Der står den 31. oktober i kalenderen, og det er med andre ord årets mest uhyggelige dag. Rundt omkring på gader og stræder kan man møde både skeletter, spøgelser og zombier, der truer med ballade, hvis de ikke får slik. Man kan også spotte mange særdeles uhyggeligt dekorerede huse rundtomkring i Tårnby, som man knapt tør nærme sig. Jeg er meget spændt på at se, hvilke monstre der kommer forbi i mit kvarter i dag. Men selvom det er Halloween, og uhyggen breder sig i Tårnby, så er dagens nyhedsbrev heldigvis ikke uhyggeligt. Du kan roligt læse med.
Lokalplan for seniorbofællesskabet på Brønderslev Alle er på plads Når der opstår en god idé, kunne man godt nogle gange tænke sig, at idéen kunne føres ud i livet fra den ene dag til den anden. Sådan er det ikke altid – i hvert fald ikke, når det gælder større bygge- og boligprojekter. For alt skal selvfølgelig være på plads, og den rigtige proces skal følges. Men nu er vi kommet et kæmpestort skridt nærmere et seniorbofællesskab på Brønderslev Alle. Og det er jeg utroligt glad for!  I denne uge godkendte Kommunalbestyrelsen den endelige lokalplan 154 for Bofællesskabet 55+, Brønderslev Alle, og nu kan en udbudsproces med henblik på et efterfølgende salg sættes i gang. Planerne for bofællesskabet er blandt andet baseret på de drøftelser og idéer, der kom frem under et velbesøgt borgermøde, og jeg er meget spændt på at se de idéer ført ud i livet. Fint besøg i kommunalbestyrelsessalen Det var faktisk ikke kun kommunalbestyrelsen, der var forbi kommunalbestyrelsessalen i den forgangne uge. Både onsdag og fredag var der meget finere gæster, da vi på Tårnby Rådhus fik besøg af to samfundsfagshold fra Korsvejens Skole, der gerne ville se salen og høre mere om arbejdet på Tårnby Rådhus. Jeg havde den store ære at vise kommunalbestyrelsessalen og borgmesterkontoret frem og fortælle eleverne om selve salen, Tårnby og lokaldemokratiet. Det var en opgave, jeg med stor glæde tog på mig, for det er vigtigt at give de næste generationer en indsigt i demokrati og samfund. Jeg var meget imponeret over de mange gode spørgsmål, som eleverne havde med – blandt andet om bæredygtighed i kommunen. Det er tydeligt, at vi har at gøre med en kritisk tænkende, reflekteret og engageret generation af unge mennesker. Tak for jeres besøg! Husk første spadestik til Karenshøj (Kirstinehøj lll) Anlægsentreprenørfirmaet Munck Havne & Anlæg A/S er så småt ved at forberede første spadestik, da vi snart går i jorden med at anlægge gennemfartsvejen til vores nye erhvervsområde, som får navnet Karenshøj.  Fredag den 7. november klokken 10.30 – 11.30 holder vi første spadestik. Alle er meget velkomne. Arrangementet holdes på byggepladsen, og du finder byggepladsen tæt på krydset Tømmerupvej/Kirstinehøj. Indgangen er fra Tømmerupvej. Valg og demokrati i fokus: Mød kandidaterne til demokratiaften Som jeg lovede i sidste uge, kommer valget nok til at være et fast indslag i nyhedsbrevet, frem til vi sætter krydset den 18. november. Det er det både, fordi det fylder rigtig meget her på rådhuset, men også fordi den demokratiske proces er så essentiel for vores samfund, og vi skal selvfølgelig have så mange som muligt ned til stemmeboksen.  