En samlet kommunalbestyrelse står bag budgetaftalen for 2026. Den brede enighed vidner om et stærkt fælles ønske om at tage ansvar for en solid økonomi og sikre et maksimalt løft på både service- og anlæg til gavn for borgere og erhvervsliv.
Et markant løft til børn og unge, som har brug for støtte. Flere midler til ældreområdet og anlægsinvesteringer, der skal fremtidssikre Tårnby Kommune. Det er nogle af de tiltag, kommunalbestyrelsen i Tårnby, bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne, Moderaterne, Tårnby Listen, Dansk Folkeparti og løsgænger Dorthe Hecht, er nået til enighed om.
Dermed er Tårnby Kommunes budgetaftale for 2026 nu på plads.
Borgmester Allan S. Andersen takker partierne bag forliget for den gode proces. Han siger om aftalen:
Det er et rigtig stærkt signal, at vi er nået til enighed om denne aftale – og så i et valgår! Vi styrker markant det specialiserede socialområde for børn og unge, ligesom vi også styrker det specialiserede voksenområde. Vi løfter ældreområdet markant og imødegå det demografiske træk med flere ældre. Vi sætter også penge af til at kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Endelig gennemfører vi vigtige anlægsinvesteringer, der blandt andet styrker infrastrukturen og den grønne omstilling.
Skatten forbliver uændret og er fortsat blandt landets laveste.
De nye tiltag betyder, at parterne bruger det maksimalt tilladte på service og anlæg.
Forligspartierne siger i en fælles udtalelse om aftalen:
Vi står sammen om at sikre en solid økonomi, samtidig med at vi sikrer udvikling og tilfører midler til børne- ungeområdet, voksenområdet og også flere ressourcer til det voksende ældreområde. Også på anlæg bruger vi det maksimalt tilladte for at fremtidssikre vores infrastruktur og værne om de værdier, der gør Tårnby Kommune til en attraktiv og grøn kommune at bo og drive erhverv i.
Overordnet betyder aftalen, at der i 2026 forventes et kassetræk på 59 millioner.
Udpluk fra punkter af aftalen:
Skatten fastholdes på 24,1 procent
Det specialiserede socialområde for børn og unge tilføres yderligere 10 mio. kr. årligt
Det specialiserede socialområde for voksne tilføres 10 mio. kr.
Kultur- og fritidsområdet fastholder den høje service til glæde for borgerne, samt nyinvesteringer i idrætsområdet.
Ældreområdet løftes med 18 millioner
Der afsættes 22 mio. kr. årligt til renovering og modernisering af skoler og skole-it (over en fireårig periode).
Der afsættes 81 mio. kr. over en fireårig periode til klimatiltag, herunder fortsat udrulning af fjernvarme samt miljøkonsekvensvurdering i forlængelse af finanslovsaftalen om stormflodssikring
Forhøjet budget til støjdæmpende asfalt på 4 mio. kr. i 2026 og 5. mio. til renovering af Amager Strandvej, samt 1 mio. til sikring af den sydligste del af Amager Landevej
Idrætsområdet styrkes ved at der i 2026 afsættes 2,6 mio. kr. til etablering af to/tre padeltennis-baner ved Vestamager Idrætsanlæg samt 9 mio. kr. til udbygning og fremtidssikring af kunstgræsbaner
Investering på 22 mio. kr. i det nye erhvervsområde Kirstinehøj III over perioden 2026-2029
Ny pulje på 5 mio. kr. til tiltrækning og tilknytning af arbejdskraft
Der afsættes 2,9 mio. kr. til drift af vores skøjtehal for 2026.
For yderligere information kan forligspartierne kontaktes:
Allan S. Andersen (A), telefon 20 24 16 75
Dorthe Hecht (løsgænger), telefon 20 96 90 96
Carsten Fuhr (C), telefon 40 68 39 47
Benny Bindslev (Æ), telefon 22 89 02 00
Ali Qais (M), telefon 30 10 43 31
Winnie Sørensen (F), telefon 28 57 06 60
Dennis W. Clausen (V), telefon 24 85 18 16
Ingelise Andersen (B), telefon 27 99 56 01
Liv Gam (T), telefon 40 54 89 25
Paw Karslund (O), telefon 61 16 50 96
Se budgetaftalen 2026
Se bilag til budgetaftalen