Lørdag var 40 nye Tårnby-borgere på bustur rundt i kommunen. Dagens guide var borgmester Allan S. Andersen, som gav dem et indblik i den kommune, de netop er flyttet til. Undervejs var der stop ved kulturhuset Kulturzonen, og dagen sluttede på kunstmuseet Kastrupgårdsamlingen med kaffe og kage. Busturen afholdes to gange om året for nytilflyttede borgere.
Tårnby viste sig fra sin smukkeste side med sol og skyfri himmel, da 40 nytilflyttede Tårnby-borgere lørdag var på guidet tur rundt i kommunen. Arrangementet afholdes to gange årligt og er en mulighed for, at de borgere, der netop er flyttet hertil, kan få et indblik i deres nye hjemkommune.  Turen foregår i bus, og guiden er borgmester Allan S. Andersen. Undervejs kommer de rundt i alle dele af kommunen, og borgmesteren fortæller både fakta og sjove anekdoter om Tårnby. Borgmester Allan S. Andersen siger om arrangementet: Det er altid en fornøjelse at møde vores nye borgere og vise dem vores fantastiske kommune, der byder på alt fra et rigt kultur- og fritidsliv, spændende erhvervsliv til masser af skøn natur. Jeg oplevede, at stemningen var rigtig god, og at der blev snakket godt på tværs af de mange fremmødte. Busturen gik blandt andet forbi Den Blå planet, Vestamager Svømmehal, dagtilbud, skoler, plejehjem. Undervejs var der også et lille pitstop ved Kulturzonen, der rummer kulturhus og musikskole. Her fortalte souschef Rikke Hjortkjær om de mange aktiviteter, der tilbydes i kulturhuset, og om musikskolen, som er til stor glæde for kommunens musikinteresserede børn og unge.  Arrangementet blev rundet af på Tårnby Kommunes kunstmuseum Kastrupgårdsamlingen, hvor der var mulighed for at se den aktuelle udstilling ”Med Tryk på –  HuskMitNavn”. Her var der også stillet an med kaffe og kage til dagens deltagere.
bustur-1.jpg bustur-2.jpg bustur-3.jpg bustur.jpg bustur-4.jpg bustur-5.jpg bustur-6.jpg bustur-7.jpg