Så er nedtællingen til valget for alvor i gang. Jeg håber, at du har fået brevstemt, hvis du ikke har mulighed for at møde op på valgdagen, og ellers står vores seks valgsteder parate til at tage godt imod dig på tirsdag fra kl. 08.00 til 20.00. Det plejer at være en meget festlig dag, og måske møder du borgmesteren. Jeg kommer nemlig selv rundt på valgstederne for at hilse på vores valgstyrere og tilforordnede, som gør et flot stykke arbejde. Og tro det eller lad være: Nyhedsbrevet i denne uge handler om meget andet end valg. Læs med.
Salg af grunde på Karenshøj
Jeg har fået flere spørgsmål til vores kommende nye erhvervsområde Karenshøj og om salg af grundene. I øjeblikket arbejder vi med en overordnet strategi for dette. Hvis du vil vide mere, når kommunen er klar til at sætte området i udbud, så send en mail til Anja fra vores erhvervskontor på e-mail ava.of@taarnby.dk Så får du en mail med information, når vi kan fortælle mere.
Virksomhedsbesøg hos Nordens brød
I går, torsdag, var jeg sammen med Erhvervshus Hovedstaden på besøg hos Tårnby virksomheden Nordens Brød i Kirstinehøj. Det er særligt, at jeg tager på fællesbesøg, og det gør jeg for at hjælpe endnu flere lokale virksomheder til at komme i dialog med Erhvervshuset. Hos dem kan man få gratis og uvildig sparring til virksomhedsudvikling og drift. Det er del af erhvervsfremmesystemet, og som kommune betaler vi for at være en del af det. Mange Tårnby virksomheder kender allerede de mange tilbud, og jeg håber, at endnu flere vil opleve fordelene ved mulighederne hos Erhvervshuset.
Nordens Brød viste på fornem vis, hvordan en lokal virksomhed kan tage ansvar og omsætte grønne ambitioner til handling. Det var inspirerende at opleve, hvordan de forener solidt håndværk i en familievirksomhed med traditioner, med en ambitiøs bæredygtighedsstrategi – og jeg er virkelig glad for, at vi har så fremsynede virksomheder her i Tårnby.
Har dit barn lært at begå sig i trafikken?
Vi har lige fået resultaterne af ”Kommunernes Skoletrafiktest 2025”. Som antydet er skoletrafiktesten en årligt tilbagevendende test, og igen i år klarer Tårnby sig heldigvis rigtig godt. Testen undersøger, om folkeskolerne gennemfører den obligatoriske trafikundervisning, som Børne- og Undervisningsministeriets Fælles Mål for Færdselslære foreskriver, og om alle privat- og friskoler gennemfører trafikundervisning, der står mål med folkeskolens undervisning i færdselslære. Testen undersøger også, hvad kommunerne gør for at understøtte området. Tårnby får i år 719 point, hvilket er lidt færre point end sidste år, hvor vi fik 795 point, men som nævnt stadig en flot placering. Læs mere på Sikker Trafik
Grøn koncert igen til næste år
Et af punkterne til Kultur- og Fritidsudvalgets møde i denne uge var evaluering af sommerens Grøn koncert. Det er både Tårnby Kommunes og Grøn Koncerts opfattelse, at I i lokalsamfundet har taget rigtig godt imod arrangementet, hvilket blandt andet ses af antallet af lokale gæster, overvågning af de sociale medier samt det forhold, at Grøn ikke har modtaget klager. For Grøn er rammerne i Øresundsparken rigtig gode og betyder mulighed for flere gæster, høj sikkerhed samt gode forhold for frivillige, der har kunnet overnatte på en af Tårnbys skoler. For os i Tårnby Kommune betyder en stor anerkendt og veldrevet koncert både positiv omtale af kommunen og en unik mulighed for borgerne for at deltage i en særlig kulturbegivenhed. Det blev derfor besluttet, at der kan opføres Grøn igen i 2026.
Juleaften i Solgården skaber fællesskab og nærvær
Solgården holder igen i år jul for seniorer i Tårnby, som ellers skulle sidde alene den 24. december. Sidste år var jul på Solgården en rigtig hyggelig og meningsfuld begivenhed. Derfor gentager vi det i år. Arrangementet varer fra klokken 16 til 20.
