Vi skriver i dag den 12. december, og vi er kun 12 dage fra juleaften. Juleferien nærmer sig med hastige skridt, men der er også meget, der lige skal nås, inden det er tid til en hyggelig jul med familien. Dagens nyhedsbrev lander lidt tidligere, end det plejer – og det er der en god grund til. For så snart jeg har slukket for computeren og lukket døren til mit kontor, skal jeg ned i Rådhushallen, hvor der er budt ind til julefrokost for rådhusets ansatte.
Fjolle bragte glæde og julestemning til de mindste
Og det er selvfølgelig ikke det eneste julearrangement, jeg har været med til i denne uge. I onsdags kiggede jeg forbi til Fjolles Jul. Et fantastisk initiativ for børnefamilier, der har det lidt svært økonomisk, et begrænset netværk eller lignende. Arrangementet samler børn og deres familier til en hyggelig og festlig julestund med sjov og overraskelser.
Fjolles Jul er et eksempel på, hvordan frivillighed, foreningsfællesskaber og omsorg for hinanden sejrer over ensomhed og svære vilkår. Vi kan godt tillade os at være stolte over de mange frivillige kræfter, vi har her i Tårnby. Tak til Ildsjælene i Tårnby for et fantastisk arrangement.
Gode svømmemuligheder skal blive endnu bedre
Tidligere på året har vi i Tårnby, som en del af vores samarbejde med DGI Storkøbenhavn, fået udarbejdet en såkaldt vandtidsanalyse. Kort fortalt kan den hjælpe os til at sikre optimal udnyttelse af vandtiden i kommunens svømmehaller, sådan at svømmehallerne kommer flest mulige borgere til gavn.
I Tårnby har vi heldigvis gode svømmefaciliteter. Faktisk placerer vi os som kommune på en 9. plads i forhold til antallet af svømmefaciliteter, og der opleves generelt tilfredshed, når man spørger svømmehalsbrugerne. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal arbejde for at gøre det endnu bedre.
Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget i denne uge godkendt en 2-årig handleplan, der udspringer af netop vandtidsanalysen. I handleplanen sættes blandt andet fokus på forbedret brug af vandtid til skolerne gennem styrket skolesamarbejde og mere attraktive svømmehaller gennem forbedring af de fysiske rammer.
Vi styrker det specialiserede socialområde for børn og unge
Som jeg tidligere har fortalt om, er et af vores fokusområder i budgetaftalen for 2026 det specialiserede socialområde for børn og unge. Det er et vigtigt område, for vores børn og unge skal selvfølgelig have den støtte, de har brug for. Af samme årsag har vi som bekendt også indledt et samarbejde med headspace, som åbnede et center i Tårnby tidligere på året, og vi har stort fokus på de unge i vores implementering af Ungeløftet.
I denne uge har temaet også været på dagsordenen i Børne- og Skoleudvalget. Blandt punkterne til ugens møde var nemlig en orientering omkring, hvordan de ekstra 10 millioner, der tilføres det specialiserede socialområde for børn og unge i forbindelse med budget 2026, skal fordeles.
Vi har på et tidligere møde i Økonomiudvalget besluttet, at der blandt andet skal afsættes penge til specialundervisning over 9 timer, køb af specialtilbud og befordring af elever. Jeg er glad for, at vi med budgetaftalen samt en række andre initiativer sætter fokus på de børn- og unge, der har brug for en ekstra hånd. Jeg ser frem til at bygge videre på det arbejde i det nye år.
Fællesskab, god mad og hyggelig stemning
I morgen og søndag er jeg traditionen tro inviteret med til De Gamles Jul i Tårnby sammen med vores justitsminister Peter Hummelgaard. Jeg glæder mig meget til at deltage ved arrangementet, som ligesom Fjolles Jul er et godt eksempel på de stærke fællesskaber for alle aldersgrupper, vi har i Tårnby.
Og det er fællesskaber, jeg som borgmester er meget stolt af. Det er afgørende, at der findes arrangementer såsom de gamles jul – og fjolles jul, der jager ensomheden på flugt og danner grobund for nye venskaber.
Borgmesterkontoret rykker ud for sidste gang i år
På torsdag den 18. december rykker borgmesterkontoret ud – og det bliver sidste gang i år. Denne gang rykker jeg kontoret til Vestamager Bibliotek, hvor jeg sidder klar til at mødes med jer borgere fra 16.30-18.
