Torsdag besøgte en litauisk delegation de to botilbud Falhøj og Jershøj i Tårnby. Besøget bød på spændende samtaler, læring og gensidig inspiration.
Da en delegation af 7 lærere fra en skole i den litauiske by Biržai besøgte Falhøj og Jershøj, var der fokus på udveksling af erfaringer på tværs af grænser, læring, nye ideer og inspiration. Deltagerne i den litauiske delegation arbejder til daglig med børn med særlige behov inden for autismespektret. Som en del af deres studiebesøg i Danmark var de forbi Tårnbys to botilbud Falhøj og Jershøj, hvor borgere med fx autisme eller en hjerneskade kan få en midlertidig bolig. Inspiration og nye idéer Viceborgmester Einer Lyduch bød delegationens deltagere velkommen til Tårnby i en velkomsttale, hvor han fortalte om Falhøj og Jershøj og satte fokus på muligheden for at lære af hinanden. Han sagde blandt andet: Jeg er sikker på, at vi ved at dele erfaringer vil få ny inspiration og nye ideer. Einer Lyduch understregede desuden vigtigheden af tilbuddene og muligheden for at kunne tilbyde borgerne et trygt fællesskab: Vi har set gode resultater af arbejdet her, og det at kunne tilbringe tid med andre er helt essentielt for det mentale helbred Efter viceborgmesterens velkomst fortalte leder af Falhøj, Jershøj og aktivitetscentret Gro, Dan Krusell, mere om hvordan man konkret arbejder med at støtte beboerne til at opretholde gode hverdagsrutiner og en velfungerende dagligdag. De deltagende lærere fra Biržai i Litauen havde i løbet af oplægget god mulighed for at stille spørgsmål til metoder og tilgange i Tårnby og også dele egne erfaringer på området. Brigita, som var en af delegationens deltagere, fortalte, at hun sætter stor pris på muligheden for at lære mere om indsatsen i Tårnby. Vi har ikke tilbud som Falhøj og Jershøj i Litauen, så derfor er det rigtig spændende for os at opleve arbejdet her. Det er meget inspirerende. Støtte til et mere selvstændigt liv Falhøj og Jershøj tilbyder midlertidige boliger til borgere i aldersgruppen 18-35 år med et handicap eller autisme, som ikke har behov for hjælp hele døgnet. Boligtilbuddene har fokus på at hjælpe beboerne til at leve et mere selvstændigt liv på beboerens egne vilkår. Medarbejderne arbejder ud fra beboernes kompetencer og ønsker og støtter udvikling og mestring af eget liv. Samtidig bliver beboerne også i et trygt miljø en del af et fællesskab med andre unge i lignende situationer. Der er fokus på at styrke fællesskabet gennem fx fællesspisning, hvor beboerne selv laver mad, samt mulighed for at deltage i fællesaktiviteter såsom filmhygge, gåture og mindfulness.