15 Tårnby-borgere har fået dansk statsborgerskab. Det blev markeret til grundlovsceremoni på Tårnby Rådhus torsdag eftermiddag.
Dannebrogsflagene vajede smukt i vinden langs rådhuspladsen torsdag eftermiddag. Anledningen var, at vi holdt grundlovsceremoni for at markere, at 15 Tårnby-borgere er blevet danske statsborgere.
Traditionen tro blev ceremonien holdt i Rådhushallen, som i dagens anledning var pyntet op med flag, fane og blomster, og imens de nye statsborgere og deres familier tog plads i salen, kunne de nyde musik, som Ida Kudo og Jacob Broholm fra Tårnby Musikskole leverede.
Herefter bød borgmester Allan S. Andersen velkommen til grundlovsceremonien:
”Det er altid en stor dag, når vi kan ønske vores borgere her i Tårnby tillykke med statsborgerskabet. Det er en dag, jeg som borgmester altid ser meget frem til, og det er en dag, hvor vi alle her på rådhuset kan mærke den stemning af glæde og forventning, som I kommer med.”
”Jeg har personligt glædet mig til at kunne give jer alle sammen hånden og ønske jer tillykke. Men først og fremmest er i dag en stor dag for jer. Det er en dag, I har set frem til længe, og I har gjort en stor indsats for at nå så langt.”
Efter velkomsttalen blev de nye statsborgere kaldt op en efter, så de hver især kunne underskrive statsborgerskabserklæringen, som også borgmesteren underskrev. Herefter gav de hånd til borgmesteren, som lykønskede dem, og gik fra den formelle del af ceremonien som danske statsborgere.
Smilene var store undervejs, og der blev taget mange fotos for at mindes dagen. Efter den formelle del af ceremonien, var der stillet an med cafeborde i rådhushallen, og der var mulighed for at nyde et stykke kage og fejre dagen, alt imens Ida Kudo sang og Jacob Broholm spillede flere stemningsfyldte numre.
img_0325_ny.jpg img_0341.jpg img_0396.jpg img_0429.jpg img_0442.jpg img_0478.jpg img_0453.jpg img_0485.jpg img_0492.jpg img_0496.jpg img_0510.jpg img_e0482.jpg img_0417.jpg