Du behøver ikke tilmelde dig, hvis du vil med på torsdag. Hvis du har et emne, du gerne vil tage op med mig, så kan du bare møde op. Og hvis du ikke kan nå det på torsdag, så kommer der heldigvis også nye muligheder for at deltage til borgmesterkaffe på Rådhuset eller borgmesteren rykker ud i det nye år. Det er nemlig et rigtig godt koncept, der giver mig god mulighed for at møde og tale med borgerne i Tårnby.
Dialogforum med arbejdsmarkedets parter
Selvom juleferien kommer tættere og tættere på, er der selvfølgelig også et par vigtige møder tilbage, inden jeg helt kan lukke ned. I næste uge ser jeg blandt andet frem til, at vi skal holde dialogforum med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. Det gør vi to gange om året, hvor vi taler om arbejdsklausuler i kommunens kontrakter.
På onsdag har vi inviteret revisionsfirmaet Deloitte til at fortælle os om deres arbejde med at kontrollere, at aftalerne bliver overholdt. Det lyder måske ikke, som det aller mest spændende emne at mødes om, men det er utrolig vigtigt med disse systematiske stikprøver, som udtages til kontrol. Langt de fleste leverandører overholder naturligvis vores arbejdsklausuler. Men der er desværre undtagelser, og det er disse forhold, vi følger op på. For vi skal selvfølgelig sikre, at eksempelvis forhold omkring arbejdstid, løn og ferie er på plads.
Nytårskur for erhvervslivet – hold øje med indbakken
Er du en del af det lokale erhvervsliv her i Tårnby Kommune? Så læs med her. I denne uge har administrationen haft travlt med at sende invitationer ud til nytårskur for erhvervslivet. Der skal sendes over 2.600 breve afsted – ja, vi bruger selvfølgelig digital post.
Nytårskuren er en årlig tradition, hvor jeg ønsker godt nytår til det lokale erhvervsliv, krydret med nyt fra Tårnby Kommune, og hvor der er rig mulighed for at netværke. Jeg glæder mig til at se flest mulige erhvervsdrivende den 8. januar.
Juniormesterlære i fokus
Til nytårskuren 2026 sætter vi juniormesterlære i fokus, for det er en mulighed som vi er meget stolte af at være lykkedes godt med i Tårnby. Vi vil, som det ser ud lige nu, have 21 elever i juniormesterlære per 1/1. Dermed ligger vi højt - også i forhold til andre kommuner.
I juniormesterlære kan vores unge kombinere erhvervspraktik og skolegang. Vores erhvervsliv har en stor rolle i, at muligheden er blevet en succes. Til nytårskuren skal vi høre en lokal virksomhed, murerfirmaet Brian Jensen ApS, fortælle om deres arbejde, og vi får også besøg af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, som er med til at sætte spotlys på vigtigheden af at uddanne fremtidens håndværkere.
Er mere saunagus et af dine nytårsforsætter?
Lørdag den 3. januar kl. 18 er der nemlig saunagus i Vestamager Svømmehal, hvor der bliver skruet op for temperaturen i saunaen og ned for tempoet, så du kan få en god start på det nye år.
Arrangementet byder på festlig saunagus – selvfølgelig med aromatiske dufte, damp og håndklædesving. Der vil også være et glas bobler og et stykke kransekage til at fejre året der gik – og det nye år der kommer.
Køb din billet lige her (åbner i et nyt vindue)
Julemusikken fylder Tårnby
I lørdags var jeg til et overordentligt velbesøgt og meget, meget hyggeligt arrangement. Nemlig Jul på Kulturzonen. Der var både luciaoptog, juletræsfest, gaveværksteder, julemand og naturligvis æbleskiver og gløgg i rigelige mængder.
I de kommende uger spiller musikskolens elever julekoncerter både på Kulturzonen og i nogle af Tårnbys kirker. Og så er jeg rigtig glad for, at en del af eleverne også finder vej ud til vores ældste borgere: I denne uge var blæserorkestret MiniHOT på musikalsk besøg på Plejehjemmet Løjtegårdsvej, og til De Gamles Jul er det korene Nordlys og The Jokers, der bidrager til underholdningen.
Det var alt for denne gang. Tak fordi du læste med og rigtig god weekend.