I denne uge har jeg mødt visionære virksomheder på årets Erhvervstræf i Tårnby, været med til at indvie vores nye smukke vandrerute, og her til aften skal vi fejre og hylde kommunens mange engagerede ildsjæle til Frivillig Fredag. Jeg er stolt af vores stærke foreningsliv og lokalsamfund, der er med til at arrangere fremragende kultur- og fritidsoplevelser, og jeg glæder mig allerede til de mange oplevelser og aktiviteter, der venter i den kommende tid.
Droneaktivitet over lufthavnen Jeg har modtaget flere henvendelser fra jer borgere omkring droneaktiviteten over og omkring Københavns Lufthavn tidligere på ugen. Jeg har stor forståelse for, at hændelsen kan have skabt bekymring og spørgsmål hos flere af jer, der bor i nærheden af lufthavnen. Tårnby Kommune følger løbende udviklingen i efterforskningen og følger myndighedernes anvisninger tæt. Jeg har derfor både talt med Københavns Politi og Københavns Lufthavn om situationen og vil også presse på for, at Tårnby høres i forbindelse med udformningen af fremtidige planer og strategier på området. Bustur for nye medborgere I weekenden skal jeg være med til at byde nytilflyttede Tårnby-borgere velkommen til kommunen med en guidet bustur rundt i byen. Jeg glæder mig til, at vi skal rundt i alle dele af kommunen, og det er altid en fornøjelse for mig at møde nye borgere og vise dem vores fantastiske kommune med de mange kommunale tilbud. Nedtællingen til sundhedsugen er begyndt Nu er der ikke længe til, at vi skyder Tårnby Sundhedsuge i gang med Familiedagen den 4. oktober 2025. Jeg er allerede begyndt at varme op til dagen, hvor vi skal løbe, lege og have det sjovt sammen. Det skal vi blandt andet med Familieløbet og Fjolles Børneløb, hvor alle aldre kan være med. Fysisk aktivitet og følelsen af at være inkluderet i fællesskaber kan have en positiv indvirkning på vores mentale sundhed. Under hele sundhedsugen sætter vi fokus vores fysiske og mentale velvære, og jeg er stolt af, at vi i Tårnby har et lokalsamfund og foreningsliv, der er med til at skabe inkluderende og meningsskabende fællesskaber for både børn og voksne. Læs mere om Familiedagen og tilmelding Læs mere om Sundhedsugens mange aktiviteter og oplevelser i programmet Gratis vaccination mod influenza og COVID-19 Vi er trådt ind i efteråret og temperaturerne er så småt begyndt at falde. Det betyder højsæson for smitte med influenza og COVID-19. Borgere i særlig risiko og borgere, der er fyldt 65 år, tilbydes fra den 1. oktober til den 20. december 2025 gratis vaccination i Region Hovedstaden. Invitationsbrevene udsendes digitalt i september. Læs mere om vaccination og tidsbestilling på www.vacciner.dk Forberedelser til kommunalvalget På rådhuset er forberedelserne til kommunalvalget den 18. november 2025 i fuld gang, og lige nu søger kommunen lokale borgere, der har lyst til at være valgtilforordnede. Som valgtilforordnet er det din opgave at hjælpe til på et af kommunens seks valgsteder under hele valgdagen. Det er ikke muligt selv at vælge valgsted, men jeg har hørt, at der altid er en meget festlig og god stemning på alle valgstederne. Du får forplejning gennem dagen og en diæt på 1400 kroner. Hvis det er noget for dig, så send dit navn, bopæl og telefonnummer i en mail til cpk@taarnby.dk HUSK at du kan brevstemme, hvis du ikke har mulighed for at afgive din stemme på valgdagen den 18. november 2025.  Fra tirsdag den 7. oktober 2025 frem til fredag den 14. november 2025 kan du afgive din stemme på Hovedbiblioteket, Vestamager Bibliotek eller Tårnby Rådhus. Find information om valgstederne og muligheden for at brevstemme Tag afsted hjemmefra i god tid I forbindelse med Danmarks EU-formandskab er vores nabo, København, værtsby for topmøder i uge 40. Det får betydning for trafikken i og omkring Tårnby Kommune fra den 30. september til den 2. oktober 2025, hvor der vil forekomme trafikomlægninger og omlægninger af busruter. Du kan løbende holde dig opdateret på omlægningerne her Vores nye smukke grønne vandrerute er en grøn korridor Jeg har haft endnu en fremragende eftermiddag sammen med flere af jer, da vi sammen gik Tårnbys nye grønne vandrerute TårnbyTuren, der strækker sig fra Kastrup Lystbådehavn til Naturpark Amager. Gennem 15 kilometer forbindes bydele med livet i naturen og er en grøn korridor, der skal hjælpe med at bevare biodiversiteten og give bedre levevilkår for insekter, planter og dyr. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg går TårnbyTuren, og jeg glæder mig til at møde mange af jer på ruten. Læs information om TårnbyTuren Koncert på rådhuset Tårnby Musikskoles Harmoniorkester, HOT, kan fejre 30-års jubilæum og blev kåret som Danmarksmestre i harmoniorkester i foråret 2025. Og det skal naturligvis fejres med en fyraftenskoncert med HOT på Tårnby Rådhus. Vi kan glæde os til at opleve et bredt repertoire med alt fra klassiske værker til film- og rytmisk musik. På programmet er blandt andet temaer fra James Bond-filmene, Klezmer Classics, Leroy Andersons festlige Bugler’s Holiday og Carl Nielsens smukke Underlige aftenlufte. Arrangementet er gratis og finder sted torsdag den 2. oktober kl. 17.00 på Tårnby Rådhus. Læs mere om Tårnby Musikskole Flere gode oplevelser i vente Det er ikke kun HOT, der byder på god musik. Du kan nemlig også komme til koncert med skønne sange, poetiske toner og en trio, der swinger i takt med Halfdan Rasmussens digte til koncerten Nye Sange På Halfdansk med Michael Sunding Trio. Læs mere om koncerten Nye Sange På Halfdansk Lige nu og frem til den 19. oktober kan du opleve den humoristiske udstilling ”MED TRYK PÅ HuskMitNavn” på Kastrupgårdsamlingen. Læs om udstillingen på Kastruplundsamlingen Hele familie kan også besøge Kulturhuset Kastrup Bio, der byder på forpremierer på Børnene fra Sølvgade 2: Tager Kampen Op den 27. og 28. september.  Find billetter til forpremieren i Kulturhuset Kastrup Bio Det var alt for denne uge, og jeg ønsker jer alle en rigtig god weekend.