Der bliver serveret klassisk julemad med alt, hvad der hører til, synger julesange, spilles banko og måske er der dans rundt om træet. Vigtigst af alt er det en aften med god mad, samvær og en særlig følelse af fællesskab. Alle bidrager med det, de kan. Nogle hjælper i køkkenet eller med det praktiske. Andre bidrager med samtaler, smil og nærvær.
Tilmeld dig i Solgården, Nordmarksvej 90 eller på telefon 4046 4509 alle hverdage mellem klokken 9 og 10. Prisen er 150 kroner, og der er mulighed for transport for dem, der har brug for det.
Flere bænke og mere grønt
Jeg siger det igen og igen – Tårnby er en af landets mest naturskønne kommuner. Ved gårsdagens møde i Teknik- og Miljøudvalget blev det blandt andet drøftet, hvordan vi bedst skaber mere biodiversitet og frodighed i byrummet i form af beplantning, ligesom det også blev drøftet, hvordan vi bedst udnytter vores midler til opsætning og renovering af bænke, ejet af kommunen.
Nyt nr. af Erhvervsnyt
Driver du virksomhed i Tårnby, eller er du bare interesseret i, hvad der foregår på erhvervsområdet? Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at vi lige har sendt en ny udgave af vores nyhedsbrev ud. Her kan du blandt andet se små videoer fra vores erhvervstræf, læse om mine seneste virksomhedsbesøg og første spadestik på Karenshøj. Læs nyhedsbrevet
Gus i Vestamager Svømmehal
På lørdag er det tid til endnu en gang Gus og Wellness i Vestamager svømmehal. Dørene åbnes 18.30, og arrangementet starter kl. 19.00 Der vil være olier og forskellige dufte, og den varme, meditative atmosfære skulle være god til at reducere stress og skabe en følelse af ro og balance. Kan være, jeg selv skulle prøve sådan en tur efter valget. Læs mere om det hele her og køb din billet
Mændenes dag sætter fokus på fællesskab og trivsel
Onsdag den 19. november markerer Seniorhusene for første gang Mændenes Internationale Dag i Solgården. Menuen er klassisk og folkelig med hakkebøf, bløde løg, kartofler, sovs og salat. Der kan købes drikkevarer i Caféen. Efter middagen har man mulighed for at købe kaffe og kage, tage et spil billard eller blot nyde samværet. Formålet er at skabe et sted, hvor mænd kan mødes, få en god snak og dele et grin. Mange mænd lever aktive liv, men har meget ofte færre nære relationer end kvinder. Det håber arrangørerne at gøre lidt ved.
Arrangementet finder sted i Solgården, Nordmarksvej 90, fra kl. 17 til 19.30. Pris 60 kr. Tilmelding og betaling i både Solgården og Pilehaven.
En festlig housewarming i nye, flotte rammer
I onsdags var jeg inviteret til en helt særlig housewarming. Nemlig en housewarming i Netværkshuset Kastruplund, som drives af Røde Kors. Anledningen til den festlige fejring var, at netværkshuset har undergået en stor renovering med støtte fra Nordea-Fonden og Lufthavnen. En renovering, der betyder, at netværkshuset nu kan invitere brugerne af huset indenfor i nye og flotte rammer.
Jeg var utroligt glad for at få muligheden for at fejre det nyrenoverede netværkshus, for Netværkshuset Kastruplund er et godt eksempel på et tilbud, der er med til at forebygge ensomhed ved at skabe givende og meningsfulde fællesskaber.
Nu begynder julen i Kulturhuset Kastrup Bio
Ja faktisk går nytåret også i gang. I hvert fald kan du både se Paprika Steens ”Det Nye År” og ”Musenes Jul”. Er du ikke klar til jul og nytår endnu, kan du også se ”Den Sidste Viking”, ”Børnene fra Sølvgade 2 Tager Kampen Op!” og en sidste omgang Ternet Ninja 3.
På mandag er der mere jul på programmet, når nissehuen findes frem til Pyjamasbio, og der læses julegodnathistorie og vises en lille julefilm. Pyjamasbio er er for børn i alderen 3 – 5 år, deres bamser og deres voksne. Og det er et samarbejde mellem Tårnby Kommune Biblioteker og Kulturhuset Kastrup Bio. Se mere og find billetter
Rigtig god weekend og god valgdag på tirsdag. Tak fordi du læste med.