Jeg er kommet i julestemning af kommunens mange hyggelige julearrangementer gennem hele december, og jeg håber, at hyggen også har bragt julehumøret frem i dig. Læs om ugen, der er gået, i mit sidste nyhedsbrev for i år, hvor jeg også løfter sløret for, hvad der venter i begyndelsen af 2026. Men nu lukker jeg lige døren på klem til borgmesterkontoret for en kort stund.
Vandtårnsbyen I denne uge har kommunen offentliggjort, at virksomheden ADEPTs helhedsplan er valgt i arkitektkonkurrencen for kommunens nye bydel, Vandtårnsbyen. Udover ADEPT har Holscher Nordberg og Vandkunsten bidraget med stærke løsningsforslag, og i udvælgelsen blev der lagt vægt på, hvordan der kan skabes forbindelse mellem den nye bydel og det eksisterende bykvarter i området og Tårnby generelt. Der vil blive afholdt informationsmøde den 28. januar for naboer og andre interesserede. Materiale om projektet vil blive offentliggjort forud for mødet, men kan også allerede ses i referatet fra det seneste Kommunalbestyrelsesmøde den 16. december 2025. Læs mere om arkitektkonkurrencen og næste skridt i processen Borgmesterkontoret flytter ud Flere gange i løbet af året mødes jeg med mange af jer borgere, når jeg rykker mit borgmesterkontor væk fra rådhuset og ud i byrummet. I denne uge havde jeg glæden af at møde jer på Vestamager Bibliotek til inspirerende samtaler om blandt andet kommunens fantastiske natur, muligheder for beskæftigelse og hjælpemidler. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg midlertidigt flytter borgmesterkontoret, og jeg ser frem til at møde flere af jer borgere i løbet af 2026. Den gode overgang fra barn til ung til voksen Overgangen fra barn til voksen har betydning for, hvilken kommunal støtte, og hvilke tilbud unge mennesker kan få. Tårnby Kommune inviterer derfor unge med kognitive, psykiske og/eller fysiske og forældre til et informationsmøde. På mødet kan I få viden om, hvilke tilbud der findes, hvordan I ansøger, hvordan den nuværende støtte påvirkes, uddannelsesmuligheder, og hvem man har kontakt med i kommunen. Mødet kan være med til at give de unge og deres forældre et bedre indblik i mulighederne, der eksisterer, og hvordan kommunen er klar til at understøtte den enkelte unges behov samt skabe tryghed og trivsel. Mødet afholdes af Center for Børn og Familie og Center for Social Indsats og Udvikling i kommunen og finder sted den 26. februar 2026 kl. 15.30 på Tårnby Rådhus, Lokale C2, Amager Landevej 76, 2770 Kastrup. Tilmeld dig senest den 18. februar 2026. Læs mere om ungevejledningen, uddannelsesmuligheder og støtte til beskæftigelse Nytårsparade i Tårnby Brandvæsen Jeg glæder mig allerede til det nye år, hvor der venter endnu flere spændende aktiviteter og arrangementer. Et kommende arrangement jeg ser særligt frem til i begyndelsen af det nye år, er nytårsparaden i Tårnby Brandvæsen. De er Tårnbys lokale helte og redningsberedskab, der løfter en bred vifte af uundværlige opgaver rundt om i kommunen udover almindelige brandbekæmpelse og for mange borgere. Det er nemlig vores lokale beredskab, der rykker ud til vores ældre borgere med hjælpemidler og hjælper, når de er faldet. Tårnby Brandvæsen rykker også ud til tyverialarmer på kommunens bygninger om natten, og så sørger de for materiel til de ukrainere, der kommer til Tårnby.  Og det er tilmed vores lokale brandvæsen, der hver morgen sætter gang i den telefonkæde, der ringer til enlige ældre borgere i kommunen. Vores lokale brandvæsen er en enorm værdi for hele Tårnby, og jeg glæder mig til at mødes med dem til næste års nytårsparade. Nytårskur for erhvervslivet – der er stadig åben for tilmelding Over 65 virksomheder er allerede tilmeldt Tårnby Kommunes nytårskur for erhvervslivet. Nytårskuren er en årlig tradition, hvor jeg ønsker godt nytår til det lokale erhvervsliv, krydret med nyt fra Tårnby Kommune, og hvor der er rig mulighed for at netværke. Jeg glæder mig til at se flest mulige erhvervsdrivende den 8. januar, hvor vi blandt andet skal høre mere om vores succesfulde juniormesterlære. Hvis du er lokal erhvervsdrivende, er du velkommen til at deltage. Tilmelding til nytårskuren for erhvervslivet her Indstil kandidater til kulturprisen I Tårnby er vi heldige at have et rigt og varieret kulturliv, og det hylder vi næste år med overrækkelsen af kulturprisen til en aktør, der har gjort sig særligt bemærket i kulturlivet. Kender du en person, gruppe, forening eller institution, som har gjort en ekstraordinær indsats inden for blandt andet litteratur, musisk, teater, billedkunst og oplevelser i kommunen, kan du indstille din kandidat på kommunens hjemmeside. Der er frist for indstilling af kandidater den 1. februar 2026. Læs mere om kulturprisen og indstil din kandidat her Styrket læseglæden for skoleelever Sidste år på denne tid kunne jeg fortælle, at Tårnby Kommunebiblioteker i samarbejde med Skolernes Pædagogiske Læringscentre i Tårnby havde ansøgt og modtaget 412.