Bladene skifter farve udenfor mit kontor, og det er desværre efterhånden også blevet tid til at pakke sandaler og sommertøj væk. Men dette efterår byder heldigvis på mange spændende opgaver. Her på rådhuset er de sidste forberedelser forud for kommunalvalget i gang, men det er langt fra det eneste, der sker for tiden. I næste uge holder vi sundhedsuge i Tårnby. Det ser jeg personligt meget frem til. Der er mange spændende aktiviteter på programmet, som jeg synes, I skal tage et kig på, hvis I ikke allerede har gjort det. Vi tyvstarter vanen tro med familiedag med familieløb, Fjolles Børneløb og overrækkelse af sundhedsprisen på Tårnby Stadion i morgen. Jeg håber, vi ses!
Skal du være en af de første vælgere til at sætte krydset? Selvom kommunal- og regionalrådsvalget først er den 18. november, kan du allerede fra den 7. oktober og frem til den 14. november brevstemme til valget. Kort fortalt betyder det, at du kan afgive din stemme på forhånd, hvilket kan være en rigtig god løsning, hvis du allerede nu ved, at du får svært ved at nå at stemme på dagen. Her i Tårnby kan du brevstemme på rådhuset og bibliotekerne, men du kan faktisk afgive din stemme i hvilken som helst kommune i landet. Og du behøver ikke vente på, at dit valgkort kommer med posten. Så længe du har ID med, er du klar til at stemme. På torsdag den 9/10 vil der desuden stå medarbejdere klar til at tage imod din stemme i Kastrup Bio kl. 17-19.15, da vi i økonomiudvalget i september besluttede at give borgerne mulighed for at stemme på flere pop-up valgsteder i brevstemmeperioden. Læs mere om muligheden for at brevstemme Et lille kig ind i valgmaskinrummet: Vi tester det nye valgsystem Du kender måske nok følelsen af at gå ind i valgboksen og putte din stemmeseddel ned i valgurnen. Men for vores administrative personale bliver valget lidt anderledes i år. For i hele landet bliver det 30 år gamle valgsystem, der håndterer valgkort, stemmetal og procentfordeling, i år afløst af et nyt system. Bare rolig – for jer vælgere er alt som det plejer, og I vil ikke mærke noget. Men for at det administrative personale kan lære det nye system at kende og være helt klar til demokratiets festdag den 18. november, holder vi et prøvevalg i næste uge. Det er bare en af de mange processer, der lige nu er i gang for at sikre, at valget forløber smidigt i Tårnby. Sag i Tårnbyhuses organisationsbestyrelse Mange har nok hørt om den sag, der lige nu fylder i Tårnbyhuses organisationsbestyrelse. Tårnbyhuses tidligere bestyrelsesformand Torben Magaard har valgt at fratræde sin post efter at have oplyst bestyrelsen, at han tidligere på året har ringet til mig vedrørende en bolig. Tårnbyhuse har vurderet at opkaldet strider mod de habilitetsregler, som formanden for Tårnbyhuse er underlagt. Jeg skal selvfølgelig understrege, at jeg på ingen måde kender noget til den konkrete boliganvisningssag. Det er en administrativ proces, som sker efter gældende regler og efter en konkret individuel bedømmelse. Administrationen har udarbejdet en redegørelse, der viser, at den pågældende sag er behandlet korrekt efter den fremgangsmåde, der er for ansøgninger til akutboliglisten. Redegørelsen viser også, at boligen allerede var tildelt på tidspunktet for Torben Magaards opkald. Det er en rigtig beklagelig sag, for det er selvfølgelig af største betydning, at borgerne har tillid til administrationen af almene boliger og anvisningen til kommunens boliger, men jeg har stor tiltro til, at der ikke er noget at anmærke på kommunens sagsbehandling. Vi drømmer om, at Kastruplundgade skal blive et levende byrum og et samlingspunkt Vi har i denne uge i kommunalbestyrelsen besluttet, at vi vil tage et kig på Kastruplundgade, og på hvordan vi kan gøre gaden til et centralt byrum og et sted præget af en høj grad af tryghed og trivsel. Det er et emne, som jeg ved, optager mange. Det kan jeg godt forstå, for der er et stort potentiale, for at Kastruplundgade kan blive et samlingspunkt i Tårnby med endnu mere liv og aktivitet, end vi ser i dag. Derfor er jeg også glad for, at vi i kommunalbestyrelsen har godkendt, at der igangsættes en proces med afholdelse af et borgermøde, nedsættelse af en arbejdsgruppe og oprettelse af et idékatalog med det formål at udvikle området. Store visioner og spændende