelse med ceremonien, men inden da indledte han fejringen med en tale, hvor han blandt andet understregede den store betydning, som statsborgerskabet, det danske fællesskab og demokratiet har:
Nu er det jeres tur til at være med til at føre demokratiet videre ved at afgive jeres stemme. For med demokratiet får alle en stemme - en mulighed for medbestemmelse.
Stærke lokale fællesskaber
Borgmesteren hyldede desuden noget af det særlige ved netop Tårnby, og de lokale fællesskaber, vi har i kommunen:
Jeg er særligt stolt af Tårnbys rige kultur- og fritidsliv, der giver os mulighed for at blive en del af mange gode fællesskaber. Vi har spændende kulturinstitutioner og mange idrætsfaciliter. Og så har vi et foreningsliv med mere end 200 foreninger, der beskæftiger sig med alt fra sport til kreative aktiviteter.
Udover en tale blev de nye statsborgere også fejret med flagalle, en smukt pyntet rådhushal og ikke mindst smukke toner fremført af Martin Buono og Ida Kudo, som også underviser på Tårnby Musikskole.
En festlig begivenhed
Blandt de fremmødte var mange forskellige nationaliteter repræsenteret – herunder Sverige, Polen og Syrien. Mange havde taget gæster med til den festlige begivenhed, og der blev knipset løs med kameraer både under selve ceremonien og efterfølgende.
Efter talen var der mulighed for at nyde en sodavand, et stykke kage eller lidt chokolade og tale med både borgmesteren og de andre fremmødte.
Se billeder fra den festlige dag:
flagalle1.jpg helehallen.jpg musik.jpg tale.jpg tale-oppefra.jpg klapsalver.jpg handtryk4.jpg handtryk1.jpg handtryk2.jpg handtryk3.jpg handtrykoppefra.jpg blomster.jpg vedbordene1.jpg forfriskninger.jpg vedbordene2.jpg kage.jpg flagalle2.jpg