Vil du gerne være endnu bedre klædt på til at sætte krydset? På tirsdag den 4. november er der Demokratiaften på Tårnby Hovedbibliotek. Kl. 17-18 holder samfundsforsker Roger Buch et helt udsolgt foredrag om demokratiets tilstand. Fra 18-19.30 er der adgang for alle, der gerne vil tale politik med de opstillede kandidater i Tårnby Kommune. Partierne har hver deres stand, så du kan bevæge dig rundt i det lokalpolitiske landskab og finde ud af, hvem der repræsenterer dine holdninger. Jeg kommer selvfølgelig også forbi. På grund af arrangementet kan der ikke brevstemmes på Tårnby Hovedbibliotek den 4. november mellem kl. 14-20, men der kan stadig brevstemmes som normalt på Vestamager Bibliotek. Husk også, at du kan brevstemme hver dag helt frem til den 14. november. Få bedre værktøjer til samarbejdet efter skilsmisse Tårnby Kommune tilbyder kurset ’Samarbejde Efter Skilsmisse’ (SES) til fraskilte forældre. Her kan du blive bedre til at forstå og tale med dine børn, og få strategier og redskaber til at håndtere konflikter efter bruddet. SES er et forskningsbaseret program, som er baseret på den nyeste viden om skilsmisser, psykologi og formidling. Det kommende SES forældrekursus strækker sig over tre datoer: 4. november, 11. november og 18. november. Interesserede forældre kan tilmelde sig kurset via vores hjemmeside og samtidig få adgang til en digital version af SES: Læs mere om SES Forskning skal skabe et endnu stærkere fundament for vores STIME-indsatser STIME er et samarbejde mellem Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center og en række kommuner i Region Hovedstaden, som skal forbedre børn og unges mentale sundhed. Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse er i gang med at forske i STIME med henblik på i endnu højere grad at kunne basere STIME-indsatserne på evidens og forskning.  Som en del af STIME tilbyder Tårnby Kommune seks forskellige indsatser til børn og unge i psykisk mistrivsel. Forældrepiloterne er en af dem, og for at kunne imødekomme forskningssetuppet, vil der blive holdt et nyt informationsmøde om Forældrepiloterne i uge 47 for interesserede forældre. Forældre til børn i dagtilbud og skole vil få besked om infomødet via Aula.  Hvem skal modtage handicapprisen 2025? Den 3. december uddeler vi Handicapprisen 2025, der gives til en lokal ildsjæl, organisation eller virksomhed, der fortjener en særlig anerkendelse for at fremme eller sikre mennesker med handicaps livsvilkår og livskvalitet.  Der er rigtig mange fantastiske og vigtige initiativer, som gør en stor forskel for mennesker med handicap her i Tårnby, men vi har brug for jeres hjælp til at finde den helt rigtige modtager af prisen. Du kan nominere kandidater frem til den 7. november.  Læs mere på vores hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig til prisuddelingen på Tårnby Hovedbibliotek den 3. december: Læs mere om handicapprisen Kom til saunagus, bål og mocktails Lørdag den 15. november kan du opleve saunagus kl. 10-14 i en mobil saunagus i Kastrup Lystbådehavn –selvfølgelig med gusmester. Tiderne er inddelt i halvtimes intervaller. Efter en halv time med gus og en tur i vandet, kan I nyde en lækker mocktail, mens I står og luner jer ved bålfadene. Det eneste, I selv skal medbringe, er håndklæde, badetøj og drikkedunk.Badetøj er påkrævet. Saunagusen er fælles for alle køn, men der er kønsopdelte omklædningsrum på havnen. Minimumsalderen for deltagelse er 16 år. Det koster 125 kr. at deltage. Se tidspunkter og tilmeld dig her (åbner i et nyt vindue) Mange gode film på programmet i Kastrup Bio Hvis du er mere til en god film i biffen end en omgang saunagus, så kan jeg anbefale dig at kigge i Kastrup Bios program.  Der er mange gode danske film for tiden, og der er netop kommet en mere – nemlig Silas Holsts ’Jeg tror jeg elsker dig’. Weekenden byder desuden på den nye familiefilm ’Nat i dyreparken’, der passer fint til Halloween.  Mandag den 3. november er der pyntet op til nytår og champagneglassene er fundet frem, når der er forpremiere på Paprika Steens nye film ’Det nye år’. Man er mere end velkommen til at tage nytårshatten på, men det er ikke et krav. Læs mere og find billetter (åbner i et nyt vindue) Tak fordi I læste med. God weekend!