muligheder i fremtidens Vandtårnsby Som mange af jer nok allerede ved, har vi gang i et spændende projekt i området omkring det gamle vandtårn, hvor der skal udvikles en ny og attraktiv bydel med et levende byliv. Det blev allerede sidste år besluttet at indgå en aftale med Industriens Pension, som betyder, at de har forkøbsret til området. Samme aftale betyder, at de skulle levere materiale, der kunne fungere som udgangspunktet for en arkitektkonkurrence samt danne grundlag for den senere lokalplan. I mandags fik vi som et led i arkitektkonkurrencen præsenteret tre forslag for fremtidens Vandtårnsby. Det var utroligt spændende at se de forskellige visioner og få en mere konkret idé om, hvordan den nye bydel kunne se ud. Tirsdag mødtes vi i dommerkomiteen og indledte drøftelserne omkring de præsenterede forslag. Strategisk arbejde skal styrke arbejdet med naturfag og matematik på skolerne I denne uge har der også været møde i børne- og skoleudvalget, som blandt andet drøftede to strategier. Udvalgte godkendte den nye Strategi for naturfag (2025-2028), der er en revidering af Strategi for matematik, science og naturfag (2020-2024). Strategien skal være med til at sætte rammen for arbejdet med elevernes læring, udvikling og bevidsthed om bæredygtighed. Dermed er strategien en del af Tårnby Kommunes målsætning om at være en klimavenlig kommune, for arbejdet for at sikre en bæredygtig fremtid starter selvfølgelig allerede i skoletiden. Udvalget godkendte desuden at sende strategien for matematisk opmærksomhed (2025-2028) i høring i skolebestyrelserne. En strategi der i mine øjne også er utroligt vigtig.  Det særligt da en rapport udarbejdet af Egmont Fonden i 2023 indikerer, at børn der har udfordringer med matematik, vil have sværere ved at bestå folkeskolens afgangsprøve og også ved at gennemføre uddannelser senere hen. Derfor skal vi sætte tidligt ind og give alle børn mulighed for at blive trygge ved tal og regnestykker. Tværgående samarbejde: Temadag om vold i nære relationer Tårnby har i perioden 2023-2024 indgået i et meningsfuldt projekt på tværs af kommunen og eksterne aktører, hvor fokus har været på forebyggelse af vold i nære relationer. Projektet fortsatte efter projektperioden under navnet Forankring af Videre uden vold. Som en del af projektet vil Mandecentret på mandag komme og holde en temadag for flere centres medarbejdere om voldudsatte mænd og handlemuligheder, når der er vold i nære relationer. Jeg har desværre ikke mulighed for selv at deltage i temadagen, men jeg er utroligt glad for at se det stærke samarbejde på tværs af centre og fagligheder. Det samarbejde er med til at sikre, at flere borgere får den hjælp, de skal have. Vær med til at styrke arbejdet med den unge målgruppe i Tårnby Torsdag den 9/10 inviterer vi til dialogforum om Ungeløftet her på Tårnby Rådhus - en national indsats, der sætter fokus på de cirka 43.000 unge i Danmark, der lige nu står uden job eller uddannelse. Et af elementerne i Ungeløftet er samarbejde med lokalsamfundet. Netop derfor holder vi et dialogforum, hvor vi giver virksomheder, civilsamfundsaktører og andre interesserede mulighed for at komme med deres inputs. Du kan stadig nå at tilmelde dig. Tilmeld dig her (åbner i et nyt vindue) Indskrivningen til børnehaveklasse åbner snart Første skoledag er en kæmpestor dag, som de fleste af os stadig mindes, selv efter vi er trådt ind i de voksnes rækker. Måske har du et barn, der skal starte i skole næste år? Så er det nu, du skal læse med. Den digitale indskrivning til børnehaveklasse i Tårnby er åben den 13.-26. oktober. Skolerne holder informationsmøder i uge 41. Du kan finde dato for den enkelte skole og mere information her: Information on indskrivning Fra Gabbys dukkehus til det magiske immunsystem – der er noget for alle aldre i Kastrup Bio Weekenden i Kastrup Bio byder bl.a. på forpremierer på filmen om Gabbys Dukkehus samt den aktuelle A Big Bold Beautiful Journey. Mandag den 6/10 er der som en del af sundhedsugens program foredrag med Bente Klarlund. Foredraget er udsolgt, og jeg glæder mig til at introducere Bente Klarlund og selv blive klogere på Det Magiske Immunsystem. Se hvad weekenden og ugen ellers byder på: www.kulturhusetkastrupbio.dk (åbner i et nyt vindue) Tak fordi I læste med. God weekend!