Vi vil gerne informere dig om, at den private leverandør Hjemmehjælpen A/S, som leverer hjemmehjælp, til dig der har tilvalgt leverandøren, desværre er taget under rekonstruktion. Du vil fortsat modtage din hjemmehjælp, præcis som du plejer, hvis du er en af dem, der har tilvalgt Hjemmehjælpen A/S.
Det vigtigste først
Du vil fortsat modtage din hjemmehjælp, præcis som du plejer, hvis du er en af dem, der har tilvalgt Hjemmehjælpen A/S. Hjemmehjælpen A/S fortsætter med at levere ydelser under hele rekonstruktionsprocessen. Du vil altså ikke opleve nogen forskel i din hverdag lige nu.
Hvad er næste skridt?
Målet med rekonstruktionen er i første omgang at finde en anden privat virksomhed, der kan købe og overtage driften af Hjemmehjælpen A/S.
Hvis der findes en køber: Bliver Hjemmehjælpen A/S solgt, vil du, som har haft hjemmehjælpen A/S som hjemmeplejeleverandør, automatisk få den nye virksomhed som din leverandør.
Hvis der ikke findes en køber: Skulle det mod forventning ikke lykkes at finde en køber, træder Tårnby Kommune til og overtager ansvaret for hjemmehjælpen. Det betyder, at du i så fald vil modtage hjælp fra kommunens hjemmepleje.
Vi følger tæt op og holder dig orienteret
Vi ved, at sådan en situation kan skabe utryghed. Derfor vil vi gerne forsikre dig om, at Tårnby Kommune følger situationen meget tæt. Vi er i løbende dialog med Hjemmehjælpen A/S for at sikre, at alle borgere fortsat får den hjælp, de har brug for.
Du kan også altid finde opdateret information her på Tårnby Kommunes hjemmeside. Vi er her for at sikre, at du får den hjælp og støtte, du har behov for, uanset hvad der sker.