Tårnby Kommune vil gerne sikre, at den tilgængelige tid i kommunens tre indendørs svømmeanlæg, Kastrup Svømmehal, Korsvejsbadet og Vestamager Svømmehal, kommer flest mulige borgere, skoleelever, brugergrupper og foreninger til gavn.
På opdrag fra kommunen har Idrættens Analyseinstitut derfor analyseret, hvordan svømmeanlæggene bliver brugt - blandt andet gennem interviews med brugere, embedsfolk og arrangører af aktiviteter, en spørgeskemaundersøgelse blandt brugere af svømmehallernes brugere og data fra tællere opsat i svømmehallerne.  Resultaterne af det omfattende analysearbejde er samlet i den vedhæftede rapport 'Vandtid i Tårnby Kommune'. Du kan læse hele rapporten her (pdf). Kultur- og Fritidsudvalget i Tårnby Kommune behandlede rapporten politisk i august og har sendt en handleplan til høring i Folkeoplysningsudvalget frem til 31. oktober 2025. Kort om resultaterne af analysen Med sine tre indendørs svømmeanlæg har Tårnby Kommune en høj dækning af svømmefaciliteter sammenlignet med andre kommuner.  Kommunens borgere har generelt kort afstand til svømmehallerne, typisk under 10 minutters cykeltid til nærmest anlæg, hvilket er meget kortere afstand end gennemsnittet på landsplan.  Tilfredshed med faciliteterne De aktører, der arrangerer aktiviteter i svømmefaciliteterne, er generelt godt tilfredse med anlæggene og samarbejdet med kommunens personale. En brugerundersøgelse viser, at brugertilfredsheden varierer mellem hallerne. Vestamager scorer rigtigt flot i brugertilfredshedsundersøgelserne.  Korsvejsbadet scorer lavest, men udfylder sin rolle som et trænings- og motionsbassin til fulde. Booking og brug af vandtid Det er muligt at skaffe mere vandtid i Tårnby Kommune: Korsvejsbadet bruges kun af foreninger og skoler, og her er store dele af dagtimerne i hverdagene (07.30-15.30) ledige. 33 ud af 40 timer er enten ikke booket, eller også bliver den tildelte tid ikke brugt. Kastrup Svømmehal bruges primært af foreninger, oplysningsforbund og skoler og har få offentlige åbningstider. Her er der ca. 12 timer i hverdagenes dagstider, der ikke udnyttes om ugen. Vestamager Svømmehal er bygget til betalende (offentlige) gæster, men kunne også udnyttes bedre, ved at se på om åbningstiderne matcher behovet blandt brugerne. Gode fremtidsmuligheder Der forventes kun en beskeden vækst i befolkningstallet i kommunen frem mod 2033, og analysen viser, at med de eksisterende svømmeanlæg har  Tårnby Kommune gode forudsætninger for at imødekomme borgernes, foreningernes og andre brugergruppers behov for svømmefaciliteter både nu og i fremtiden.  Men faciliteterne kan udnyttes bedre ved at justere på åbningstider og  nye måder at tildele tider og bookinger på. Andre metoder til at udnytte vandtiden mere effektivt kan ske ved at målrette noget af tiden i faciliteterne til bestemte brugergrupper og ved forbedre nogle af de fysiske forhold.