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen til et projekt, der skulle styrke læseglæden hos elever i 4. og 6. klasse. Midlerne skulle primært bruges til bøger til elevernes fri- og fritidslæsning, og eleverne skulle inddrages i beslutningen om, hvilke bøger der skulle indkøbes. I foråret blev der indsamlet data fra omkring 1000 elever om, hvad de kan lide at læse, og så blev der ellers indkøbt i alt ca. 1800 bøger til fordeling mellem de otte medvirkende skoler i Tårnby. Bøgerne tilhører skolerne og har stået i bogkasser ude i klasserne, så eleverne har haft nem adgang til at læse dem. 4. klasserne fik deres bøger ud inden sommerferien, hvor 6. klasserne måtte vente til efter sommerferien, hvor de nu går i 7. klasse. De har til gengæld deltaget i en workshop faciliteret af Tårnby Bibliotek, hvor de skulle producere, filme og klippe boganmeldelser sammen på video, bl.a. ved hjælp af green screens, så bogens indhold og stemning kunne præsenteres for klassekammeraterne på bedste vis. Projektet er nu afsluttet, men samarbejdet mellem Tårnby Kommunebiblioteker og skolernes PLC fortsætter. Og bøgerne? De bliver sendt videre til de nye 4. og 6. klasser på skolerne, så læseglæden kan brede sig til endnu flere elever. Den nye kommunalbestyrelse Den nyvalgte kommunalbestyrelse vil være i funktion fra den 1. januar 2026. Jeg ser frem til det nye år og til samarbejdet med både genvalgte og nyvalgte politikere om at skabe den bedste kommune for alle borgere og vores erhvervsliv. Du kan læse mere om den nye kommunalbestyrelse på kommunens hjemmesiden, hvor du også kan holde øje med fordelingen af udvalgsposter. Læs om den nye kommunalbestyrelse her Find dine nytårsvenner Juletiden og nytårsaften er for mange mennesker en glædelig tid på året med mange traditioner, men det kan også være en svær og ensom tid. Hvis du ikke ved, med hvem eller hvordan du skal fejre nytårsaften, eller har du måske plads til en gæst mere, vil jeg anbefale Boblbergs initiativ ”Nytårsvenner”. Gennem Boblberg kan du møde nye mennesker og finde fællesskaber baseret på interesser, og det er i gennem Boblberg, at du kan finde et nytårsfælleskab og nogen at fejre nytårsaften med. Der er fællesskaber for dig, der ønsker fest, en hyggelig middag eller børnevenlig aften. Læs mere om Boblberg og find Nytårsvenner Kunst og film i juleferien Tag hele familien med på Kastrupgårdsamlingen i juleferien, der byder på kunstoplevelser for både store og små. Oplev farverige og eksperimenterende træsnit i udstillingen ”WOODCUT – Out of Control?” eller kig forbi museumsbutikken, hvor der er masser af kreative gaveidéer og aktiviteter til juledagene. Lørdag den 3. januar kl. 12.00 – 15.00 er der grafisk workshop for børnefamilier i museets billedværksted. Se museets åbningstider på www.kastrupgaardsamlingen.dk. Der er fri entré. Kulturhuset Kastrup Bio byder også på masser af oplevelser på det store lærred for både store og små mellem jul og nytår. Den 25. – 30. december åbner huset nemlig alle dage kl. 11.00, og den 1. januar 2026 kl. 18.00 er det muligt at pleje sig med motion til lattermusklerne, når der er ”tømmermændsforpremiere” på filmen Klassefesten 4 – Venner for Livet. Find spilletider, læs om aktuelle film og bestil billetter her: www.kulturhusetkastrupbio.dk Mangler du en gave under juletræet, er det også muligt at købe ”print selv” gavekort via hjemmesiden på lige det beløb, du ønsker. Som nævnt er dette sidste nyhedsbrev for i år, men jeg vender allerede tilbage igen med et nyhedsbrev i uge 2. Du kan også holde øje med min nytårshilsen den 1. januar 2026 på kommunens hjemmeside og Facebook-side. Jeg ønsker dig og dine nærmeste en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.