Vidste du, at du kan brevstemme i hele landet, ikke kun den kommune, du bor i? Det betyder også, at der for tiden bliver sendt en del post mellem kommunerne. Og de sidste dage op til valget er der ekstra postbiler på vejene for at sikre, at brevstemmerne når frem til tiden.
1. Du kan stemme hvor i landet du vil: I gamle dage måtte du kun brevstemme, hvis du kunne dokumentere, at du ikke havde mulighed for at møde op på valgdagen. I dag er brevstemmen blevet en ret, som alle borgere har, og du kan brevstemme i hele landet, ikke kun den kommune, du bor i. Perioden, hvor du kan brevstemme op til kommunalvalget, varer i år fra 7. oktober til 14. november. Hver dag i denne periode modtager Tårnby Kommune også stemmer fra borgere, der hører til andre kommuner. 2. Valgkort er ikke nødvendigt Når du brevstemmer, behøver du ikke at medbringe dit valgkort. Pas, kørekort og sundhedskort tæller også som identifikation. 3. Brevstem når du låner bøger Måske er det svært for dig at nå at stemme på valgdagen den 18. november. Måske foretrækker du bare at gøre det i ro og mag eller i forbindelse med noget, du alligevel skal nå. På vores to biblioteker kan du fx stemme, når du låner bøger. Du kan også brevstemme i Borgerservice. Er du syg eller mangler du førlighed, kan du anmode om at brevstemme i dit hjem.  Borgerservice tager også ud til kommunens plejehjem og daghjem og sørger for, at beboerne får mulighed for at brevstemme. 4. Mellemkommunal aftale sikrer at posten når frem For at sikre, at alle brevstemmer når frem inden valget, kører Post Nords postbiler den 6. og 15. november ud til alle kommuner, henter de brevstemmer, der skal til andre kommuner, sorterer dem og kører dem ud i de pågældende kommuner dagen efter. Aftalen kaldes den mellemkommunale brevstemme-aftale. 5. Din stemmeseddel åbnes først på valgdagen Selvom alle brevstemmer når frem til de respektive kommuner inden valget, må de ikke åbnes og tælles sammen før selve valgdagen, hvor de bliver gjort op sammen med de øvrige stemmer. Ved forrige kommunalvalg i 2021 modtog Tårnby Kommune i alt 2644 stemmer som brevstemmer. Læs mere om hvor og hvornår du kan brevstemme