Torsdag mødtes repræsentanter fra civilsamfund, virksomheder, Tårnby Kommune og den unge målgruppe for at diskutere fremtidens indsats for Tårnbys unge.
I september var Tårnby en af værtsbyerne for kick-off af Ungeløftet. En national indsats målrettet de cirka 43.000 unge i Danmark, der hverken er i job eller i uddannelse. Arbejdet med at udvikle på indsatsen, der i Tårnby går under navnet Tårnbyløftet, fortsatte til et dialogforum arrangeret af Tårnby kommune, hvor udfordringer, initiativer og mål blev drøftet i fokusgrupper. Samarbejde på tværs Inden fokusgrupperne tog hul på tematikkerne, bød borgmester Allan S. Andersen velkommen i Ungecentret, hvor dialogforum blev afholdt, og satte samtidig fokus på vigtigheden af samarbejde: Det er klart, at vi ikke får flere unge i beskæftigelse, i uddannelse og ind i meningsfulde fællesskaber med et knips med fingrene. Det kræver en helhedsorienteret og bred indsats med inputs fra mange parter. Det kræver, at vi som kommune lytter og kontinuerligt udvikler os. Og det kræver jer, der sidder her i dag. Centerchef for Beskæftigelse og Borgerservice, Christel Højvang Kyed, præsenterede tal og fakta for uddannelses- og beskæftigelsesområdet i Tårnby Kommune. Deltagerne fik også en gennemgang af resultaterne af en række interview med unge, der fungerede som dataafsæt og fundament for den videre dialog om mulige indsatser og initiativer i Tårnby. Et stort engagement Opdelt i tre fokusgrupper drøftede virksomheder, unge, foreningslivet og uddannelsessektoren herefter tematikkerne job og uddannelse, fritid og fællesskaber samt de unges stemmer. Det ledte til spændende og mangefacetterede drøftelser med udgangspunkt i de forskelligartede perspektiver repræsenteret ved bordene. Det blev blandt andet drøftet, hvordan man bedst kan hjælpe unge, der kæmper med angst, hvilke eksisterende indsatser der er gode erfaringer med, og hvordan virksomhederne kan bidrage til Tårnbyløftet.  Efter dialogforum fortalte borgmester Allan S. Andersen, at han sætter stor pris på de fremmødtes bidrag og input: Jeg mærkede et stort engagement til dialogforum for Ungeløftet. Det er fantastisk at opleve, hvordan vores lokalsamfund virkelig kerer sig om fællesskabet og den unge målgruppe. Jeg ser meget frem til at følge det videre arbejde.
alle.jpg allan-taler.jpg christel.jpg snakvedborde.jpg postits3.jpg bord1.jpg bord2.jpg postits.jpg kageperson1.jpg kageperson2.jpg postits2.jpg